Forskeren: Børn anbragt i netværket klarer sig bedre – men muligheden bruges ikke meget
Socialrådgivere tøver med at anbringe børn i netværket, viser ny forskning. Blandt andet fordi de ikke tidligt i et anbringelsesforløb får inddraget netop netværket.
I har undersøgt brugen af netværksanbringelser i to kommuner. Hvad fik jer i gang med undersøgelsen?
For det første har vi beskæftiget os med anbringelser i en del år. Så har vi læst og set forskellige undersøgelser af netværksanbringelser – og vi oplevede et behov for at kigge nærmere ind i det. Vi stødte for eksempel på familier, der gav udtryk for, at det er svært at få børn anbragt i netværket. Endelig kom der en forskningsoversigt i 2018, der viser, at det stadig er børn, der bliver anbragt i netværket, der klarer sig bedst. Så vi begyndte at kigge på tallene – og så undrede det os, at der ikke rigtig sker noget i Danmark, mens man for eksempel i Norge anbringer op mod 30 procent i netværket.
Hvad er de gode argumenter for at anbringe i netværket?
Som sagt: At børnene klarer sig bedre. De føler, at det er mere normalt at bo hos en bedstemor eller en moster, de har færre adfærdsproblemer og mentale problemer, tættere kontakt til egen familie – og de oplever færre brud i anbringelsen. Men det er selvfølgelig vigtigt at holde sig for øje, at det er statistik. For der er selvfølgelig også anbringelser i netværket, der ikke går godt.
Hvad spænder ben for, at sagsbehandlerne tænker netværksanbringelser som en mulighed?
Overordnet set handler det om en indlejret praksis: Hvis man ikke systematisk har inddraget familie og netværk inden en anbringelse, så er det for sent. Så kan man ikke i en presset proces nå at finde ud af, om der er nogen i netværket, der magter opgaven. Samtidig er der mange følelser på spil i en familie, når et barn skal anbringes, og rådgiveren kommer ind i et rum med smerte, sorg, skyld, skam og konflikter – og så kan det være nemmere at bede en professionel familiepleje tage opgaven. Og der skal ledelse til. Rådgiverne har brug for ledelsesmæssig opbakning og insisteren på, at det er det her, vi gør. Ellers gør de, som de plejer.
Hvad vil I gerne have, at socialrådgiverne bruger undersøgelsen til?
De kan bruge den til at få opmærksomhed på netværksanbringelser. De kan begynde at lave mere netværksinddragelse og øve sig i at gøre det. Vi har også taget fat i diskursen om, at så snart barnet er behandlingskrævende, så kigger man slet ikke på netværk. Man bruger begrebet behandlingskrævende lidt i flæng – og kommer så pr. automatik til at udelukke netværket. Selvfølgelig kan netværket ikke det samme som professionelle plejefamilier, men de kan noget andet. For eksempel scorer de højt på kærlighed.
Læs forskningsartiklen: ”Netværksanbringelser – et uforløst potentiale”, som Bo Morthorst Rasmussen har skrevet sammen med forskningschef Lene Mosegaard Søbjerg, lektor Sabina Jensen Jæger og lektor Mette Kristensen Rasmussen.
Artiklen finder du i tidsskriftet Uden for nummer 40, der kommer med denne udgave af Socialrådgiveren.
BLÅ BOG
Bo Morthorst Rasmussen, ph.d. og docent ved forskningsprogrammet Socialt arbejde, forvaltning og socialpædagogik, UC SYD.
Han forsker blandt andet i tværprofessionelt samarbejde, netværksinddragelse, socialt arbejde og anbringelser.