Forskeren: ”Jeg håber, rapporten kan minde om, hvor indgribende en sikret anbringelse er”
Stadig flere børn og unge bliver socialt anbragt på sikrede institutioner, og de er der i længere tid. Det kræver opmærksomhed på flere ting, viser et forskningsprojekt fra VIVE, som Britt Østergaard Larsen leder.
Hvad kendetegner de børn og unge, der i dag bliver socialt anbragt på sikrede institutioner?
Det er en gruppe med komplekse udfordringer. Mange har psykiatrinære problemstillinger, misbrug eller tidligere anbringelser bag sig. Nogle anbringes, fordi de gentagne gange løber væk fra deres anbringelsessted, mens andre vurderes at være i risiko for selvskade eller udnyttelse.
Det er generelt nogle af de mest udsatte børn og unge, vi har i systemet. Gruppen er vokset – hvor der for 15 år siden var få socialt anbragte på sikrede institutioner, så er det i dag næsten halvdelen af de anbragte børn og unge, der er socialt anbragt.
Opholdene på sikrede institutioner bliver længere. Hvorfor er det vigtigt at være opmærksom på?
Et ophold varer nu i gennemsnit over et halvt år for de socialt anbragte unge. Det er lang tid i et ungt menneskes liv. Når man er frihedsberøvet så længe, bliver skolegang, fritidsliv og sociale relationer sat på pause. Samtidig ved vi fra tidligere forskning, at mange unge oplever frihedsberøvelsen som belastende. For de er anbragt under fængselslignede vilkår, som blandt andet betyder, at de kun har meget begrænset adgang til deres mobiltelefon, ikke har adgang til internettet, og der er meget restriktive muligheder for besøg.
Derfor er det vigtigt løbende at vurdere, om den unge kan flyttes til et mindre indgribende tilbud i for eksempel et åbent eller delvis lukket regi.
Hvad er den største udfordring ved at anbringe unge på sikrede institutioner?
At frihedsberøvelsen ikke nødvendigvis løser de problemer, der førte til anbringelsen. Mange af de unge har brug for behandling, støtte og koordinering på tværs af socialområdet, psykiatrien og uddannelsessystemet.
Rapporten peger også på, at hver femte ung anbringes på en sikret institution mere end én gang. Derfor er det afgørende at finde ud af, hvad der ligger bag den enkelte unges adfærd og sikre den rette hjælp til deres udfordringer, så man kan forebygge gentagne frihedsberøvelser.
Hvad kan socialrådgivere få ud af at læse rapporten?
De kan få et mere præcist billede af, hvem de unge på sikrede institutioner er. Og så håber jeg, at rapporten kan minde om, hvor indgribende en sikret anbringelse er, og at den kun skal anvendes som en sidste udvej i en kort tidsperiode.
Rapporten understreger også betydningen af at holde kontakten til den unge under opholdet og hele tiden arbejde for, at der er en plan for, hvad der skal ske bagefter. Men vi ved godt, at det ikke er enkelt. I vores næste rapport kommer vi til at se nærmere på myndighedernes rolle og de dilemmaer, børn- og ungerådgiverne kan sidde med i de her sager.
Britt Østergaard Larsen er seniorforsker ved VIVE, ph.d. i kriminologi. Interesserer sig blandt andet for forebyggelse, kriminalitet, ulighed og udsatte.
Børn og unge kan anbringes på sikrede institutioner enten på et retligt grundlag, eksempelvis til afsoning eller varetægtsfængsling i surrogat, eller på et socialt grundlag, hvis de vurderes at være til fare for sig selv eller andre.
Kilde: ”Børn og unge på sikrede institutioner – Delrapport 1: Udvikling og karakteristika ”, VIVE.
» Læs rapporten ”Børn og unge på sikrede institutioner – Delrapport 1: Udvikling og karakteristika” på vive.dk