Hvad er de største udfordringer på psykiatriområdet?

Hvad er de største udfordringer på psykiatriområdet? Hvad er løsningen? Og hvilken rolle spiller socialrådgiverne? Det har vi spurgt to socialrådgivere og fire centrale aktører om.

Socialrådgivere er vigtige brobyggere

Sophie Hæstorp Andersen (A)
Formand for Region Hovedstaden og formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner

– De største udfordringer er at sikre både kvalitet, nærhed og sammenhæng. Som et led i arbejdet med 10-årsplanen for psykiatrien har vi fået 600 millioner kroner årligt til behandlingspsykiatrien, men det er ikke nok at fokusere på behandlingspsykiatrien og på sygdommen.

– Hvis en borger bliver henvist til psykiatrisk behandling eller udredning, skal vi regioner gøre det inden for 30 dage, men efter udredning går der ofte fire til seks måneder, inden borgeren for eksempel får en kommunal støttekontaktperson. Det er svært at få hjælp tidligt, og alt for mange bliver udskrevet uden plan for genoptræning og uden øje for det levede liv, og vi har alt for mange svingdørspatienter.

– Det vigtigste i forhold til 10-årsplanen er derfor at kigge på det hele liv, og det kalder især på en indsats i socialpsykiatrien. Så behandlingspsykiatrien skal være mere socialt orienteret, og socialpsykiatrien skal være mere behandlingsorienteret, og i det arbejde har socialrådgivere en meget vigtig rolle som brobygger mellem behandling og udskrivning og som tovholder i forhold til det levede liv. Derfor er nedgangen i antal socialrådgivere i voksenpsykiatrien også bekymrende.

Udskrivning starter ved indlæggelsen

Marian Vittrup
Socialrådgiver på Klinik Syd, Psykiatrien,Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland. Næstformand for Fagligt Selskab for Psykiatrisocialrådgivere i DS og DS’ repræsentant i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe for regional voksenpsykiatri – til forberedelse af 10-årsplanen for psykiatri

– Den helt store udfordring er at få sammenhænge i patientforløb. Med en stigende kompleksitet og øget specialisering i både regioner og kommuner er vi meget opdelte, og der kan være rigtig mange forskellige instanser involveret, så vi skal have fokus på at få lavet sammenhænge.

– Her i Aalborg siger vi, at udskrivelse starter ved indlæggelse, så patienten ikke efterlades i et tomrum, når de skal udskrives. Alle patienter har et patientens team her på hospitalet, og samtidig står vi socialrådgivere for at brobygge og indkalde til netværksmøder og udskrivningskonference med alle relevante parter, og allerede fra start har vi kontakt med for eksempel kommunen i forhold til eventuel bostøtte eller botilbud. Netop tæt tværsektorielt samarbejde med inddragelse af patienter og pårørende er en af løsningerne. Her er socialrådgivere afgørende. Vi koordinerer og kender lovgivningssproget i såvel kommuner som i hospitalsregi.

Psykiatriske patienter udskrives for tidligt

Gitte Ahle
Psykiatrisk overlæge og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

– Gennem mange år har man underprioriteret og underfinansieret psykiatrien, så vi i dag har en udpint psykiatri. Det er især gået ud over de svært psykisk syge – både i behandlings- og socialpsykiatrien.

– Samtidig vil man gerne have borgerne boende længst muligt i eget hjem, men mange af de her borgere kan ikke klare at være i eget hjem. Oveni det har man i mange år udskrevet psykiatriske patienter meget hurtigt. Det betyder, at kommunerne står med en opgave, som de ikke er gearet til, fordi de udskrevne patienter er for psykotiske og ustabile. Så lige nu har vi psykisk syge hjemløse gående rundt, psykisk syge i egen bolig, som går til, og der er vold på bosteder – både mod personalet og indbyrdes.

– Vi kommer ikke uden om at tale rammer, ressourcer og økonomi, og vi skal have brudt siloerne ned, have skabt et fælles sprog, og vi skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske, i diagnose, funktionsniveau, ønsker og drømme. I stedet for i kasser, og her er socialrådgivere vigtige brobyggere.

Borgere med dobbeltdiagnoser i klemme

Vibe Klarup
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

– Først og fremmest er der mangel på en sammenhængende indsats for borgere med både psykiske lidelser og misbrug. Altså borgere med dobbeltdiagnoser. Det samme gælder de borgere, hvis psykiatriske lidelse skygger for, at de også har alvorlige somatiske lidelser, der ikke diagnosticeres.

– Vi har også en udfordring omkring utilstrækkelig behandling for psykisk syge borgere med misbrug oveni. Derfor ser vi et voksende antal domme og flere borgere i retspsykiatrien.

– Vi har en problemstilling, hvor vi ikke følger borgeren til dørs, og vi slipper borgeren, før han er videre til næste instans. Men det er spildte penge, hvis vi ikke hjælperen borgeren videre ved indlæggelsens slutning og bare udskriver til hjemløshed – til et ustabilt og kaotisk liv. I det arbejde omkring bolig, husleje med videre er socialrådgiverne det afgørende anker.

– Så der er brug for sammenhæng mellem dobbeltbehandling, for koordinationsplaner og et større sektorsammenspil – hvem skal være i rummet, hvis det skal gå godt for borgeren, når vi sender vedkommende videre. Det er måske et spørgsmål om ressourcer og flere hænder, men det handler allermest om et blik for sammenhæng.

Vi har brug for mere åbne tilbud

Klavs Serup Rasmussen
Tidligere psykiatrisk patient og førtidspensionist, i dag chefkonsulent i PeerPartnerskabet ved Det Sociale Netværk og SIND

– Det psykiatriske område er gået fra at være ”de skøre” til at være en folkesygdom, men institutionerne og systemerne har ikke ændret sig i samme takt og er ikke gearet til hverken antal patienter eller borgernes problemer. Næsten alt handler om at undgå tilbagefald, undgå at man bliver dårlig, hvor det i stedet burde handle om, hvordan man får det godt.

– Der er et meget firkantet syn på diagnoser med visitation, kontrol og klientgørelse, hvor du risikerer at miste eksempelvis din bostøtte, hvis du som psykisk sårbar viser det mindste initiativ.

– Vi skal lave et nyt møde mellem borgere og systemet, hvor vi går fra visitation til samarbejde, hvor enhver ses individuelt. Samtidig skal vi have skabt døre ud af kommunen til lokalsamfundet, så der er mulighed for at være noget for andre. Det kræver, at der løsnes op for visitationen, så du kan få hjælp, når du har brug for det – ikke når du har ret til det.

Hvem sørger for at pige med spiseforstyrrelse får mad?

Sisi Ploug Pedersen
Socialrådgiver og tværkommunal projektkonsulent børn, unge og familier, Psykiatrien i Region Syddanmark. Formand for Faggruppen Børn, Unge og Familier i DS. DS’ repræsentant i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedrørende børn og unge – til forberedelse af 10-årsplanen for psykiatri

– Den største udfordring er mangel på sammenhænge mellem kommune, region og praktiserende læger. Samtidig skal vi så vidt muligt undgå så massiv en henvisning til psykiatrien, og det fordrer mere fokus på det forebyggende arbejde.

– Vi har tre ben; børne- og ungepsykiatri, de praktiserende læger og så kommunerne – med sagsbehandling i børne-familieafdelinger, skoleafdelinger, sundhedsplejersker og PPR, og de tre ben skal arbejde sammen for at sikre en fælles viden. I dag taler de tre sektorer sjældent sammen, og ofte virker det som om, at aben sendes videre, og patienten falder ned mellem to stole.

– Så sammen skal vi tage ansvar og ejerskab for at sikre de bedste rammer for de her børn og unge på tværs af sektorer og lovgivninger. Som når vi i vores projekt skaber et tværsektorielt rum, hvor alle nødvendige parter er repræsenteret ved sparringsteammøder, hvor vi helt konkret aftaler, hvem der for eksempel sikrer den støtteperson, der skal sikre, at en pige indlagt med spiseforstyrrelser får noget at spise, når hun skal tilbage i skole. Er det psykiatrien? Kommunen? Skolen? For bliver vi ikke enige om det, så får pigen det bare dårligere.