Forskeren: ”Det styrker arbejdsglæden og den faglige stolthed i myndighedsarbejdet”
TÆT-modellen er en ny rehabiliteringsmodel, som med afsæt i recovery kan bringe borgere og socialrådgivere tættere på hinanden. Det viser en evaluering af arbejdet med modellen i tre kommuner, som seniorforsker Maya Christiane Flensborg Jensen har været med til at lave.
Kommunerne har fået en del kritik for, at de ikke har inddraget borgerne nok på handicapområdet. Har TÆT-modellen vist, at det kan gøres anderledes?
Modellen lægger op til at arbejde mere systematisk med, hvordan borgerne inddrages i sagsbehandlingen. Det handler blandt andet om at tage udgangspunkt i borgerens ønsker, håb og drømme og arbejde med at tilpasse møder og samtaler til den enkelte.
For nogle kan en klassisk udredningssamtale på et kommunekontor være svær at gennemføre, mens en walk-and-talk, et hjemmebesøg eller flere kortere samtaler kan fungere bedre.
Erfaringen er, at kommunikationen og relationelt arbejde kan styrkes, hvis nye inddragelsesmetoder tages i brug.
Mange socialrådgivere kan opleve et krydspres mellem relationelt arbejde og myndighedsrollen. Hvordan håndterer TÆT-modellen det?
TÆT-modellen fjerner ikke grunddilemmaet. Socialrådgiveren skal stadig træffe afgørelser inden for lovgivningens rammer. Men modellen peger på, at myndighedsrollen kan udøves på en anden måde, der gør krydspresset mindre.
I stedet for eksempelvis rigidt at gennemgå alle punkter i en udredning, lægger modellen op til, at rådgiveren tilpasser processen til den enkelte borger for eksempel ved at arbejde med visuelle redskaber, piktogrammer eller en anden mødeform.
Derudover lægger modellen vægt på løbende kontakt frem for kun opfølgning på faste tidspunkter. Tanken er, at relationen ikke reduceres til én afgørende samtale, men et længere og tættere samarbejde.
Hvad har været den vigtigste forudsætning for, at modellen har fungeret i praksis?
Kommunerne peger på fire centrale forudsætninger: Passende sagstyngde, tydelig ledelse, kompetenceudvikling og tæt samarbejde med udførerområdet.
Når det gælder sagstyngde, var erfaringen, at det ikke nødvendigvis er antallet af sager, der er afgørende, men derimod hvor komplekse sagerne er.
Hvad skal socialrådgivere tage med sig fra evalueringen?
At krydspresset mellem relationelt socialt arbejde og myndighedsarbejde kan mindskes. Erfaringer med TÆT-modellen er, at den måde at arbejde på bidrager til at styrke arbejdsglæden og den faglige stolthed i myndighedsarbejdet. For mange socialrådgivere er det netop oplevelsen af at kunne bruge deres faglighed i mødet med borgeren, der er afgørende for at trives og blive i jobbet.
Maya Christiane Flensborg Jensen, seniorforsker ved VIVE, ph.d i organisation og ledelse. Interesserer sig blandt andet for handicap, kommuner og regioner, organisering, recovery og rehabilitering.
» Læs rapporten ”Recovery-orienteret myndighedsrådgivning på voksenhandicapområdet” og inspirationshæfte på vive.dk