Corona-trussel gør os alle sårbare

”Spontane livsytringer som tillid, barmhjertighed og åbenhed lever i virkelige mellemmenneskelige møder. Hvad vil mon ske med disse etikkens byggesten, når vi uden udløbsdato skal holde afstand og implicit betragte den anden som potentiel smittebærer?”

Sådan skrev Svend Brinkmann, psykolog og forfatter på sin Facebook-profil den 7. april.

Med udgangspunkt i den danske filosof K.E. Løgstrup satte Svend Brinkmann dermed fokus på en bekymring om, at noget af det allermest dyrebare i det danske samfund kan gå tabt, hvis vi vænner os til at møde hinanden med mistillid, og hvis den barmhjertige samaritaner først skal tænke på håndsprit og visir.

Han mener, at coronakrisen har bekræftet det høje niveau af tillid i befolkningen i Danmark. Tillid til myndighederne. Tillid til regeringen. Tillid til velfærdssamfundet. Tillid til, at systemet træffer de rigtige beslutninger på almenvellets vegne. Og helt som historien viser, har danskerne i denne krisetid sluttet op om magthaverne. Til gengæld mener han, at vi som samfund skal være os meget bevidste om risikoen for at miste noget værdifuldt. Nemlig den almindelige medmenneskelige tillid og åbenhed, som K.E. Løgstrup taler om.

– Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi mister den medmenneskelige tillid, fordi den ligger så dybt i os, men vi skal huske hinanden på, at medmenneskelig tillid og åbenhed er vigtige fænomener, som vores samfund bygger på. Den måde vi danskere spontant møder hinanden i tillid, hvordan vi regner med, at den anden taler sandt, hvordan vi regner med, at den anden vil os det godt og vice versa. Det skal vi passe på ikke lider skade ved, at den midlertidige undtagelsestilstand bliver en etisk undtagelsestilstand uden udløbsdato.

– Fordi den medmenneskelige tillid og åbenhed er juvelen i et samfund som det danske. Hvor der ikke er så stor forskel på høj og lav. Hvor vi kan møde hinanden åbent. Hvor de rige ikke behøver at barrikadere sig bag pigtråd og hegn, som de gør i mange andre lande. Hvor vi har et ret lige samfund, hvor vi møder hinanden i øjenhøjde. Så vi skal minde hinanden om, hvor værdifuldt det er, siger Svend Brinkmann.

Han mener derfor, at vi skal huske at smile imødekommende til den, vi normalt ville give hånd. Og ikke mindst huske at nævne, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi ikke må give hånd til hinanden.

– For at understrege, at det faktisk er en undtagelse, og at vi gerne vil tilbage til en mere varm og nær relation til andre mennesker. Fordi vi jo også ved fra al mulig forskning, at det er i den personlige relation, hvor man føler sig set, hørt, forstået og rørt, at man kan rykke noget.

Accelerationssamfundet på pause

Hvor den medmenneskelige tillid og åbenhed har været sat under pres af coronakrisen, mener Svend Brinkmann til gengæld, at fællesskab og solidaritet er styrket – og han taler ligefrem om en optimisme i forhold til den unge generation i kølvandet på corona.

– Man skal passe på med at generalisere, for folk gør sig mange forskellige erfaringer under den her krise. Men mange af de unge mærker for første gang, at accelerationssamfundet er sat på pause. Konkurrencestaten er pludselig blevet til en omsorgsfuld, solidaritetsskabende velfærdsstat, og for de unge, der aldrig har prøvet andet end at leve under en konkurrencestat, kan det give en erkendelse af, at sådan behøver det faktisk ikke at være.

– Det er ikke gud, der har sagt, at vi skal bygge nationen på den her måde. Vi bestemmer det faktisk selv, og nu har de tydeligt erfaret, at det kan lade sig gøre at ændre samfundet – nærmest fra den ene dag til den anden.

Som psykolog har Svend Brinkmann længe været optaget af, hvorfor så mange børn og unge får en diagnose, og hvorfor angst og selvskadende adfærd er i vækst.

– Det har noget med konkurrencestat, pres og optimering at gøre, og for nogle skyldes det en form for weltschmerz, som måske forsvinder i et samfund, hvor problemerne er helt anderledes eksistentielle. Med fare for at lyde som en positiv psykolog, så kan alt det her måske være med til at ryste posen lidt, så børn og unge kan se; jeg er faktisk en del af noget større, hvor vi står sammen som samfund, når det gælder. Fordi alle oplever på egen krop, at de er en del af en stor samfundsorganisme, der agerer kollektivt. Det kan jeg ikke selv huske at have oplevet i min egen levetid.

Mindre følelse af ensomhed

Selv om menneskelig isolation er hårdt for mange menneskers trivsel, så mener Svend Brinkmann, at den kollektive nedlukning har gjort følelsen af ensomhed mindre hos udsatte borgere.

– Det er en socialpsykologisk grundpointe, at hvis jeg oplever mig som den eneste, der har det på en bestemt vanskelig måde, for eksempel føler mig ensom eller trist, eller har mistet nogle værdier, jeg tidligere havde i mit liv, så opleves det som værre, end hvis jeg deler oplevelsen med mange andre. Og pludselig fra den ene dag til den anden blev rigtig mange mennesker faktisk isoleret i ugevis, så oplevelsen af tab og ensomhed blev almengjort og dermed nemmere at leve med.

– Det i sig selv har skabt en del af den solidaritet, hvor folk både rørende og fællesskabsopbyggende sang fra deres altaner, og vi begyndte at synge fællessang med Phillip Faber hver fredag. Der kan alle jo være med, og pludselig kan den, der også var ensom før, sidde og føle sig inkluderet i et stort nationalt fællesskab.

Handlinger har konsekvenser

Også filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen mener, at følelsen af fællesskab og solidaritet på tværs af samfundsgrupper er styrket under coronakrisen.

– Noget af det første virkelig opløftende var den villighed, der var til, at nu lukker vi samfundet ned for at beskytte de svage; de ældre og de syge, som er i risikogruppen. Det var en kæmpestor beslutning, vi traf på fællesskabets vegne, og den villighed til alle sammen at ofre sig for samfundets mest udsatte viste en meget stor grad af solidaritet og fællesskab i vores samfund.

Ifølge Anne-Marie Søndergaard Christensen er der intet nyt i, at mennesker er mere villige til at hjælpe og i virkeligheden ofte opfører sig som bedre mennesker i krisesituationer som coronakrisen.

– I krisesituationer bliver det lige pludselig tydeligt for os, at vores handlinger har konsekvenser for andre mennesker, og vi bliver alle sårbare, og fornemmelsen af, at vi alle er udsatte, øger vores fællesskabsfølelse og solidaritet.

– Løgstrup tegner et billede af mennesket med to drivkræfter; vores egoisme og drift efter selv at leve og have det godt og vores ønske om, at den anden lever og har det godt. Der er ofte konflikt mellem de to drivkræfter, og sædvanligvis vinder egoismen. Men krisetider kan gøre os mere motiverede for at gøre noget godt for andre, fordi vi langt tydeligere ser andre mennesker som enkelte individer, vi skal hjælpe og passe på, forklarer hun.

Klar til næste krise

Anne-Marie Søndergaard Christensen ser coronakrisens hjælpsomhed og solidaritet som en positiv grunderfaring, mange vil bære med sig efter corona.

For nogle mennesker har coronakrisen udelukkende været negativ, men for rigtig mange har det også været en erfaring, som ikke kun var negativ. Mange har spenderet meget mere tid med familien, og mange har fundet ud af, at man godt kan få værdi og livskvalitet, uden at det handler om forbrug, og uden at det nødvendigvis behøver at gå så stærkt.

– Samtidig har det været en meget opløftende erfaring, hvor gode vi har været til lynhurtigt i fællesskab at udvikle nye måder at være sammen på, nye måder at arbejde på, passe vores børn på. Jeg håber, at vi kan tage hele den stor-skala kreativitet med, når en endnu større krise – nemlig klimakrisen – skal håndteres, pointerer Anne-Marie Søndergaard Christensen.

---

CV Anne-Marie Søndergaard Christensen
Anne-Marie Søndergaard Christensen er filosof og lektor i filosofi ved Institut for Kultur­videnskaber på Syddansk Universitet. Hun er leder af Center for Sundheds­filosofi og Etik.

---

CV Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet og forfatter til en lang række bøger som ”Stå fast”, ”Hvad er et menneske?” og ”Gå glip.”