Forsker advarer om fordomme som selvopfyldende profeti

Ny undersøgelse viser, at elever i det særligt udsatte boligområde Tingbjerg, som er på regeringens ghettoliste, vokser op med negative forventninger fra forældre, lærere og SSP-medarbejdere. Mens de unge selv er glade for at gå i skole og har positive forventninger til uddannelse og job, tror forældrene til børn på Tingbjerg Skole, at cirka hver femte vil ende som arbejdsløs og hver sjette som kriminel.

Myten om den kriminelle og skoletrætte ”ghetto-elev” holder ikke stik. De fleste af de ældste elever i det udsatte boligområde Tingbjerg er glade for at gå i skole, men de voksne, som omgiver dem – forældre, lærere, pædagoger og SSP-medarbejdere – har negative forventninger til de unge. Både når det handler om kriminalitet, uddannelse og jobmuligheder.

Det dokumenterer en ny undersøgelse, som samtidig viser, at de voksne, som omgiver Tingbjerg- eleverne, har et mere negativt billede af deres unge end det, der gør sig gældende hos de voksne i nabodistriktet Brønshøj, som karakteriseres som et middelklassekvarter.

Hvor forældre til børn på Tingbjerg Skole tror, at henholdsvis 21 og 16 procent af børnene vil ende som arbejdsløse eller kriminelle, mener Brønshøjforældrene, at det samme vil gøre sig gældende for henholdsvis seks og tre procent af børnene i deres område. I Brønshøj skoledistrikt er der modsat i Tingbjerg ikke nogen nævneværdig uoverensstemmelse mellem elevernes og forældrenes forventninger på dette område.

Til gengæld forventer ingen af eleverne fra Tingbjerg, at de selv vil blive arbejdsløse, når de er færdige med folkeskolen, men de tror, at en tiendedel af skolekammeraterne vil ende i ledighed. Fire procent forudser, at det er overvejende sandsynligt, at kammeraterne vil ende i en kriminel løbebane efter folkeskolen.

Negative forventninger til risikoadfærd

Der er kun to kilometer mellem de to københavnske skoler. Der går cirka 500 elever på Tingbjerg Skole. 90 procent er tosprogede, og det er dermed den københavnske skole, som har den største andel af elever med etnisk minoritetsbaggrund. Tingbjerg har været på regeringens ghettoliste, siden den blev lanceret i 2010. På naboskolen Brønshøj Skole er cirka 25 procent tosprogede.

Sociolog Aydin Soei, som er en af forskerne bag undersøgelsen, med særligt kendskab til etniske minoriteter og forfatter til flere bøger om unge kriminelle og bander, siger:

– Groft sagt kan man sige, at de 14-15-årige børn på Tingbjerg Skole er omgivet af voksne, der har negative og overdrevne forventninger til dem, når det handler om deres risikoadfærd, men som omvendt underdriver børnenes lyst og motivation til skole og uddannelse. Og det er ikke det samme billede, vi finder, når det handler om børnene på naboskolen. Der regner deres forældre rent faktisk med, at de er glade for at gå i skole og tager en uddannelse. Og at de nok skal lykkes med livet.

Og som nævnt så fejler Tingbjerg-elevernes skolelyst ikke noget. 93 procent svarer, at de er glade for at gå i skole, men de tror, at kun 51 procent af deres skolekammerater gider skolen. Og blandt de voksne er det 56 procent af lærerne, 48 procent af forældrene og 38 procent af SSP-medarbejderne, der forventer, at de unge i Tingbjerg gider at gå i skole.

– Man kan spørge sig selv om, at hvis man hedder Ali og går på Tingbjerg Skole, hvor tilbøjelig er man så til at tale højt om, at man rent faktisk er glad for at gå i skole, og at man har ambitioner for sin fremtid også uddannelsesmæssigt, hvis man tror, at de andre elever ikke kan lide at gå i skole og er omgivet af voksne, der tilsvarende underdriver ens lyst til og motivation for skole og uddannelse.

