Hvad har du lært af coronakrisen?
Vi har spurgt seks socialrådgivere om, hvad de har lært af coronakrisen, og hvilke erfaringer de kan bygge videre på.
Corona har styrket det virtuelle rum
Helle Hebel, leder af Familieafdelingen, Langeland Kommune
– På vores område har vi altid haft tradition for fysiske møder, men under corona har vi været tvunget ud i et kollektivt lynkursus i it. Nogle af mine medarbejdere er ikke super glade for it, men under corona har de virkelig fået øjnene op for, hvad det kan. Så vi har tænkt os at holde fast i virtuelle møder med vores samarbejdspartnere langt væk: Opholdsstedet i Nordjylland, plejefamilien på Sjælland – der giver det rigtig god mening, at alle møderne imellem faste tilsyn og handleplansmøder bliver holdt over det virtuelle mødeværktøj Teams, i stedet for at vi bruger tid på at køre landet rundt.
– Vi har også lært noget om effektivitet i møder. I det virtuelle rum er der en fuldstændig klar dagsorden, kun én taler ad gangen, og medarbejderne bliver ikke på samme måde smittet af en unødig kollektiv forfærdelse over akutte sager.
– Nedlukningen har også mindet os om, hvor vigtigt det er at mødes med børnene på steder, hvor vi får et fælles tredje. Tit i en travl hverdag bliver det til en kort snak på skolen, men det giver en helt anden samtale, når vi ikke sidder over for hinanden ved et bord, men for eksempel går en tur og kan kigge på heste.
Trivsel handler også om rammer
Charlotte Vindeløv, Skole- og dagtilbudssocialrådgiver, Horsens Kommune
– Med det store fald i underretninger er det blevet understreget, hvor vigtig vores tætte samarbejdsrelation med lærere og pædagoger er. De er vores øjne, og vi kan ikke handle, hvis de ikke fodrer os.
– For nogle børn har det været en lettelse ikke at komme i skole, men langt de fleste har brug for strukturer og faste rammer. Samtidig har vi fået øjnene op for nogle børn og familier, som normalt ikke har problemer: Eneforsøgere, en mor med depression, som har brug for restituering. Familier, hvor det er afgørende, at børnene kommer afsted i skole for, at de voksne kan overkomme rollen som forælder.
– Vi skal også bygge videre på de gode erfaringer med de ændrede rammer i skolen. Det er blevet tydeligere, hvor meget trivsel også handler om rammer. Med mindre grupper og langt mere undervisning udenfor. Det giver ro i læringssituationen, og konfliktniveauet daler. Måske kan de erfaringer danne grobund for mere nuancerede tiltag i vores handleplaner, hvor vi breder de greb ud i vores indsatser, så vi får skabt nogle tilbud, hvor mange flere børn føler sig mødt.
Mange børn har nydt coronatiden
Susanne Lindbæk, Afdelingsleder på behandlingshjemmet Stutgården, i Hillerød
– Lige som alle andre har vi haft travlt med at følge retningslinjer og tilpasse os den nye virkelighed siden midt i marts, men vi har haft åbent både i vores døgnbehandling og i vores dagbehandlingstilbud Kirsebærhuset, hvor jeg arbejder. Når vi kigger tilbage, har coronatiden ikke kun været negativ for vores børn og unge. Flere af vores børn har rykket sig fagligt i et langt hurtigere tempo, er blevet mere skoleklar og har fået en helt anden ro.
– Ikke alle børn har profiteret af coronatiden, men mange af børnene har nydt den megen undervisning i det fri, de alternative undervisningsformer med masser af bevægelse og fysisk aktivitet, som vi har brugt langt mere systematisk. Og i små elevgrupper – kun fra deres eget hus.
– Stutgårdens interne skole har været lukket frem til den 18. maj, og i stedet har lærerne været flyttet ud i de respektive huse, så to lærere har været fast her i Kirsebærhuset. Det har gjort noget godt for både nogle børns koncentration, ro, relationer og det tværprofessionelle samarbejde, som vi gerne vil bevare efter corona.
