Læsning var mit frirum i en forsømt barndom

Det var Rachel Rösts arbejde med udsatte børn og unge, der fik hende til at indse, at hun selv bar rundt på en historie, der var vigtig at fortælle. Hun har skrevet bogen ”Grundvold” – en personlig fortælling om social kontrol med afsæt i sin egen opvækst i et iltfattigt, religiøst miljø i en mormonfamilie. Rachel Röst er også leder og stifter af organisationen ’Læs for Livet’, og hun opfordrer til, at litteratur i højere grad bruges som redskab i det sociale arbejde.

Læsning var mit frirum i en forsømt barndom

Foto: Lisbeth Holten

Rachel Röst inviterer inden for i ’Læs for Livets’ lokaler på Østerbro i København. En organisation, der kickstarter læselyst hos udsatte børn og unge, og som Rachel Röst stiftede i 2012, mens hun læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Lokalerne er fyldt med bøger. I reoler, på borde, i kasser på gulvet. Overalt.

På det hvide mødebord serverer Rachel Röst chokolader og kaffe. En drik, der ligesom te og alkohol i mange år var forbudt for Rachel Röst. For som født og opvokset i en mormonfamilie på Amager fulgte familien nøje mormonernes moralske sundhedslov ”Visdomsordet”, som prædiker afholdenhed fra både alkohol, tobak, kaffe, te og stoffer.

Netop opvæksten i mormonfamilien med en stærkt kontrollerende, nærmest tyranniserende, patriarkalsk far er udgangspunktet for Rachel Rösts autofiktive debutroman ”Grundvold”, der udkom på forlaget Gyldendal i marts.

En roman, Rachel Röst har skrevet, fordi arbejdet med udsatte børn og unge har vist hende, hvilket fællesskab og mindre ensomhed, det kan give at læse om andre, der dels har oplevet det samme som en selv – dels er kommet ud på den anden side.

– Når børn møder og genkender sig selv i litteraturen, oplever de at blive inkluderet i et menneskeligt fællesskab, og jo mere jeg arbejdede med udsatte børn og unge og fortalte, at jeg selv var opvokset i en mormonsk familie og anbragt, jo mere trængte det sig på, at jeg skulle fortælle min egen historie, fortæller Rachel Röst.

– Der findes så meget social kontrol og så mange religioner, der bliver dyrket. Så min roman er lige så vigtig for nogen, som er vokset op i Indre Mission som i stærkt muslimske miljøer, hvor pigerne bliver socialt kontrolleret.

Kontrol af toiletpapir

Romanen er en historie om fanatisme, omsorgssvigt og børnefattigdom i Danmark. Cirka 70 procent er taget direkte fra Rachels Rösts eget liv – de sidste 30 procent er opdigtet, men kogt sammen af egne erfaringer, mormonske håndbøger med mere.

– Min barndom var præget utrolig meget af social kontrol. Min far var ikke bare mormon, han var en meget troende mormon, der tog ordene i skrifterne meget bogstaveligt, så der var rigtig mange ting, vi ikke måtte. Overholdt vi ikke reglerne og opførte os som gode mormoner, blev vi indkaldt til samtale med far, fortæller Rachel Röst.

Det var et iltfattigt hjem at vokse op i. Faderen kontrollerede, hvor meget toiletpapir Rachel Röst brugte pr. toiletbesøg, og døren til hendes værelse blev taget af hængslerne under en stuearrest, så hun ikke kunne smække med døren. Det lagen, hun satte op som gardin i døråbningen for at få en lille smule beskyttelse for familiens blikke, blev revet ned med ordene: ”Det der var ikke ligefrem ånden i din straf”.

Reminder om dommedag

I barndomshjemmet var det tydeligt, at familien var mormoner. Der var jesusstatuer og billeder af profeter, møblerne var det billigste, der kunne skaffes – genbrug eller gamle arvestykker.

Tøjet var tækkeligt, men altid genbrug eller noget mormoren havde syet til Rachel Röst og hendes to mindre søstre. Bukser var forbudt for piger, og forældrene gik med det sakrale, hvide undertøj – garments, som altid skal bæres helt ind til kroppen, så moderen havde bh’en udenpå.

Af faderens folkeskolelærerløn blev der hver måned betalt 10 procent til mormonkirken.

– Det var en barndom fyldt med børnefattigdom, sult og hullede underbukser. Køleskabet var ofte tomt, vi fik stort set aldrig morgenmad eller madpakke med i skole, så mine søstre og jeg stjal også, fordi vi var sultne, fortæller Rachel Röst.

– Samtidig var det også en barndom med utrolig meget angst. Angst for dommedag, for ingen kender timen, hvornår jordskælvene rammer, og solen bliver rød som blod. Samtidig fortalte far os, at når vi syndede, var det Satan, der hviskede os i øret. Det at have en konstant kampplads inde i sit hoved mellem Satan og Gud, det er meget stressende og får en til at tvivle på, hvem man selv er.

Som rettroende mormoner havde familien et forrådskammer med mad til et helt år – efter mormonske forskrifter med drikkevand i blå plasttønder, sække med skummetmælkspulver og hvedekorn. Så familien var klar til den dag, verden går under.

– Forrådskammeret lå lige ud til stuen, som en evig – og angstfyldt – reminder om dommedag, siger Rachel Röst.

Cirka en gang om ugen fik de serveret risengrød lavet på skummetmælkspulveret fra forrådskammeret. Maden i sækkene skulle holdes i cirkulation, så den ikke blev dårlig, inden dommedag indtraf.

Fraværende mor

Barndommen var også præget af omsorgssvigt – uden særlig meget kærlighed.

– Min mor var fraværende, lå for det meste i en medicindøs på grund af diffuse smerter og drømte sig væk i kærlighedsromaner. Far kunne nærmest ikke være sammen med os uden en religiøs ramme. Hele tiden kritisk indstillet, og vi fik konstant dunk i hovedet over ting, vi gjorde forkert.

– Hygiejnen overlod far til vores mor, men hun kunne ikke magte det. Så vi lærte ikke at børste tænder og gik sjældent i bad. Da vi var mindre, kom vi i bad en gang om ugen, men uden far nogensinde måtte se os uden tøj på, for det brød med mormonernes kyskhedslov. Da vi blev ældre, kom vi endnu sjældnere i bad, så jeg gik rundt med super fedtet hår og så i det hele taget farlig ud med i mit gamle og hjemmegjorte tøj, siger Rachel Röst.

Et af lyspunkterne var pigernes mormor.

– Hun var en praktisk omsorgsperson, sørgede for vi fik mad, vitaminpiller og bade, når vi var hos hende. Når hun var på besøg, havde hun tit vanter, bananer eller nye underbukser med. Hun var selv mormon, men lærte mig for eksempel at lægge kabale, selv om kort blev betragtet som en synd af min far.

Følte sig anderledes

Den stærkt religiøse opvækst gjorde, at Rachel Röst aldrig passede ind. Hun blev drillet i skolen og opfattet som en særling. På et tidspunkt i 3. klasse, skulle hver elev have en ting med hjemmefra og fortælle om. Og det var noget de andre børn glædede sig til, men ikke Rachel. I sin bog beskriver hun situationen sådan:

”Klasseværelset summede af spænding, og jeg stirrede stift ned i bordet. Hvad ejede jeg, der var værd at tage med? Hjemme gik jeg mine skrivebordsskuffer igennem for at finde en ting, der ikke var pinlig at tage med… Efter aftensmad tog jeg mod til mig og bad far om et forslag til, hvad jeg kunne have med til klassens time. Hans ansigt lyste op, og i et kort øjeblik sprang glæden i brystet på mig, og jeg vidste, at han ejede noget særligt. Det kunne stå ude i det aflåste skur, så det var beskyttet mod rockere, røvere og antimormoner. ”Det er da en strålende mulighed!” sagde han med et næsten drenget smil. ”Du skal da have en Mormons Bog med i skole. Når du har fortalt om den og om evangeliet, kan den jo være en gave til klassen, så de andre børn læse den i frikvarteret.”

– Selvom jeg higede efter at være som de andre, så var jeg meget anderledes. Jeg lærte aldrig rigtig at have venskaber og havde svært ved at connecte med andre. Da jeg var mindre, måtte jeg ikke tage med hjem og lege. Drenge måtte jeg slet ikke lege med, og hvis pigerne havde brødre, måtte jeg heller ikke, da der var risiko for, at jeg var alene med en dreng. Da jeg blev større, og de andre mødtes og så ”Fredag den 13.”, kunne jeg ikke deltage, fordi gysere tilkalder onde ånder, forklarer Rachel Röst.

Bibliotek som fristed

Til gengæld klarede hun sig rigtig godt rent fagligt. Dér fik hun en masse positiv opmærksomhed.

Det nærliggende bibliotek var barndommens fristed. Her kom Rachel Röst ofte, og da hun blev lidt ældre, var det også her, hun smugkiggede i bogen ”Kvinde kend din krop” og fik viden om, hvordan kroppen fungerer. Det var tabu derhjemme, og hun fik en seddel med i skolen om, at hun ikke måtte deltage i seksualundervisningen.

– Jeg havde en evig splittelse inde i mig. Jeg var dybt troende og troede, at Evangeliet talte sandt, men jeg kunne fornemme, at folk ikke forstod det, og at de tog afstand, når far prædikede og delte Mormons Bog ud. Jeg var vred og frustreret over, at jeg ikke passede ind, men jeg var ikke i tvivl omkring troen. Jeg tænkte, det var fordi, jeg var svag, når jeg ikke bare kunne overholde de mange regler og være en god repræsentant for mormonerne.

Mødet med systemet

Med puberteten voksede oprøret overfor faderens magtudøvelse og sociale kontrol, som når han bad hende om at smide hendes nyindkøbte sorte bomuldstrusser ud, fordi sort undertøj kun var for kvinder, der ville gøre sig til over for mænd.

Samtidig havde hun mødt en ny veninde i kirken, en pige, der var anbragt uden for hjemmet.

– Derhjemme var mit oprør mod min far uden sejre. Han var en mur, man ikke kunne forhandle med, så mit oprør var bare konfliktoptrappende og gjorde alting værre, men Isabel præsenterede mig for en bagvej, og hun gav mig et håb om, at jeg kunne flytte mig.

– Jeg følte mig så presset op i en krog, jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, og til sidst så jeg ingen anden udvej end at ringe til kommunen og bede om at blive anbragt på en ungdomspension – lige som Isabel.

Mødet med systemet var i første omgang positivt, fordi både socialrådgiver og psykolog på kommunens socialkontor lyttede og tog hende alvorligt, men efter et fælles møde med socialkontoret, Rachel Röst og forældrene, hvor de blev sendt hjem med beskeden om at løse problemerne hjemme, blev alting værre.

– Det var forfærdeligt. Mit eget møde med kommunen gav mig en masse håb, men at sende mig hjem – helt overladt til mig selv med mine forældre, der mente, jeg havde forrådt familien, gjorde alting meget værre. Nu var jeg slet ikke en del af familien længere.

Netop den del af bogen var den sværeste at skrive.

– De otte måneder fra mødet med kommunen, hvor jeg bliver frosset helt ud af familien, til jeg bliver anbragt på ungdomspensionen Rymarksvænge i Hellerup, er beskrevet en til en i forhold til virkeligheden, og det var svært at gennemleve det hele igen under skrivningen, siger Rachel Röst.

Ungdomspension gav deroute

Heller ikke på Rymarksvænge passede hun ind.

– Jeg tænker, jeg var fejlanbragt. Det var et rimelig hardcore sted, og der kom jeg som den pæne mormonpige, og de andre røg, drak, tog stoffer og lavede småkriminalitet. Det kom også bag på mig, hvor meget jeg savnede familien, hvor hul jeg blev indeni, fortæller hun.