Vold, hash og alkohol

Tingbjerg-undersøgelsen viser, at eleverne på begge skoler har omtrent samme selvrapporterede risikoadfærd i forhold til brug af hash, alkohol og lovovertrædelser. Faktisk er tallene en smule lavere på Tingbjerg Skole, men forventningerne til eleverne er meget forskellige. Antagelserne om Tingbjerg Skoles elever er i langt højere grad præget af negative overdrivelser, mens forventningerne til Brønshøj Skoles elever er mere positive.

Aydin Soei havde ikke forventet, at der ville være så stor forskel på de unges og de voksnes vurderinger, som tilfældet er for Tingbjerg.

– Vi havde regnet med at finde nogle overdrivelser blandt de voksne, fordi mennesker generelt lægger mere mærke til nonkonform adfærd end den, der bare følger den gængse vej. Det viser sig, at de voksnes overdrivelser er markant større end børnenes egne. For eksempel er det fire procent af Tingbjerg-børnene, der har begået vold inden for det seneste år. De tror selv, at tallet er tre gange så højt, men deres forældre tror, at det er fem gange så højt.

Tingbjerg-forældrene er også overbeviste om, at 17 procent af de 14-15-årige elever er med i en bande, og lærerne vurderer, at det drejer sig om 12 procent af de unge, mens SSP-medarbejdernes bud lyder på fem procent. Der er dog ingen af eleverne, som svarer bekræftende på, at de er med i en bande. Dog tror de, at fem procent af deres skolekammerater er bandemedlemmer.

En overvurdering af Tingbjerg-elevernes risikoadfærd gør sig også gældende, når det handler om, hvor ofte de unge drikker sig fulde, og hvor mange, der har prøvet at ryge hash. To procent af eleverne svarer, at de drikker sig fulde mindst en gang om måneden, og her er tallet i overensstemmelse med, hvad de tror om de andre unges alkoholvaner. Til gengæld tror forældrene, at 16 procent drikker sig fulde månedligt, SSP-medarbejderne gætter på 12 procent og lærerne fire procent.

Og når det gælder hash, så gætter forældre på, at 16 procent af de unge har prøvet at ryge hash, mens SSP-medarbejderne tror, at det er 18 procent. Ifølge elevernes besvarelse i spørgeskemaundersøgelsen er det dog kun fire procent af dem, som har prøvet at ryge hash.

Frygter selvopfyldende profeti

Aydin Soei fremhæver, at resultaterne hvad angår elevernes besvarelser er positive for Tingbjerg bydel og for skole og klubvæsen

– Vi har at gøre med en elevgruppe, hvor risiko-adfærden er til at overse. Den er ikke større end blandt middelklasseeleverne på naboskolen – og deres holdninger til skole og uddannelse er særdeles positive. Men det er klart, at selv hvis forældrene gør sig umage for ikke at italesætte, at de regner med, at de andre børn er nogle ballademagere, så ændrer det ikke på det faktum, at Tingbjerg-børnene er omgivet af voksne, som har overdrevne antagelser, og at det dermed også kan komme til at påvirke børnene negativt ved simpelt hen at udvikle sig til en selvopfyldende profeti.

– Vi bliver alle påvirkede af, hvad andre mennesker mener om os. Her er der en hel bydel, hvor børnene er omgivet af voksne, der har overdrevne og negative antagelser om dem, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Der er grund til at frygte, at et deraf negativt selvbillede kan påvirke trivslen i retning af mere risikoadfærd og en negativ tilgang til egne fremtidsmuligheder.

Når risikoadfærd giver status

Aydin Soei pointerer, at også elevernes forkerte opfattelser af kammeraternes adfærd kan have negative konsekvenser.

– Det kan skabe en kultur med negative selvfortællinger, hvis man som ung tror, at de andre er kriminelle og ikke gider gå i skole. Effekten kan blive selvforstærkende, for der er nogle elevgrupper, hvor det at overdrive risikoadfærd er forbundet med status. Derfor er det vigtigt, at vi får aflivet nogle af myterne – og støtter eleverne i at skabe en positiv selvfortælling, som de tør at sige højt til deres kammerater. At lærere og skolesocialrådgivere støtter dem i at fortælle deres kammerater, at de er glade for at gå i skole og ønsker at få en uddannelse.