Paniktelefonen er et godt supplement
Jette Mejer, Socialrådgiver på Værestedet, Aarhus Kommune
– Under corona har vi fået fat i nogle funktionelle hjemløse. Nogle af vores stolte modne borgere, som bruger værestedet, men som har en bolig, og som aldrig har givet udtryk for, at de har brug for hjælp. Under coronakrisen har de fået udleveret en madpakke, og ellers har de skullet klare sig selv, men det har de ikke kunnet. Ved hjælp af en ”paniktelefon”, som vi har oprettet under corona, har vi fået fat i dem. Fordi vi med paniktelefonen har været tilgængelige på en helt anden måde og har fået skabt en mere diskret sluse, hvor de selv har haft mod på at kontakte os.
– Så vi har fået lov til at komme hjem hos dem for at dokumentere, hvor skidt det stod til, og vi har meget hurtigt fået sat gang i hovedrengøring, hjemmehjælp, et andet botilbud mv.
– Den her gruppe borgere kontakter ikke bare kommunens opsøgende team eller går ind til mig på værestedet, for de bekymrer sig om, hvad de andre brugere siger. Det handler om værdighed, tryghed og stolthed, så måske skulle vi overveje at holde fast i paniktelefonen og lave et supplement til de allerede eksisterende opsøgende teams, hvor kendte medarbejdere fra Værestedet nemmere kunne mødes med borgerne et andet sted end værestedet.
De svært syge har haft et frirum
Birgitte Frey, Visitator i socialpsykiatrien, Hedensted Kommune
– Under nedlukningen har vi lagt en plan for, hvordan vi kunne støtte borgerne bedst muligt. Vores bostøtter har haft en meget tæt kontakt til borgerne. De har kunnet ringe hele tiden efter behov, og begyndte tingene at skride, har vi kunnet udvide med besøg og gåture. Men hele tiden ud fra borgernes behov og ønsker.
– Vi har haft et fåtal af borgere, som har været meget nervøse, men overvejende er det gået bedre end ventet. Vi er blevet positivt overrasket, og dem hvor vi tænkte; det her går helt galt, og de bliver tvangsindlagt inden for to uger – de svært syge – de har haft et frirum og været glade for at slippe for pres og krav om behandling, aktiviteter, opfølgning og møder på kommunen.
– Så måske skal vi tage det sociale arbejde op til revision efter corona. Tænke over, hvor meget vi presser dem og have nogle faglige snakke om, at vi som fagprofessionelle er med til at stigmatisere og holde borgerne fast i noget. Måske har vi fundet ud af, at de kan mere, end vi troede, at familier og netværk har hjulpet mere. Måske skal vi slippe borgerne mere fri.
Min faglighed er kommet i spil
Cathrine Tovborg-Jensen, Beskæftigelseskonsulent i jobcenter, Københavns Kommune
– Det har været godt for både os og borgerne, at ret og pligt i beskæftigelsesindsatsen har været sat ud af kraft under corona. Det har været dejligt, at den normale meget procesorienterede arbejdsgang har været skiftet ud med et frirum, hvor jeg som socialrådgiver i højere grad har kunnet bruge min faglighed og min viden. Normalt er vores arbejde med ressourceforløbsborgere meget styret af lovgivning, men under corona har mit handlerum været større, og jeg har i stedet kunnet sætte min egen profession og faglighed i spil.
– Det har været så godt, at vi og borgerne selv har kunnet bestemme, hvornår der var brug for kontakt, og det at samtalerne har været frivillige og især har haft fokus på omsorg, har givet os et helt andet forhold til borgerne. Relationen er blevet stærkere, og borgerne har vist et andet engagement.
– Det gælder eksempelvis en af mine borgere med skizotypisk sindslidelse og et alkoholmisbrug oveni. Vi har altid haft en god dialog, men han har været svær at rykke. Uden alle de normale krav fra jobcentret har han fået ro til at tænke over, hvad der er bedst for ham, og han har nu taget initiativ til at opsøge mere psykiatrisk hjælp og har været mere engageret i at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats.