Børn skal ikke indlægges alene – heller ikke anbragte børn
De fleste forældre indlægger ikke deres barn alene i dag – men det sker for anbragte børn. De har dog som alle andre børn brug for deres nærmeste omsorgsperson i behandlingsforløbet – det vil sige en professionel omsorgsperson fra anbringelsesstedet. Det bør ikke længere være til diskussion – og heller ikke, hvem der skal betale.
KOMMENTAR: Alle børn og unge har behov for at blive ledsaget af en kendt og tryg omsorgsperson, når de indlægges på sygehus. Men som socialrådgiver på en børneafdeling er jeg stødt på flere opholdssteder og døgninstitutioner, der ikke umiddelbart mener, at det er nødvendigt, at børnene og de unge har en omsorgsperson medindlagt.
Eller også mener de, at sygehuset skal betale for, at en medarbejder fra anbringelsesstedet kan være til stede for at varetage omsorgsopgaven – altså det forældreansvar, som de har overtaget.
Når det drejer sig om børn og unge anbragt i plejefamilier, har jeg aldrig oplevet undren over, at en af plejeforældrene skal være medindlagt. Det har været en selvfølge for dem. Men børnenes og de unges behov for omsorg ændrer sig jo ikke proportionalt med den anbringelsestype, de er anbragt i.
To former for omsorg
Det er sygehusets opgave at helbrede syge børn og unge med det bedst mulige resultat på den mest skånsomme og omsorgsfulde måde. Samtidig skal indlæggelsesforløbet være så strømlinet og effektivt som muligt.
Plejepersonalets opgave er sygeplejefaglig og lægernes lægefaglig. Deri indgår relevant omsorg og opmærksomhed med udgangspunkt i barnets og den unges alder og udvikling. Men opmærksomheden og omsorgen sker med udgangspunkt i sygdommen og behandlingen.
Og det kan og skal ikke erstatte eller forveksles med den opmærksomhed, omsorg og tryghed, som en forældre eller anden omsorgsperson kan give barnet eller den unge. Begge former for omsorg er essentielle for barnets og den unges opfattelse af sygdommen og behandlingsforløbet – og indsigt i de følelser, som kommer i spil.
Omsorgssvigt at efterlade børn alene
Hvis et sygt barn eller ung lades alene, og forældrene imod aftale med personalet på afdelingen forlader barnet, og det vurderes ud fra de konkrete omstændigheder – herunder barnets alder, udvikling, sygdom og tilstand – at barnet eller den unge har behov for ”forældreomsorgen”, bør det betragtes som omsorgssvigt.
Hvis man oplever, at et anbringelsessted ikke vil være medindlagt, er det jo ikke muligt at tvinge dem, men man bør reagere på samme måde, som hvis det var forældre, der svigtede barnet eller den unge.
Vi har alle pligt til at reagere på omsorgssvigt og foretage en underretning. Når det handler om anbragte børn og anbringelsessteder, har vi naturligvis samme forpligtelse. Vi kan derudover også henvende os til Socialtilsynet, som fører tilsyn med anbringelsessteder.
Behov for ledsagelse
På baggrund af de ovenstående udfordringer har Børneafdelingen på Næstved Sygehus anmodet Afklaringsudvalget i Region Sjælland om at tage konkret stilling til, om institutionsanbragte børn og unges behov for omsorg og nærvær fra en medarbejder på institutionen er omfattet af Sundhedsaftalens (2015-2018) afsnit om ”Borgere med behov for ledsagelse” – altså om det udvidede forældreansvar, som institutionen har overtaget i forbindelse med barnets anbringelse, er at sidestille med ledsagelse.
I sin afgørelse skriver Afklaringsudvalget om generelt behov for tryghed og støtte:
”Det er den primære omsorgsgiver, dvs. forældre eller personale fra den institution, der er i forældres sted, som har ansvaret for at være til stede og yde tryghed og støtte til barnet under indlæggelsen – det er ikke sygehusets ansvar.
Afklaringsudvalget er ikke bekendt med nogen lov, der kræver forældres medvirken under deres børns indlæggelse på sygehus. Det er imidlertid en god idé, at forældre eller den institution, der er i forældres sted, ikke forlader indlagte børn uden aftale med personalet.”
Og om det særlige behov for pædagogisk støtte skriver Afklaringsudvalget:
”Nogle børn kan udover det generelle behov for tryghed også have et behov for pædagogisk støtte. Det er sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, hvilket personale, der er behov for i den enkelte patients tilfælde og sørge for, at dette personale stilles til rådighed under indlæggelsen. Såfremt sygehuset ikke selv stiller den nødvendige hjælp til rådighed, men anmoder om hjælpen udefra, skal sygehuset afholde udgiften hertil jf. princippet om sektoransvarlighed”.
Nødvendigt at stå fast
Afklaringsudvalget har altså truffet afgørelse om, at der skal skelnes mellem barnets og den unges behov for omsorg og særlig socialpædagogisk bistand for at kunne gennemføre en behandling.
Når det drejer sig om omsorgsopgaven, er det en udgift for institutionen, og når det drejer sig om særlig socialpædagogisk bistand til at kunne gennemføre en behandling, er det en udgift for sygehuset.
Vi på sygehusenes børneafdelinger må blive klare i standpunktet og på børnenes og de unges vegne kræve, at de har den tilstrækkelige og relevante omsorg under indlæggelse. Hvis et barn eller en ung lades alene og ikke i tilstrækkelig grad har ”forælder”-omsorg under indlæggelsen, må vi tage det forpligtende ansvar og underrette – også når det gælder anbragte børn.
Vibeke Blond er sygehussocialrådgiver ved Børneafdelingen, Næstved Sygehus.