FORSKNING: Åbne adoptioner fungerer bedst
Hvad ved vi egentlig om, hvor vidt tvangsadoption er en god foranstaltning? Hvilken betydning har det for barnets opvækst og identitetsdannelse? Og hvad gør åbne adoptioner bedre end anonyme?
Her i landet er der gennemført forholdsvis få adoptioner uden samtykke, og der er også kun i begrænset omfang forsket i adoption.
Det har i mere end 10 år været et politisk ønske at hæve antallet af adoptioner. Politikerne ændrede de nuværende regler om adoption uden samtykke først i 2009 og efterfølgende i 2015 for at hæve det meget lille antal tvangsadoptioner. I 2015 blev kravene til kommunernes vurdering af forældreevne lempet, så det nu skal sandsynliggøres og ikke godtgøres, at forældrene er uden varig forældreevne. Og der gælder heller ikke længere bestemte krav til børnenes alder.
Og der er sket en svag stigning i antallet af tvangsadoptioner i takt med, at lovgivningen er blevet lempet, men det er fortsat et relativt lille antal børn, som tvangsadopteres. Før 2009 er der i gennemsnit sket bortadoption uden samtykke af et barn pr. år. Mellem 2009 og 2015 er der i gennemsnit sket bortadoption uden samtykke af to børn pr. år. Efter 2015 er der i gennemsnit sket bortadoption uden samtykke af otte børn pr. år.
Og de nyeste tal viser, at Ankestyrelsen fra juli 2019 frem til udgangen af 2019 har truffet afgørelse om tvangsadoption i 10 sager.
Sammenbrud i adoptioner
Da forskerne i kølvandet på anbringelsesreformen tilbage i 2006 blev bedt om at belyse virkningerne af adoption, kiggede de til udlandet. Politikernes interesse for adoption udsprang af et ønske om at sikre anbragte børn en større kontinuitet i deres opvækst.
Og rapporten ”Adoption som indsats – en systematisk gennemgang af udenlandske erfaringer” fra det daværende SFI – nu VIVE – konkluderede, at adopterede børn klarer sig bedre end anbragte børn. Børn, der adopteres, er sikret den største stabilitet, men ved adoption af ældre børn vokser risikoen for sammenbrud. For eksempel ligger sammenbrudssekvensen for adopterede børn over 11 år mellem 10 og 40 procent.
Undersøgelsen peger også på, at såkaldt åbne adoptioner fungerer bedst, og konkluderer, at antagelsen om, at børn er bedre stillet uden at have informationer om eller kontakt med deres biologiske forældre, ikke holder stik. Børn i åbne adoptioner viser høj grad af tilknytning til deres adoptivforældre, og tilknytningen er stort set uafhængig af åbenheden i adoptionsforholdet, hedder det i undersøgelsen.
Dog gælder det ikke små børn. Ifølge undersøgelsen tyder det på, at små børn har vanskeligere ved at knytte sig til deres adoptivforældre, hvis de har direkte og personlig kontakt med deres forældre.
England tegner sig for et stort antal adoptioner uden samtykke. Siden 1990’erne har der været politisk fokus på at bruge adoption som foranstaltning frem for anbringelse, fordi forskningen indikerer, at adopterede klarer sig bedre. Hvert år tvangsadopteres cirka 3500 børn i England – et tal, som forventes at stige.
Adoption er ikke risikofrit
Professor Anna Gupta fra afdelingen for socialt arbejde på Royal Holloway University of London er bekymret for udviklingen.
– Adoption er ikke et risikofrit universalmiddel, som regeringens politik på området forsøger at give indtryk af. Det er meget komplekst med langvarige konsekvenser for de involverede parter.
Sammen med professor Brid Featherstone stod Anna Gupta fra 2016 til 2018 i spidsen for en undersøgelse af adoptionsområdet iværksat af de engelske socialarbejderes fagforening, British Association of Social Workers (BASW).
– Vores 300 respondenter, som talte både adopterede, adoptivforældre, biologiske forældre, socialarbejdere og jurister, anerkendte, at adoption var egnet til nogle børn, men pointerede, at adoption i sin nuværende form ikke anerkender menneskets behov for at kende sine rødder. Langvarige plejeforhold kan sikre børn den nødvendige stabilitet og sikkerhed uden at bryde med barnets nøglerelationer.
Anna Gupta pointerer, at det er værd at bemærke, at et barn i den mest fattige del af England er ti gange mere tilbøjelig til at komme i pleje end et barn i den mest velhavende del af England.
– Det understreger behovet for at spørge, hvor gode vi egentlig er til at fremme menneskerettighederne, herunder retten til et familieliv, for alle børn uanset baggrund.
Skriftlige kilder:
- ”Adoption uden samtykke – et vejlednings- og inspirationsmateriale til sagsbehandlere”, Socialstyrelsen, 2019
- ”VISOs rådgivning om Adoption uden samtykke – en videns- og erfaringsopsamling”, 2018
- ”Adopsjon som barneverntiltak”, Hege Stein Helland og Marit Skivenes, Universitetet i Bergen
- ”At vokse op som adopteret i Danmark”, VIVE, 2017
- ”Adoption som indsats”, SFI, 2007
- ”The role of the social worker in adoption – ethics and human rights: An Enquiry”, 2018, Featherstone B, Gupta A, Mills S. Birmingham: BASW