”Børn har selv opskriften på, hvad de har brug for”

Børn fra brudte familier fylder både i Camilla Semlovs arbejde som skolesocialrådgiver – og i fritiden, hvor hun skriver om skilsmissebørn og driver det lille firma ”hele delebørn”.

Da Camilla Semlov flyttede fra sin søns far, manglede hun viden om, hvordan man bedst støtter et skilsmissebarn.

– Selv om forældrene er gode til at samarbejde og vil barnet det bedste, kan en skilsmisse være et stort traume for børnene. Og jeg manglede opskriften på: Hvordan gør man det bedst muligt?

Camilla Semlov valgte at skrive den bog, hun selv savnede: ”Det næstbedste – når far og mor ikke bor sammen.” Bogen er ved at blive oversat til engelsk, hun skriver lige nu på bog nummer tre og er skribent på folkeskolen.dk, hvor hun leverer blogindlæg.

Hun får fagligheden og sin interesse for delebørn til at gå op i en højere enhed, da samtaler med delebørn og deres forældre fylder en stor del af hendes arbejde som skolesocialrådgiver i Vordingborg, hvor hun har to folkeskoler og fem dagtilbud i sit område.

Barnets budskab

Hun vil allerhelst tale med barnet, mens forældrene er til stede – hvis det også er barnets ønske.

– Så kan mor og far få indsigt i, hvad der er på spil for deres barn. Børn har selv opskriften på, hvad de har brug for. I stedet for at vi som fagpersoner forklarer, at børn har antenner og opfanger stemninger, så forstår forældrene nogle gange først budskabet, når deres barn siger noget i retning af: ”Når min mor siger tingene på sådan en sur måde til min far, får jeg ondt i maven. Så nu er jeg begyndt at få ondt i maven allerede dagen inden, jeg skal hjem til min far.”

Indlæring styrkes

I forhold til pædagoger og lærere, kan børnene også komme med konkrete løsninger på, hvad der er en hjælp for dem i dagligdagen – så de bedre kan koncentrere sig om undervisningen.

– Jeg spørger for eksempel: ”Er der nogen gange, du ikke er så trist i skolen?”, og barnet svarer: ”Ja, om onsdagen har jeg det faktisk meget bedre. Der har jeg Inge i første time, og hun plejer altid at spørge mig, når timen er gået i gang, om jeg har brug for at snakke i fem minutter.

Camilla Semlov er ikke i tvivl om, at hun tjener sin løn hjem mange gange.

– Jeg kommer i kontakt med familierne langt før, end jeg gjorde som myndighedsrådgiver. Jeg kan handle fra dag til dag og eksempelvis tage kontakt med en skole og få gang i et samarbejde med en familie, hvor barnet måske ikke kommer i skole.

Ny bog på vej

Lige nu arbejder hun med en ny bog om, hvordan man er sammen med sine børn – og opdrager dem uden at skælde (for meget) ud. Hun skriver den sammen med en amerikansk forfatter, der er dansk gift, og den skal først udgives i Italien.

– Det er et større marked end det danske. Måske kommer jeg faktisk til at tjene penge på at skrive en bog. Det har jeg ikke prøvet før.


CV Camilla Semlov
46 år

– 2019 Forebyggende rådgiver ved skoler og dagtilbud, Vordingborg Kommune
– Forfatter til ”Det næst­bedste – når far og mor ikke bor sammen”, 2013.
– Medforfatter til ”Mine forældre er skilt”, 2020
– Indehaver af heledeleborn.dk og oplægsholder
– Blogger på folkeskolen.dk
– 1999 Uddannet socialrådgiver