Guiden: Prisen for fleksibilitet må ikke blive ’det grænseløse arbejde’

Arbejdslivseksperten Anders Raastrup Kristensen giver sit bud på, hvordan det ’hybride’ arbejdsliv kan håndteres, og advarer imod, at prisen for frihed og fleksibilitet bliver ’det grænseløse arbejde’.

Anders Raastrup Kristensen, der forsker i arbejdsliv, ser en række udfordringer ved den hybride arbejdskultur – hvor nogle møder ind og andre arbejder hjemmefra. Ingen af udfordringerne er nye, men de nye hybride arbejdsformer forstærker dem.

– Man bliver nødt til at gentænke, hvad et møde er, og være bevidst om, hvad de forskellige mødeformer – fysisk, digital eller hybrid – kan. Det vigtigste er, at man skal have en meget mere stram styring af digitale og hybride møder.

I det fleksible, hybride arbejdsliv skifter vi hele tiden mellem arbejdsformerne – for eksempel mellem virtuelle og fysiske møder. Det skaber også en række udfordringer på arbejdspladsen.

– Når du er inde på jobbet, har dine kolleger måske en række onlinemøder, og det kan gøre det svært at få ro til at arbejde. De fleste steder er der ikke mødelokaler nok til, at du kan gå i enrum, når du tjekker ind til et onlinemøde.

Anders Raastrup Kristensen opfordrer til, at man også gentænker den fysiske indretning, så den i højere grad matcher de forskellige typer af møder. Det kan eksempelvis være øreklapstole, som er designet til at holde onlinemøder i.

At afgrænse sig fra arbejdet

Diskussionen om det grænseløse arbejde er blevet udbredt under corona, og det er ifølge Anders Raastrup Kristensen også en aktuel diskussion i forhold til den hybride arbejdskultur.

– Hvordan kan du afgrænse dig fra dit arbejde, når arbejdet fylder mere mentalt, fordi du kan se det hele tiden, og du i princippet kan arbejde hele tiden, siger han og fortsætter:

– Jeg lavede på et tidspunkt et studie af nogle call-center-medarbejdere, som fik mulighed for at arbejde hjemmefra tre dage om ugen. Og det ændrede deres måde at forholde sig til arbejdet på fra, at de var meget tidsstyrede, mens de ved hjemmearbejde i højere grad blev opgavestyrede. De sluttede ikke som normalt arbejdet klokken 16 for at tage hjem, for de var jo hjemme, og så kunne de lige arbejde et kvarter mere og nå at blive færdige med en opgave.

Villigheden til at tage overarbejde og arbejde under sygdom ændrede sig også.

– Det er derfor grænseløshedsproblematikken opstår. Det hedder ikke længere, at når jeg er syg, så skal jeg ikke arbejde. Nej, det bliver nemt til: Hvor syg skal jeg være for ikke at arbejde. Eller hvor meget skal jeg arbejde i weekenden og om aftenen.

Han understreger, at frihed og fleksibilitet aldrig er gratis.

– Der følger et ansvar med. Derfor skal du i samarbejde med din leder blive bedre til at lede dig selv, så du definerer og afgrænser dine opgaver i det grænseløse arbejde.


Arbejdslivsekspert Anders Raastrup Kristensen, ph.d., er lektor ved Københavns Universitet og ekstern lektor ved CBS. Han har gennem en årrække forsket i blandt andet selvledelse, grænseløst arbejdsliv, strategi og ledelse i krydsfeltet mellem praksis og forskning. Han har udgivet flere bøger – blandt andre ’Det grænseløse arbejdsliv’ og ’Strategisk selvledelse’.