Rachel Röst boede på Rymarksvænge i næsten to år, fra hun var 16, til hun blev 18 år. I starten gik hun på gymnasiet i Hellerup og klarede sig godt, men på Rymarksvænge var der ingen støtte til de boglige aktiviteter.

– Der var ingen bøger, og nærmest en angst blandt de ansatte for boglige aktiviteter. Fokus var hele tiden på, at jeg skulle være en del af fællesskabet med de andre unge, og at jeg for eksempel fik høje karakterer i gymnasiet, var uinteressant, når der skulle laves indberetninger til kommunen. Så jeg følte mig ikke set.

– Det skuffede mig, og det var også med til, at det gik ned ad bakke for mig. Gennem min barndom og ungdom havde min redning været, at jeg havde været den dygtige i klassen. Det var min positive identitet. Når den ikke kunne bruges til noget, så vidste jeg ikke, hvem jeg var.

Rachel Röst blev en del af fællesskabet på Rymarksvænge, og de andre unge oplærte hende i at gå i byen, ryge, drikke, stjæle tøj efter behov. Hun blev smidt ud af gymnasiet og endte som hashmisbruger og med en kriminel kæreste, som gjorde hende gravid.

– Fra det klaustrofobiske rum hjemme til al den frihed – jeg vidste slet ikke, hvordan det skulle håndteres. Jeg havde så lidt selvværd og lod mig bare flyde rundt med de andre i et tomrum, men da jeg bliver gravid og beslutter mig for at få barnet, finder jeg så meget kraft og vilje til at tage ansvar både for mig eget og for mit barns liv.

Kulturchok på studie

Med den kraft tager Rachel Röst HF og ender med skolens højeste snit. Siden vælger hun at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

– Jeg har altid holdt af at læse, og biblioteket og læsning var mit frirum og en overlevelsesstrategi i en forsømt barndom. Det var i bøgerne, at jeg fandt ud af, at der var mange måder at være familie på. Det var her, jeg fandt rollemodeller – frie og stærke piger og kvinder som Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og stewardessen Natacha, og der var også en form for eskapisme – flugt fra mit liv, når jeg læste om drager, børnedetektiver og hestepiger.

På studiet passede hun heller ikke ind. Hun var stadig troende, den eneste enlige mor, og de fleste af de studerende kom fra akademiske hjem.

– Det var et kulturchok. Når de andre skulle fortælle om deres forhold til litteratur, fortalte de om obskure digte, de holdt af. Jeg stak helt udenfor med min fascination af popkultur. I starten fik jeg også meget dårlige karakterer, jeg kunne simpelthen ikke knække koden, men jeg lærte det og kom op på normalt niveau igen, fortæller Rachel Röst.

Mens hun læste litteraturvidenskab, fik hun ideen til ’Læs for Livet’.

– Jeg var meget frustreret over den landspolitiske situation, hvor der hele tiden blev sparket nedad mod de svage i samfundet. Jeg tænkte, nogen måtte gøre noget, og en aften fik jeg øjnene op for, at jeg var nogen.

– Jeg havde ingen penge, var studerende, men til gengæld vidste jeg, at der var et overskud af bøger i verden, og at der ikke var en eneste bog, da jeg selv flyttede på ungdomspension. Så jeg tænkte, at det nok er mere udbredt end bare på Rymarksvænge, og så gik jeg i gang. Hjemme fra min og Silas’ lejlighed.

Kickstarter læselyst

Alt det er ni år siden, og i dag er ’Læs for Livet’ en prisbelønnet organisation, der gør et kæmpe arbejde for at kickstarte læselyst blandt børn. Organisationen har seks deltidsansatte – den ene Rachel Röst som formand – og 40 frivillige.

– Vores arbejde handler om at opbygge biblioteker til børnehjem, ungdomspensioner, krisecentre, asylcentre. Vi arbejder for at skabe kærlighed til litteratur – til det at læse. Hele uddannelsessystemet er bygget op om bøger og læsekompetencer, og uddannelse er den største beskyttelsesfaktor mod udsathed.

