JURA: Retten til socialpædagogisk bistand eller hjemmehjælp

Borgere med en betydelig funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer skal i så vidt muligt omfang kunne leve og udfolde sig som andre. Men skal hjælpen bevilges som socialpædagogisk støtte eller som personlig og praktisk hjælp?

Forarbejderne I forbindelse med indførelsen af retten til socialpædagogisk bistand i 1998 (L 229, 1996-97) havde blandt andet fokus på afgrænsningsproblematikkerne i forhold til retten til hjemmehjælp, hvor det fremgår, at der er en glidende overgang mellem praktisk hjælp (servicelovens § 83) og socialpædagogiske ydelser (servicelovens § 85).

Snitfladeproblematikkerne har givet anledning til problemer i praksis, og denne klumme har til formål at belyse de forskelle, der er på bestemmelsen, og hvornår hjælpen skal visiteres efter § 83 eller § 85. Servicelovens § 83 afgrænser den hjælp, som ydes efter bestemmelsen, idet det fremgår, at der kan ydes hjælp til ”praktiske opgaver”, ”personlig hjælp og pleje” samt ”madservice”. Der findes ikke samme afgrænsning i servicelovens § 85, hvorfor hjælpen ikke afgrænses i forhold til opgavens art.

Ankestyrelsen har lagt til grund, at den konkrete hjælp efter § 85 eksempelvis kan være hjælp til at åbne post og få reageret på breve, hjælp til at planlægge og overholde aftaler med for eksempel bank, læge, jobcenter eller det psykiatriske behandlingssystem og hjælp til at bryde social isolation (principmeddelelse 6-18), fritidsaktiviteter som for eksempel fodbold og biografture samt tage på en kæresteferie (principmeddelelse 29-17), hjælp i omklædningsrummet og guidning og støtte i vandet i forbindelse med lægeordineret bassintræning (52-15), vejledning, rådgivning og hjælp til at udføre dagligdagens gøremål (63-17), men også hjælp til madlavning, indkøb, rengøring og tøjvask m.v. – jf. den kasserede principmeddelelse 78-14 (som er indarbejdet i 6-18), hvor det fremgår, at en borger skulle have socialpædagogisk bistand til at strukturere og udføre dagligdagsopgaver som oprydning, tøjvask, madlavning og rengøring samt forbedre den sociale kontakt.

Der er således et vist sammenfald mellem ydelserne i servicelovens paragraf 83 og 85. Den relevante bestemmelse skal altså vurderes ud fra formålet med hjælpen og borgerens behov. Det er således væsentligt at have fokus på, hvilken hjælp der samlet set tilgodeser borgerens behov bedst, herunder om der er et optrænings- eller udviklingspotentiale hos borgeren.

I Ankestyrelsens principmeddelelse 10-19 fremgår dette fokuspunkt ikke tydeligt. Ankestyrelsen mente i sag 1, at kommunen skulle vurdere, om servicelovens § 83 var den relevante bestemmelse, da opgaven ikke blev udført af den socialpædagogiske støtteperson, da personen ifølge kommunen ikke måtte hjælpe med selve udførelsen af opgaven.

Ankestyrelsen inddrager ikke, om der er et tilstrækkeligt udviklings- og optræningspotentiale hos borgeren, herunder om hjælpen skal bevilges efter servicelovens § 85 – uanset at den pågældende ikke selv kan udføre opgaverne. Socialpædagogisk bistand kan således også bestå af den faktiske udførelse af opgaverne.

I vurderingen af, om en person har behov for socialpædagogisk bistand, skal der i skønnet ifølge forarbejderne (L 229, 1996-97) overvejes, om målgruppen samlet set i ”højere grad kan gøre brug af samfundets almindelige tilbud”, ”opnå en mere aktiv livsudfoldelse” og får ”støtte med henblik på de pågældendes muligheder for selv at klare dagligdagen” gennem hjælpen. I principmeddelelse 10-19, sag 1 havde borgeren svært ved at overskue hverdagen og få planlagt alle sine gøremål og få dem udført, hvilket kunne tale for, at der var et behov for socialpædagogisk støtte.

Jeg har ikke set den konkrete sag, men det, at Ankestyrelsen ikke italesætter udviklingsperspektivet i den konkrete sag, kan skabe uklarhed om anvendelsen af servicelovens § 85. Det er min vurdering, at forinden hjælp efter § 83 kan komme på tale, forudsættes det, at udviklingsmuligheder og optræningsmuligheder er afklaret og udtømt, og at der er faglig dokumentation for, at der ikke er et tilstrækkeligt udviklingspotentiale. I så fald vil servicelovens § 85 være den relevante bestemmelse – uanset om opgaven vedrører posthåndtering, rengøring, indkøb eller tøjvask m.v.


Søren Blæsbjerg
Studielektor i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet