”Det er helt ærligt mit drømmejob”

Katrine Falkenberg blev iværksætter for at løse et problem, hun selv stødte på som socialrådgiver i en kommune. Det blev til Børnebasen.

”Det er helt ærligt mit drømmejob”

Foto: Lisbeth Holten

Normalt er arbejdspladsen i Birkerød. Men der er ikke ret meget, der er normalt under COVID-19. Så Katrine Falkenberg tager telefonen på familiens gård i Lønstrup lidt nord for Løkken. Her skiftes hun med sin mor og resten af familien til at holde hjemmeskole.

– Det er heldigt, at jeg har et job, der er uafhængigt af sted. Skal man finde en god ting ved den her nedlukning, så er det, at alle er blevet indstillet på at holde møder online. Det er smart for alle, siger hun.

Hun holder møder med kommuner over hele landet om sit hjertebarn, platformen Børnebasen. En samlet platform over alle typer af sociale tilbud, som hun selv manglede, da hun arbejdede som socialrådgiver.

Katrine Falkenberg oplevede, at hun brugte uforholdsmæssig lang tid på at lede efter de rigtige tilbud til børn og familier.

– I alle de funktioner, jeg har haft som socialrådgiver, oplevede jeg at mangle et overblik. Mine kollegaer og jeg brugte ofte for meget tid på at undersøge alt fra, hvad der findes af fritidstilbud til børn med autisme over til tilbud om netværk til flygtningefamilier eller en kontaktperson med speciale i kriminalitet. Nogle gange blev det lidt tilfældigt, hvad man fandt frem til: Man fik lige en lap med et navn på fra en kollega, og så blev vedkommende kontaktperson. Det var ikke altid sikkert, at vi fandt det bedste match.

Ikke tid til at vente

Hun var begyndt at få flere og flere udviklingsopgaver i sit seneste job, men var stadig ikke sprunget ud som selvstændig. Men da hendes far døde for fire år siden, satte det tanker i gang.
– Den slags sætter ting i perspektiv, og jeg blev bevidst om, at man ikke skal gå og vente. Man skal gøre det, man drømmer om.
Sammen med sin bror og hans ven udviklede hun den platform, hun selv havde savnet som rådgiver. Og hun er stolt af det, de har skabt.
– Vi samler alle sektorer – både den frivillige, den private og den kommunale – i en fælles platform. Man kan derfor både finde frivillige tilbud og de private tilbud i Børnebasen. Vi har over 52 typer af tilbud, samtidig med at man som kommune kan få sine egne interne tilbud organiseret.

Vild rejse

– Det har været en vild rejse. Vi har kørt op og ned, vi har udviklet, skulle sælge, organisere – og det hele på en gang. Men vi er blevet bakket godt op af både kommuner, der tror på os, og af de sociale tilbud.
Lige nu er der fem kommuner, som anvender Børnebasen, og flere er på vej. Der er over 1000 sociale tilbud at søge efter i Børnebasen, og der kommer hele tiden nye til.
– Det er utroligt givende at få lov at lave et værktøj til socialrådgivere, så de kan hjælpe bedre. Det er helt ærligt mit drømmejob. Jeg synes, det er en stor fordel, at det er fagfolk som mig, der står i spidsen for at udvikle den slags tilbud. Man har en helt anden forståelse for tingene, når man selv har prøvet at sidde derude.”


Brug for inspiration til jobskifte?

Ring til DS’ karrieretelefon på 33 93 30 00, mandag kl. 15-18.
Dansk Socialrådgiverforenings Karrieretelefon er en særlig telefonrådgivning, hvor medlemmer af DS og medlemmer af Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS) kan få en halv times coaching og sparring på ideer og tvivlsspørgsmål om karriere og kompetenceudvikling.


CV Katrine Falkenberg

2018 – Direktør og grundlægger af Børnebasen

2017 – Forebyggende socialrådgiver, Center for Børne- og Ungerådgivning, Ballerup Kommune

2016 – Socialrådgiver, Kavaleriet

2013 – Frontteamet, Center for Børne- og Ungerådgivning Ballerup Kommune

2010 – Familieteamet, Center for Børne- og Ungerådgivning Ballerup Kommune

2009 – Uddannet international/interkulturel socialrådgiver