– Der er rigtig mange grunde til at bruge litteratur i socialt arbejde, og en af dem er, at 50 procent af anbragte børn og unge ikke får folkeskolens afgangseksamen. Ved at give dem lyst til at læse giver vi dem nemmere adgang til uddannelse, og jo bedre uddannelse man har, jo bedre økonomi og helbred får man, siger Rachel Röst.

Da fokus handler om læselyst, gør ’Læs for Livet’ et stort arbejde ud af at finde frem til lige præcis, hvad børn og unge på de enkelte institutioner interesserer sig for.
– Du kan ikke sidde på et kontor og kickstarte læselyst, så vi er ude og holde bogsamtaler med de pågældende børn og unge, så vi kan bygge det enkelte bibliotek op om netop deres interesser og ønsker.

– Det er vidt forskelligt – fra asyldrengen, der gerne vil læse Dostojevskij til unge på bosteder, der efterspørger litteratur, de kan spejle sig i og bare gerne vil læse om en, der er kommet ud af det her shit – eller om andre piger, der har det svært med familien. Til yngre børn, der vil læse om lamaer eller fodbold.

Når Rachel Röst holder bogsamtaler, bruger hun altid en farverig notesbog til at skrive ned i.

– Notesbogen kan være med glimmer, ugler eller blomster, og det er meget bevidst for tydeligt at vise, at vi ikke er en del af systemet med kasser, kolonner og kontrol. Vi skal associeres med lyst og gode oplevelser, siger hun.

En anden vej til at kickstarte læselyst er organisationens læsehule. En hyggelig og varm indrettet hule med sofa, stole og madras med masser af puder og tæpper, hvor børn og unge fra institutioner inviteres ind. Her får de lov til at vælge fem bøger helt til sig selv, som de må tage med hjem.

En piges røst

’Læs for Livet’ laver 30-40 biblioteker om året, og de har lavet otte på Grønland.

– Vi er begyndt at tænke lidt mere bredt, nu er vi også ude i aktive børnesager i nogle kommuner – hos børn, der er i familiepleje, og vi kunne også godt tænke os at arbejde inden for børne- og ungepsykiatri, fortæller Rachel Röst.

Langt hovedparten af bøgerne bliver doneret, men de skal være i rigtig pæn stand.

– Der må heller aldrig stå ’kasseret’ i en bog, som vi sender ud til et udsat barn eller ung. Det dur slet ikke til udsatte uden kendskab til bøger.

På den private front er det snart mange år siden, at Rachel Röst forlod mormonerne. I 2005 smed hun familienavnet Larsen væk og tog efternavnet Röst.

– Jeg havde ikke lyst til at slæbe rundt på min fars navn, og mit efternavn i dag handler om, at jeg har fundet min stemme som pige. En røst, der slet ikke er plads til i et patriarkalsk samfund som det mormonske – og heller ikke i min nærmeste familie.

Forældrene blev skilt i 2005, og indtil moderens død for et par år siden opretholdt Rachel Röst kontakten til sin mor. Faderen afbrød hun forbindelsen med i 2007, og han er netop afgået ved døden. De to søstre har hun sporadisk kontakt til, men heller ingen af dem er længere mormoner.


Læs for Livet

’’Læs for Livet’ er en nonprofit-organisation, der blev stiftet i 2012 af Rachel Röst.

’Læs for Livet’ bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for et bedre liv.

Organisationen indsamler bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i skræddersyede biblioteker på 400-1.000 bøger og doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig: Børnehjem, ungdomspensioner, asylcentre mv.

Siden begyndelsen af 2012 har ’Læs for Livet’ opbygget omkring 250 biblioteker.

’Læs for Livet’ har pt. omkring 80.000 bøger og sender hver uge omkring 500 bøger ud af huset.

’Læs for Livet’ er et lønnet sekretariat med seks deltidsansatte – den ene Rachel Röst som formand. Derudover har de tilknyttet 40 frivillige.

» Læs mere på laesforlivet.dk


Fakta om social kontrol
Social kontrol er adfærdsregulering, der sikrer, at bestemte sociale normer opretholdes. Social kontrol findes i alle samfund på tværs af etnicitet, kultur, religion og social status.

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet og RED Center mod æresrelaterede konflikter.


Mormoner er medlemmer af trossamfundet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, grundlagt af Joseph Smith i USA i 1830. Religionens lære – en nyfortolkning af blandt andre kristne og jødiske elementer – er baseret på Bibelen og ”Mormons Bog” Der er i 15,8 millioner medlemmer på verdensplan – heraf 4.430 danskere.

Kilde: Religion.dk og dk.jesukristikirke.org


Scener fra ’Grundvold’ del 1:

”Ja, så kan vi vel bare komme direkte til sagen. Det er sådan, at Rebecca har kontaktet os, fordi hun mistrives hjemme. Hendes oplevelse af hjemmemiljøet er faktisk så slem, at hun gerne vil anbringes. Vi har indkaldt jer her for at snakke om situationen og komme frem til en løsning for jeres datter,” sagde Birthe.

Jeg så koncentreret på mine hænder. En neglerod, et lille sår, de hvide måner på mine negle. Alligevel kunne jeg mærke fars og mors blikke på mig lige så tydeligt, som havde de hægtet sig i mig med fiskekroge. Da stilheden trak ud, skævede jeg forsigtigt op. Far var sunket sammen. Hans ansigt var tungt, som om der hang lodder i det. Det var mor, der rejste sig. Hun lænede sig ind over bordet og placerede håndfladerne på det. Hendes øjne lynede.

”Du har kontaktet kommunen?”

Birthe brød ind.

”Det er selvfølgelig ikke en nem situation for nogen af jer, men lad os få snakket om det stille og roligt.”
Mor satte sig langsomt tilbage på stolen, mens hun stirrede på mig. ”Du er en forræder,” hvæsede hun.

…..

”I må fokusere på, at I har fået mulighed for at få skabt nogle forandringer, når de ting er kommet for dagen. Det vigtigste er, at I nu ved, at Rebecca mistrives, så I kan gå hjem og finde nogle løsninger på problemerne sammen.”

Gå hjem? Sammen? Jeg gik i panik. Det her skulle være en vej væk. For kun fjorten dage siden havde Birthe jo nikket, skriblet ned og sagt: ”Det forstår jeg godt.” Jeg havde set en ungdomspension for mig, indhyllet i guddommeligt lys. Frihed. Nu var jeg fanget, indtil jeg blev 18 år, og far drak af vandglasset. Jeg kom på benene, og stolen væltede bag mig. Tårerne løb, og jeg kunne ikke se på deres ansigter, mens jeg fumlede med min jakke og halstørklædet. Jeg væltede ud af mødelokalet og løb ned ad gangen.

…..

Hvad havde jeg forventet? At jeg ville blive ført ned i en taxa efter mødet og kørt hen til en ungdomspension, hvor en rød løber blev rullet ud for mig? Nu skulle vi hjem og løse problemerne med min mistrivsel sammen, og det var dødfødt.

Uddrag af kapital 11 i ”Grundvold” af Rachel Röst, Gyldendal

Scener fra ’Grundvold’ del 2:

Trine bankede på, og jeg fulgte hende modvilligt ned ad den lange gang, ind på kontoret og satte mig ved det store mødebord. Jeg hadede kontoret. Printeren, skrivebordene, computerne, og de mange mapper mindede mig om, at jeg var et stykke arbejde. Det var tid til en ny indberetning. Trine fandt papirerne frem, og synet af skabelonerne fik min verden til at skrumpe.

”Ja, lad os snakke om det sociale, og hvad vi kan skrive der.”

Jeg trak på skuldrene.

”Jeg ved jo ikke, hvad du selv oplever, men sådan som jeg og vi oplever dig, så er du stadig meget reserveret. Det er helt klart det område, hvor du virker til at have flest udfordringer. Du er vist stadig ikke særlig tæt med nogen af de andre beboere, vel?”

”Næh, det er vel rigtigt nok. Jeg er ikke ligesom dem.”

”Og så synes jeg også stadig, at det er svært for os to at opbygge en fortrolighed, men jeg forstår selvfølgelig godt, hvor det kommer fra. Den forestilling om, at du ikke kan bruge de voksne til så meget.”

Jeg betragtede Trine og ledte efter ord. Hun tænkte, at det var mit problem, at jeg ikke betroede mig til hende. Vidste hun stadig ikke, hvor kejtet hun fremstod? Så falsk og påtrængende i sit forsøg på at leve op til sine faglige målsætninger.

”Det kan godt være, men behøver du at skrive det?” sagde jeg.

Vi arbejdede på sætninger sammen, indtil jeg kunne stå ved dem og ikke skammede mig over, at Birthe på socialkontoret skulle læse dem.

…..

”Skolen. Ja, der klarer du dig jo rigtig godt. Der har du virkelig nogle resurser, og jeg oplever dig stadig som meget motiveret. Er det ikke et billede, du kan genkende?”

”Skal Birthe se mine karakterer?” spurgte jeg.

”Nej, hun skal bare have et generelt trivselsbillede.”

”Okay,” sagde jeg og håbede, at Trine ikke kunne høre min skuffelse.”

Vi udfyldte punkt efter punkt. Mit fokus skred. Jeg hadede at blive opsummeret på denne måde og ikke ane, hvem der kom til at læse det.

Uddrag af kapital 15 i ”Grundvold” af Rachel Röst, Gyldendal

Scener fra  ’Grundvold’ del 3:

Da jeg lagde røret på, var det som at sænke grænsebommene mellem to lande. Jeg havde lyst til at tage på Staden, købe et gram hash og gennemføre ritualet med at rulle en joint, men barnet forhindrede mig i det. Hver nat, siden Monique skubbede mig ned ad trappen, havde jeg ligget søvnløs længe, fordi jeg ikke kunne ryge. Min krop formåede ikke længere at slappe af uden rusen, og uroen moslede rundt i mig. Hvad skulle jeg nu dumle mig med?

Mor lavede pasta med tomatsovs. Da vi satte os om bordet, så jeg på hende, Esther og far, der ikke anede, at synden voksede i min mave. Mit ansigt føltes pludselig som en maske. Huden var spændt stramt ud over kraniet. Mit hjerte bankede hårdt, og jeg havde fornemmelsen af, at de kunne se det og undrede sig. Far foldede hænderne, bad Vor Herre om at rense og velsigne maden og takkede for evangeliet.

”Vi beder om, at vi kan vedblive med at have ånden til stede i vores hus, selvom Rebecca er flyttet ind. Og vi beder dig særligt at beskytte Esther mod hendes indflydelse. I Jesu Kristi navn. Amen.”

”Jeg ville virkelig ønske, du ville holde op med det der, far,” sagde jeg.

”Jeg tvivler på, at Gud er tilfreds med, at du får folk til at grue for dine bønner.”

”Dem, der følger Guds bud, har ikke noget at grue for,” sagde far studst.

”Det er ikke min fejl, at du er kommet ned ad denne her møgbeskidte livsbane. Du burde vide bedre, når du er vokset op med evangeliets fylde. Du ved også, at du er udvalgt, og at Satan har ført krig mod dig. Du er faldet lige i fælden. Hvad hvis det var meningen, at du skulle omvende 100 mennesker, der så selv ville omvende 1000 mennesker og så videre? Så er det dig, der har stjålet det evige liv fra horder af sjæle.”

Uddrag af kapital 20 i ”Grundvold” af Rachel Röst, Gyldendal


Blå bog

Rachel Röst er 44 år, forfatter og uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 2013.

Hun er forfatter til børnebøgerne ”Da musene flyttede samme vej som guldet” fra 2005 og ”Hvad lille Line vidste” fra 2007. Den 26. marts i år udkom hendes autofiktive debutroman ”Grundvold” på forlaget Gyldendal.

I 2012 stiftede hun organisationen’ Læs for Livet’, som støtter og udvikler udsatte børns og unges læsning.

Er mor til sønnen Silas på 24 år.