Aydin Soei henviser til forskning, som har vist, at en reducering af de sociale overdrivelser har en vis kriminalpræventiv effekt. Det drejer sig om metoden ”social pejling”, som ifølge Tingbjerg-undersøgelsen også bakkes op af Justitsministeriets Forskningsenhed.

– For nogle år siden lavede man et projekt med social pejling på en skole i Aarhus, hvor nogle elever svarede på spørgsmål, som ligner dem, der indgår i Tingbjerg-undersøgelsen. Og for den elevgruppe, som fremlagde tallene og fandt ud af, at de overdrev deres risikoadfærd, faldt ungdomskriminaliteten med 50 procent. En kontrolgruppe, som ikke fik fremlagt resultaterne og dermed heller ikke diskuteret svarene, ændrede ikke adfærd, forklarer Aydin Soei og uddyber:

– Når eleverne får fremlagt i klassen, hvordan det reelt ser ud i elevgruppen, så føler de sig pludselig ikke unormale. Så får man dem til at diskutere i klassen, hvorfor de overdriver deres risikoadfærd. Unge ønsker at virke normale og være lige som deres venner. Så når man finder ud af, at ens venner opfører sig på en anden måde, så påvirker det ens adfærd.

Hårdere straffe virker ikke

Med henvisning til statsministerens nytårstale og regeringens seneste ghettoudspil pointerer Aydin Soei, at der ikke er evidens for, at det at rive bygninger ned og indføre hårdere straffe – eller dobbeltstraf for lovovertrædelser, der er begået i et ghettoområde – virker.

– Man kan skrue nok så meget på den knap, der hedder hårdere straffe, men jeg tror ikke, at det får nogen effekt. Og så skal vi huske på, at ungdomskriminaliteten er historisk lav.

Aydin Soei peger på at det at få unge til at være foreningsaktive medlemmer af sports-, fritids- og ungdomsklubber og især fritidsjobordninger, er der forskningsmæssig belæg for har en positiv effekt.

– Fritidsjob lærer børnene ansvar og disciplin for dem selv og deres nærmiljø og deres kolleger på arbejdspladsen og det giver et højere selvværd, som igen smitter af på ens uddannelsesmæssige chancer. Og til forskel fra det at rive bygninger ned, så er det en ekstrem billig metode – på sam me måde som det er en ekstrem billig metode, ja, nærmest gratis at gå ind og arbejde med de unges selvfortællinger og gøre dem opmærksom på, at man ikke er en undtagelse, hvis man kommer fra Tingbjerg og tager en uddannelse og klarer sig godt. Man er en undtagelse, hvis man falder udenfor i samfundet.

Ghetto-faktor

I undersøgelsen er der også spurgt ind til, om de unge føler sig stigmatiseret – eller ”uden for”, som det hedder i undersøgelsen – på grund af deres bopæl i et særligt udsat boligområde. Og måske lidt overraskende er det meget få – kun to procent, som føler sig ”udenfor ”på grund af deres bopæl. Samtidig tror 11 procent af eleverne dog, at det gør sig gældende for deres skolekammerater.

Til gengæld er antagelsen om, at Tingbjerg-børnene føler sig stigmatiserede på grund af deres bopæl mere udbredt blandt de voksne. Det er især SSP-medarbejderne og lærerne, som har en stærkt overdreven forestilling om, at det gør sig gældende for henholdsvis 30 procent og 26 procent af eleverne. Og forældrene tror med 20 procent, at det er ti gange højere end det, som eleverne faktisk giver udtryk for.

På spørgsmålet om, hvad de voksnes overdrivelser skyldes, svarer Aydin Soei:

– Der er rigtig meget, der tyder på, at de voksne lader sig påvirke mere af, at de bor eller arbejder i et stigmatiseret boligområde, end børnene gør. De er jo folkeskoleelever, og når man går i folkeskolen, lever man stadig i en relativ tryg boble. Så det er de voksne, der primært følger med i mediedækningen om området og i den politiske debat.

