Refleksion: ”Mennesker kan altid mere, hvis nogen tror på dem”

Josefine Cecilie ­Therkelsen er socialrådgiver og tillidsrepræsentant, Center for Botilbud, Aarhus Kommune, Socialpsykiatrien

Refleksion: ”Mennesker kan altid mere, hvis nogen tror på dem”

Socialrådgiver Josefine Cecilie Therkelsen fra Viby i Aarhus.

For nogle måneder siden sad vi i fælleskøkkenet og hørte musik. Et nummer med Bryan Adams spillede, og en beboer sagde: ”Jeg elsker Bryan Adams, det er en drøm at komme til en koncert med ham.” Han fortalte, hvordan musikken havde fulgt ham gennem de svære år, hvor livet havde bidt fra sig.

Jeg vidste, at Bryan Adams snart skulle give koncert i Danmark, men også at billetterne var udsolgt. Da jeg fortalte beboeren om koncerten, lyste glæden i hans øjne, og han sagde forsigtigt: ”Åh, hvor vil jeg gerne afsted, men jeg kan ikke selv”.

Vi begyndte at tale om, hvad der skulle til for, at han kunne komme afsted – og hvad der tidligere havde holdt ham tilbage. Med mange fine samtaler om, hvad hans angst bundede i, foldede hans historie sig ud. Det stod klart, at en koncert kunne blive et vendepunkt. Han havde ikke været udenfor i mere end otte år, bortset fra de ugentlige indkøbsture med sin far. Det lykkedes mig at købe billetter via re-sale. Tre dage senere stod vi i Boksen i Herning sammen med 19.000 andre mennesker og hørte Bryan Adams. Måske du kan forestille dig, hvilken lykkefølelse og glæde jeg mærkede, da jeg under sangen ”Heaven” kiggede på ham og så ham synge med, mens en tåre trillede ned ad hans kind.

Jeg er glad og stolt over, at jeg gennem den narrative traumefokuserede uddannelse har fået brugbare redskaber, som klæder mig bedre på til at gå ind i en dybere dialog og ændre den enkelte beboeres fortælling om sig selv. For mig er denne historie et godt eksempel på, at mennesker altid kan mere, hvis bare nogen tror på dem og hjælper med at få øje på det. Både før og efter koncerten sagde han: ”Hvis jeg kan det her, kan jeg jo alt”. Som med ringe i vandet, der spreder sig, så gør gode oplevelser og troen på sig selv det også, og få dage senere kom han hjem fra en indkøbstur – helt alene!


Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.