Efteruddannelse: ”Min nye viden er direkte overførbar til praksis”

Når jeg kommer ned på afsnittet i morgen, så er det i hvert fald ikke familiesamtaler, der bliver spurgt, om I har nået at holde. Men der bliver spurgt ind til, om den her patient nu har fået noget forsørgelse, og hvad skal vi udskrive ham til på mandag?“

Sådan lyder det i et citat fra en ledende socialrådgiver i et af de kvalitative interview, som Line Aaberg har lavet i sit afgangsprojekt ’Børn er også pårørende’ på diplomuddannelsen i socialt arbejde. Hun ville blive klogere på, hvorfor de såkaldte nøglepersoner ikke tilbyder og holder familiesamtaler i særlig stor udstrækning.

Faktisk er det ifølge Line Aabergs rundspørge, som er en del af afgangsprojektet, kun tre procent af patienterne med børn under 18 år, som har deltaget i en familiesamtale i 2023 i Region Hovedstadens Psykiatri til trods for, at det ifølge regionens pårørendepolitik er et tilbud til alle patienter i voksenpsykiatrien med børn under 18 år.

Det var Line Aabergs nye funktion som børnekoordinator i Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Glostrup, som førte hende på sporet af temaet i det afsluttende projekt.

– Jeg er i hele 2024 frikøbt fra min stilling som klassisk socialrådgiver, hvor jeg arbejdede med yngre borgere med skizofreni på et rehabiliteringsafsnit og var ’nøgleperson for børn som pårørende’. Formålet med min nye rolle som børnekoordinator er at undersøge og udvikle den del af hospitalsopgaven, der handler om at opspore og henvise børn, som er pårørende, til de forebyggende aktiviteter, vi tilbyder.

Line Aabergs nye stilling er finansieret af fondsmidler fra Trygfonden og Psykiatrifonden.

Børns behov for støtte

Formålet med familiesamtalerne er at fastholde et familieperspektiv under indlæggelsen og forebygge, at børnene bliver forstyrret i deres udvikling på grund af den voksnes manglende evne til at være psykisk til stede og reagere hensigtsmæssigt på børnenes signaler.

– Under en familiesamtale får forældre hjælp til at tale med deres barn om deres psykiske sygdom, og hvad den betyder for familien. Derudover giver samtalen også et indtryk af familiens ressourcer og netværk og de berørte børns behov for støtte. Og det kan være gavnligt for børnene, at de konkret ser, at deres forældre er i behandling, og hvem der hjælper dem, forklarer Line Aaberg.

Familiesamtaler udføres af medarbejdere, der ud over deres øvrige daglige arbejde også har en funktion som ”nøglepersoner for børn som pårørende”, og tæller både socialrådgivere, sygeplejersker og psykologer.

Øjenåbner

Inden Line Aaberg gik i gang med undersøgelsen, havde hun en klar forventning om, at når ’nøglepersonerne’ ikke formåede at prioritere familiesamtalerne, så måtte det skyldes manglende viden om, hvor vigtig en forebyggende indsats det er.

– Jeg troede, at nøglepersonerne var problemet, og at jeg som børnekoordinator skulle udvikle praktiske metoder til at støtte dem i deres arbejde. Inden jeg vidste bedre, udviklede og planlagde jeg en podcast, hvor jeg optog mig selv før, under og efter en familiesamtale som en praktisk indføring i opgaven. Derudover var det min idé at lave et træningsprogram for nøglepersonerne. Det var en stor øjenåbner for mig i min rolle som børnekoordinator, da jeg fandt ud af, hvad barriererne for familiesamtalerne var.

Det viste sig, at det var noget helt andet end manglende viden, som var på spil. Ud over mangel på tid og en oplevelse af ’ensomhed i opgaven’ og en angst for at fejle, er det store gennemgående tema i de kvalitative interview og besvarelser i rundspørgen, at nøglepersonerne oplever, at deres funktion med at holde familiesamtaler ikke har værdi på samme niveau som nogle af deres øvrige opgaver.