– I det her tilfælde har du to elevgrupper, hvor risikoadfærden er identisk, hvor der endda er en lille smule mere risikoadfærd på Brønshøj Skole. Men overdrivelserne er markant større, når det handler om Tingbjerg-eleverne. Og det kan vi ikke forklare ud fra elevernes egen adfærd. Så det handler formentlig om den faktor som relaterer til, at Tingbjerg er på ghettolisten – og at området har et stærkt negativt ry.

– Og det er også det vi kan se i de trivselsmålinger, der bliver lavet vedrørende udsatte boligområder. Gang på gang viser det sig, at omverdenens syn på området skaber allermest mistrivsel i de særligt udsatte boligområder. Beboerne er simpelt hen trætte af at skulle forsvare, at de bor i en såkaldt ghetto.

Og om årsagen til især SSP-medarbejdernes på flere områder markante negative forventninger til de unge forklarer Aydin Soei:

– De SSP-medarbejdere, som jeg har fremlagt undersøgelsen for, forklarer det med, at de er erhvervsskadede. Deres opdrag er jo at kigge efter risikoadfærd og bekæmpe den. Og de børn og unge, som de har fokus på i Tingbjerg, er dem, som har vist en eller anden form for bekymrende adfærd. Og så kommer de til at generalisere ud fra den lille gruppe og tror, at det er noget, som er generelt for alle Tingbjergs unge.

– Jeg ved også, at SSP-København, som koordinerer alt det kriminalpræventive arbejde i København, på baggrund af undersøgelsen allerede nu er begyndt at snakke internt med de forskellige konsulenter om, at konsulenterne skal være opmærksomme på, hvor mange børn under 18 år, der er i hvert SSP-distrikt – for at sætte det i relief. Når der er 20 unge, som udviser bekymrende adfærd, så kan det virke voldsomt, og så tænker man, at det går ikke så godt i Tingbjerg – eller i Holmbladsgade eller Urbanplanen.

– Så tilhører man en fagprofession som kriminalpræventiv medarbejder eller socialrådgiver, som jo ofte møder borgere og unge, når de har vist bekymrende adfærd, så vil man være mere tilbøjelig til at overdrive. Jeg er overbevist om, at hvis vi testede socialrådgiverne på det lokale socialcenter, så ville man finde nogle ganske markante sociale overdrivelser, når det handler om Tingbjerg-børnene.

Wozniacki har boet i Vollsmose

Aydin Soei understreger, at han ikke har noget imod, at der findes en liste over landets mest udsatte boligområder – hvis det kan bruges til at afhjælpe problemerne.

– Men når man kalder særligt udsatte boligområde for en ghetto, så fremstiller man det som en trussel-kategori – og som et problem, der ikke har noget at gøre med vores samfund i øvrigt. Og man indikerer også, at det er et etnisk problem, vi har med at gøre, hvilket forstærkes ved, at etnicitet indgår som et kriterie i sig selv, da man lancerede ghettolisten.

– Hvis du kigger på et område som Tingbjerg, så er udfordringen den samme som i de fleste andre særligt udsatte boligområder i Danmark. Over tid løser boligområderne opgaven – og når jeg siger opgaven, så mener jeg, at de skaber social mobilitet, for det er det, ghettoen historisk har gjort. Langt de fleste, som vokser op i området, kommer videre. Problemet er bare, at hvis du kigger på fraflytningsmønstret, så er det primært middelklassen, der flytter bort – altså dem, der kunne være gode forbilleder.

Det betyder at det over tid ser ud som om, at beboermassen ikke ændrer sig, at alting står stille i de udsatte områder. Men hvis du måler på den samlede beboermasse, ville du få et helt andet billede. Så ville du se, at Caroline Wozniacki faktisk har boet i Vollsmose.

« Læs hele undersøgelsen på Jura.ku.dk – søg på Tingbjerg-undersøgelsen.

Interviewet er lavet, inden regeringen offentliggjorde hele sit ghettoudspil.