”Når virkeligheden er vild, så må vi også gå vildt til den”
Der er brug for ro til at reflektere i socialt arbejde, ellers kan vi ikke løse de ”vilde problemer.” Det er hovedpointen i Leif Tøfting Kongsgaards ph.d.- afhandling om faglig refleksiv praksis med afsæt i jobcentrene.
Hvad er et vildtproblem?
Sagt helt kort: Det er, når man som fagprofessionel står overfor et problem, hvor det ikke giver sig selv, hvad problemet er – og løsningsmulighederne derfor også afhænger af, hvordan man får det formuleret.
På beskæftigelsesområdet kan det for eksempel være en borger med ADHD, der har svært ved at overholde planer og aftaler. Hvis du tænker, at det er ADHD’en, der er problemet, så vil du måske gå medicinsk til værks. Hvis du tænker, at det er uroen hjemme, der er problemet, så vil du måske se på en social indsats.
Du kan også tænke, at borgeren mangler noget at stå op til, så vil du måske sætte ind med en beskæftigelsesindsats. Pointen er, at du ikke kan vide, om det du gør, er det rigtige. Der findes ikke én sandhed, der findes kun forskellige perspektiver.
Hvordan kan en refleksiv praksis hjælpe med at forstå og håndtere vilde problemer?
Når virkeligheden er vild, så må vi også gå vildt til den. Vi må bruge vores refleksioner over praksis til at se, hvilke forskellige måder der er, at forstå problemet på. Det giver dig et større repertoire i måden at håndtere problemerne på.
Du har lavet feltstudier på jobcentre, hvor arbejdstempoet typisk er højt. Hvordan harmonerer det med refleksivitet?
Udfordringen er, at feltet er struktureret, som om det er tamme problemer. Så der er fokus på tekniske løsninger og procesregulering: Man skal holde samtaler, iværksætte praktikker og så videre. Men når virkeligheden så viser sig at være vild, så kommer den tilgang under pres. Der er et hoveddilemma i, at der er brug for at tænke sig om, men feltet tilbyder det ikke i sig selv. Så hvordan får man ro til at se et problem fra flere sider?
Hvad kan en socialrådgiver ude i praksis bruge din forskning til?
Jeg så allerhelst, at de gør, som den svenske fagbevægelse gjorde: Kæmpede for at få refleksivitet ind som et strategisk satsningsområde i organisationerne. Organisationer og ledelse skal bakke op – ellers bliver refleksiv praksis et sidekick, der ikke får gennemslagskraft.
Leif Tøfting Kongsgaard, faglig direktør, Væksthuset. Uddannet antropolog. Har arbejdet på beskæftigelsesfeltet som praktiker, leder, konsulent, oplægsholder og underviser siden 2003. Har netop forsvaret afhandlingen: ”Faglig refleksiv praksis. En undersøgelse af organisatorisk dilemmahåndtering og refleksivitet i velfærdsarbejdets frontlinje.”
Leif Tøfting Kongsgaard er forfatter til artiklen ”Ro på! Om tempoets betydning for refleksivitet i velfærdsarbejde,” der er med i Uden for Nummer 45.