– Når opgaven ikke har værdi, så betyder det, at der ikke er ledelsesmæssig opbakning til opgaven, pointerer Line Aaberg og uddyber:

– Hovedårsagen til den manglende prioritering af familiesamtaler er, at opgaven ikke giver samme anerkendelse fra ledelsen som andre opgaver. Derfor vælger ’nøglepersonerne’ ofte at have fokus på mere ’værdifulde’ og monofaglige opgaver som for eksempel underretninger, forsørgelse eller at skaffe bolig til patienten. Lederne står ikke og hepper på, at der skal bruges ressourcer på familiesamtaler, selv om det står i vores pårørendepolitik, at familiesamtaler er et tilbud. Når opgaven ikke høster anerkendelse, så skabes der ikke liv i selve arbejdet. Så er det oplagt at løse andre opgaver – og familiesamtalerne bliver nedprioriteret.

Og her er vi tilbage ved det indledende citat i starten af artiklen, hvor den ledende socialrådgiver i et fokusgruppeinterview pointerer, at der ikke bliver spurgt ind til, om der er holdt familiesamtaler. Og hun sætter flere ord på:

”Hvis vi skal være helt ærlige, og kigger ud på et sengeafsnit og sikkert også i et ambulatorie, så er det ikke det (familiesamtaler, red), der er nummer ét på dagsordenen. Det er ikke der, hvor man måske nødvendigvis får mest ros eller de største klapsalver. Det kan være, hvis man skaffer et bosted, eller nogle andre ting. Det her med, at man som leder løfter det op og giver det en værdi, tror jeg også er ret vigtigt for jer, når I skal gribe opgaverne.”

Fra viden til praksis

– Min nye viden om børn som pårørende i voksenpsykiatrien har været direkte overførbar til praksis, og det har været væsentligt for mig at have den oplevelse. Det har været fantastisk ved alle de fag og moduler, som jeg har taget på diplomuddannelsen, at de har været så praktisk anvendelige, fortæller Line Aaberg.

Som en del sit afgangsprojekt på diplomuddannelsen har Line Aaberg formuleret en række anbefalinger til, hvordan indsatsen med at have fokus på børn som pårørende styrkes og dermed også sikrer, at familiesamtalerne bliver et reelt tilbud.

– Børn som pårørende skal fremhæves som en vigtig del af kerneopgaven. Det sker ikke af sig selv, og derfor har jeg foreslået, at der skal udarbejdes spørgsmål til opfølgning på børnene som en fast og struktureret del af patienternes behandlingsplaner, ligesom det også skal drøftes på konferencerne om patienterne.

Ifølge Line Aaberg er ledelsen lydhør over for hendes forslag – og nogle af forslagene er ved at blive implementeret, blandt andet ved at ledelsen lokalt prioriterer at uddanne endnu flere nøglepersoner.

– Jeg håber, at flere nøglepersoner kan være med til at gøre opgaven med familiesamtaler mere synlig – og ved at skrue på volumen håber vi også, at nøglepersonerne ikke føler sig så alene med opgaven. Det er alt andet lige sværere at italesætte værdien af en opgave, hvis man er alene om at løfte den.

---

Bag om historien
Som socialrådgiver har du forskellige muligheder for at efter­uddanne dig. Afhængigt af, hvor du er i dit arbejdsliv, kan du vælge kompetencegivende efteruddannelse eller kortere kurser og læringsforløb. Vi har interviewet to socialrådgivere, som har taget en diplomuddannelse for at dygtiggøre sig
inden for deres aktuelle arbejdsområde.

---

Vejen til efteruddannelse

Line Aaberg, uddannet socialråd­giver i 2000
Da hun begyndte på sit første diplommodul, havde hun ingen intentioner om at tage en hel diplomuddannelse i socialt arbejde. Men på baggrund af opbakning fra ledelsen – og en lyst til at blive klogere – afsluttede hun sin diplomuddannelse på Københavns Professionshøjskole i juni 2024.

Den Regionale Kompetencefond har dækket hele udgiften. Hun har haft en 30 timers stilling, hvilket har sikret hende en ugentlig studiedag – for egen regning. Hun har fået fri til undervisningsdage og har ellers betalt med flextid og feriedage, når hun skulle skrive opgaver og forberede sig til eksamen.