JURA: Nye regler begrænser adgang til hjemgivelse af tvangsanbragte børn
Der skal være tale om ”væsentlige ændringer”, før en forælder kan få behandlet en anmodning om hjemgivelse. De nye regler er en balancegang mellem barnets behov for ro og stabilitet og forældres retssikkerhed.
I foråret trådte nye regler i kraft i serviceloven, herunder en begrænsning af forældremyndighedsindehaverens adgang til at få behandlet anmodninger om hjemgivelse i sager om anbringelse uden samtykke efter § 58. Begrænsningen består i et generelt krav om ”væsentlige ændringer” i forældremyndighedsindehaverens eller barnets forhold, før kommunen er forpligtet til at behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. § 68, stk. 7, nr. 1. Det gælder dog kun anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren. Kommunen kan således ikke afvise at behandle en hjemgivelsesbegæring fra unge over 15 år.
Formålet er at fremme ro og stabilitet om barnet, så grundløse anmodninger afvises ud fra hensynet til barnets bedste. Erfaringen i kommunerne har været, at anbringelsessagerne stort set kontinuerligt er under behandling, hvilket ses som en stor belastning for de berørte børn. Omvendt er der ingen tvivl om, at der er tale om et betydeligt indgreb i forældrenes rettigheder.
Retssikkerhed for børn og forældre
I bemærkningerne er man opmærksom på ændringens indgribende karakter over for forældrene, men der argumenteres med områdets retssikkerhedsgarantier. For det første kan kommunens afvisning afprøves (hvilket også var tilfældet tidligere i helt særlige sager). For det andet gælder der skærpede indholdsmæssige og processuelle krav, når der træffes afgørelse om tvangsmæssig anbringelse efter § 58. Der er krav til indholdet af kommunens indstilling til børn og unge-udvalget, ret til gratis advokatbistand, udtaleret overfor udvalget og særlige regler om klagebehandling og domstolsprøvelse mv. Sagen skal genbehandles efter fastsatte frister, og der skal ske løbende opfølgning og tilsyn.
Helt afgørende for retssikkerheden i disse sager er således, at de er tilstrækkeligt oplyst, og at de skærpede krav efterleves.
Begrænsningen i hjemgivelsesbestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med præciseringen i § 59 om indstillingen til børn og unge-udvalget. Det fremgår nu klart, at denne skal indeholde en særskilt vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer. Eventuelle psykologiske undersøgelser skal foretages af en autoriseret psykolog. Formålet er blandt andet at gøre afgørelsesgrundlaget mere gennemsigtigt til gavn for forældrenes og barnets retssikkerhed.
”Væsentlige ændringer”
Det er selvsagt centralt for kommunens vurdering, og for forældrenes forståelse, at det fremstår nogenlunde klart , hvad ”væsentlige ændringer” kan være.
De mange grundløse anmodninger om hjemgivelse fra forældrene kunne antages at være affødt af en manglende forståelse for afgørelsen. Inddragelsen af og samarbejdet med forældrene er således afgørende – også for den ”oplevede retssikkerhed”. Kommunens vurdering af ”væsentlige ændringer” må også ses i nær sammenhæng med den støtte til forældrene, der skal iværksættes under anbringelsen og den særskilte plan herfor, samt den generelle handleplan efter § 140, med angivelse af konkrete mål og formål med anbringelsen.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet
Definition af ”væsentlige ændringer”
Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehaverens forhold forstås, at forhold hos forældremyndighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, ikke længere er til stede eller ”er ændret markant og i positiv retning for barnet eller den unge”.
En ændring af hvem, der har andel i forældremyndigheden, vil som udgangspunkt altid være en ”væsentlig ændring”, da afgørelsen om anbringelse herefter vil være truffet overfor en anden personkreds.
Konkrete eksempler på ”væsentlige ændringer”
Du kan finde konkrete eksempler i lovforslaget L68 (L68A) 2019-20 (Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager) i forarbejderne samt i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hovedkonklusioner
Samlet om ændringerne vedr. hjemgivelse:
- Kommunen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse, hvis der ikke er sket “væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge”.
- En afvisning er en afgørelse, som kan påklages til Ankestyrelsen.
- Kommunen kan ikke afvise at behandle en anmodning om hjemgivelse fra en ung, der er fyldt 15 år.
- Hvis kommunen ikke kan imødekomme den unges anmodning om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget.
- Såfremt kommunen behandler en anmodning om hjemgivelse, skal den som hidtil træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, hvis der er grundlag for det.