JURA: Kommuner har problematisk tilgang til handleplaner

Ankestyrelsen ser store udfordringer i mange kommuners anvendelse af handleplaner på børneområdet. Blandt andet fordi der sjældent laves handleplaner før en anbringelse.

En handleplan er et vigtigt koordineringsredskab, der beskriver indsatsen i en sag, eksempelvis hvorfor barnet eller den unge skal anbringes, og hvad der skal arbejdes med under anbringelsen for at understøtte barnets eller den unges udvikling og trivsel. Ankestyrelsen har i en undersøgelse fra 2019 fremhævet, at en god handleplan sikrer, at der er systematik i sagen, en kvalificeret opfølgning på indsatsen, at familien har et overblik over sagens forløb, og at der er en god overlevering af sagen ved et eventuelt skifte i sagsbehandler.

Der kan imidlertid peges på store udfordringer i kommunernes anvendelse af handleplaner på børneområdet, hvilket giver anledning til overvejelser om både retssikkerhed og om handleplanens faglige værdi.

Status for handleplaner

Siden Barnets Reform i 2011 har der med henvisning til ønsket om ”regelforenkling”, ”afbureaukratisering”, ”fleksibilitet” og ”større frihed” i sagsbehandlingen været ændret i reguleringen af handleplanen efter servicelovens § 140.

Senest, med virkning fra 1. januar 2020, er for eksempel kravet om særhandleplaner for henholdsvis kriminalitetstruede unge og unge med et behandlingskrævende stofmisbrug blevet fjernet. Kravene til planen vil dog fortsat være de samme. Det vil sige, at der stadig skal tages højde for ”alle relevante forhold” hos børn og unge i forhold til indsatsen, herunder også kriminalitets- eller stofmisbrugsproblemer. Den helt store forskel retligt set er derfor svær at få øje på. Dog er der samtidig sket den ændring, at ”afgørelse” ved revision af handleplanen i § 70 er blevet afskaffet. Revision af handleplanen har nu karakter af en ”beslutning” (en procesledende beslutning), som ikke kan påklages særskilt. Dette betyder også, at der ikke længere er særlige krav til blandt andet begrundelse og klagevejledning efter forvaltningslovens §§ 22 og 25. Men selve afgørelsen om en ændret foranstaltning vil kunne påklages som alle andre afgørelser efter serviceloven. Ændringen har heller ingen betydning for kommunens forpligtelse til at følge op efter fastsatte frister og vurdering af, om indsatsen skal ændres og handleplanen revideres.

Kravet om, at beslutningen om revision af handleplanen så vidt muligt skal ske med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, gælder også stadig. Det konkluderes i bemærkningerne, at ”Med disse ændringer fjernes unødvendige krav til sagsbehandlingen, uden at borgernes retssikkerhed forringes.”

Spørgsmålet er imidlertid, om der kan peges på andre retssikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med kommunernes arbejde med handleplaner.

Anbringelser uden handleplan

Ankestyrelsen offentliggjorde i 2019 en undersøgelse af kommunernes anvendelse af lovpligtige handleplaner til anbragte børn og unge. Undersøgelsen konkluderede, at kommunerne sjældent får lavet handleplanerne, inden de træffer afgørelse om anbringelse. Ifølge kommunerne er en af forklaringerne, at deres arbejdsgange er tilrettelagt på en måde, der ikke understøtter, at handleplanerne bliver lavet til tiden. Kommunerne peger også på, at de ikke nødvendigvis ser handleplanen som et vigtigt redskab, når de skal træffe afgørelsen. Dette er bekymrende henset til formålet med handleplanen. Undersøgelsen viste også, at kvaliteten af handleplanerne ikke altid er god nok. Det er blandt andet de faglige udredninger af barnets behov for støtte, som volder kommunerne problemer. Det er ifølge Ankestyrelsen problematisk, fordi udredningen danner grundlaget for en god handleplan: ”En utilstrækkelig udredning kan betyde, at fokusområderne i handleplanen ikke afspejler barnets faktiske problemer og behov.”

Kilde: Ankestyrelsen: Kommunens anvendelse af handleplaner til anbragte børn og unge, 2019. Undersøgelsen består bl.a. af en gennemgang af 225 sager fra 25 kommuner.


Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i social­forvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet


Handleplan er en garantiforskrift
Det har været diskuteret, hvorvidt en handleplan er en garantiforskrift. Ankestyrelsen fandt i principmeddelelse 60-18, at når kommunen ifølge serviceloven alene er forpligtet til at ”tilbyde en handleplan”, kan den ikke betragtes som en garantiforskrift og dermed medføre ugyldighed.

På børneområdet er handleplanen imidlertid en forudsætning for at kunne træffe afgørelse om en foranstaltning efter § 52, og der er indlejret en tidsfrist for færdiggørelsen. Hertil kommer, at handleplanen angiver formålet med indsatsen, som danner grundlaget for et informeret samtykke, jf. også § 53. Handleplanen skal således sikre, at afgørelsen er indholdsmæssigt korrekt, og har dermed karakter af en garantiforskrift.