”Jeg håber, det bliver en ret, at patienter i psykiatrien kan tale med en socialrådgiver”

Hvad jeg forventer af en tiårsplan for psykiatrien? Jeg håber, at det bliver en ret – og ikke kun et tilbud – for patienter i psykiatrien, at de kan snakke med en socialrådgiver. Det vil være fantastisk. Jeg og mine socialrådgiverkolleger er der jo, men det ville gøre en forskel, at det blev italesat som en ret – og som
en fast del af patienternes behandling. Jeg har også arbejdet i Kriminalforsorgen, og for de indsatte er det en ret at have adgang til en socialrådgiver.

I det hele taget håber jeg, at der kommer fokus på patienternes ret til sammenhængende og koordinerende indsatser. Jeg screener altid patienterne for at se, om der er behov for en social indsats – og om det er noget, patienten ønsker.

Også hjælp til pårørende

Med vores målgruppe er det meget forskelligt, hvad behovet er. Nogle har så lidt sygdomsindsigt, at alene det at tale med dem er svært. Nogle kan formulere, at det er økonomi, parforholdet, chefen, der er en del af problemet, men de ved ikke, hvad de skal gøre ved det. Så spørger jeg dem om, hvad jeg kan hjælpe til med? Så kan vi hjælpe med kontakt til en arbejdsgiver eller til kommunen og få lavet aftaler, sygemelding osv. De problemer, vi oftest har fokus på, er børn, bolig, beskæftigelse, økonomi. Når et menneske træder akut ind i psykiatrien, så står alt det andet i patientenes liv jo tilbage.

Lægerne kan behandle, men de kan ikke fjerne de sociale omstændigheder, patienterne kommer med. Det kan jeg hjælpe med. Jeg kan kigge hele vejen rundt om patienten og vurdere: Hvad har vi, vi kan rykke med i forhold til det her problem?

Vi skal for eksempel snakke med børnene, hvis patienten har børn. Forældre i krise kan have svært ved at have den sædvanlige forældreevne. Så snakker vi med familien:

Kan vi hjælpe? Kan I håndtere det? Skal vi underrette? Det er en grundig samtale og ofte nogle svære vurderinger.

Vigtigt at se hele mennesket

Vi tager også samtaler med de pårørende: Hvad kan de forvente, når en af deres nære er blevet indlagt. Det er for eksempel ved de patienter, der er så dårlige, at de ikke selv kan rumme det. Så tager jeg samtalen om at være kæreste til en, der pludselig er blevet manisk. Eller veninde til en, der har forsøgt at tage sit eget liv.

Jeg har været i Akutmodtagelsen i Psykiatrien på Bispebjerg Hos­pital i tre år, og før har jeg både haft forskellige jobs i en kommune og Kriminalforsorgen, og jeg kan mærke, at den erfaring er rigtig brugbar her.

Jeg føler, at jeg gør en forskel for de patienter, jeg har med at gøre. Jeg når jo ikke altid at gøre en indsats færdig, fordi vi er et akutafsnit. Men så aftaler jeg altid, hvem der så tager over. For vi kan virkelig gøre en forskel ved at kigge på det hele menneske.

---

CV Mia Hamann Sønderholm
34 år, Hvidovre

• 2018 – Psykiatrisk Akutmodtagelse, Psykiatrisk Center København
• 2015 – Kriminalforsorgen, Herstedvester Fængsel
• 2013 – Københavns Kommune, Socialforvaltningen
• 2013 – Uddannet socialrådgiver