Bag om ”Ulven kommer” : De tæmmede ulven

– Det mener du ikke, vel?

Lars Madsen, socialrådgiver i Sundborg Kommune, kigger opgivende på sin noget yngre, kvindelige chef, Mona, mens han vifter med en ny sag, hun lige har stukket ham i hånden. Han har 25 møder i kalenderen og står med et ben på vej ud ad døren til en familie. Så – kan hans unge kollega Majken ikke få den i stedet, så hun også får lidt erfaring med de svære sager…?

Men nej, det kan Majken ikke, afviser Mona. Sagen er akut. Og hun skal nok tage sig af Lars’ kalender.

Herfra ruller sagen om den 14-årige Holly, hendes lillebror Theo, deres mor Dea og Theos far Simon i DR’s dramaserie ’Ulven kommer’. Over otte afsnit følger vi Lars Madsens arbejde med at finde ud af, hvad der er op og ned i Hollys anklager om vold mod hende og hendes lillebror fra stedfaren Simon, som hun har skrevet om i en stil i skolen.

Sagen udvikler sig dramatisk, de to søskende bliver akutanbragt hos en plejefamilie, og problemerne tårner sig op for både forældrene, børnene – og socialrådgiver Lars Madsen.

Fire års research

Ophavskvinde til det socialrealistiske, anmelderroste drama, som allerede har vundet international anerkendelse og er solgt til udenlandske TV-stationer, er manuskriptforfatter Maja Jul Larsen. Hun har brugt næsten fire år på at researche til serien, for at gøre den så troværdig, virkelighedsnær, men også ’hverdags-dramatisk’ som muligt.

En helt central figur i hendes skabelsesproces og senere også, da serien blev optaget, var Helge Christian Kaas Petersen. Han er i dag 70 år og pensioneret socialrådgiver med et langt arbejdsliv bag sig i kommunale børn- og ungeforvaltninger. Hans store erfaring med netop familiesager gjorde ham til en oplagt kandidat, da Maja Jul Larsen for fem år siden henvendte sig til Dansk Socialrådgiverforening for at finde en ’garvet socialrådgiver’, der kunne fungere som konsulent på manuskriptet.

I dag sidder de sammen i den hyggelige stue i murermestervillaen med en grå vinterhimmel udenfor vinduerne og et vidtstrakt vue over byens tage i Frederiksværk. Her har Helge Christian Kaas Petersen boet sammen med sin kone Susanne i 23 år. Hun er også socialrådgiver med erfaring i familiepleje og har med spænding fulgt sin mands engagement i dramaseriens tilblivelse meget tæt på. Og har glædet sig til hvert eneste afsnit i TV søndag aften.

Husets åbne køkken, som fører ind i stuen, er nymalet i en lysende forårsgrøn farve, parketgulvet foran brændeovnen er nyrenoveret, og sofabordet er veldækket med sunde snacks og søde sager, håndsprit og individuelle tandstikkere til coronasikkert at stange lækkerierne med. Maja Jul Larsen fremstår overbevisende vegetarisk, som hun kører dipdyppede gulerods- og selleristænger ind på samlebånd, mens hun taler, gestikulerer og griner en hel del.

Fotografen har flyttet rundt med de to i over halvanden time i forskellige fotoopstillinger. Men til sidst kommer Helge Christian Kaas Petersen og Maja Jul Larsen glade og afkølede ind fra haven, hvor de har fået skudt, hvad de selv betegner som seje ’band-billeder’. Mission complete.

Garvet socialrådgiver som konsulent

Eller game over kunne man også sige. For ’Ulven kommer’ er slut efter at have holdt en million danskere fanget ved skærmen otte søndage i træk. Men Maja Jul Larsen og Helge Christian Kaas Petersen er ikke færdige med at tale sammen. I dag spiser de frokost sammen, og Socialrådgiveren har fået lov at sidde med for at høre om tilblivelsen af og tanker bag tv-dramaet.

– Jeg var på jagt efter en erfaren mand med mange år i socialrådgiverfaget, fordi jeg ville have en at spejle seriens hovedrolle i. Niels Christian Barkholt (tidligere næstformand, red.) i Dansk Socialrådgiverforening anbefalede Helge, og vi mødtes for første gang for fem år siden på Hillerød Rådhus, hvor Helge arbejdede. Jeg kunne hurtigt mærke, at han var en god researchperson, som var ’musikalsk’ og ikke firkantet eller fastlåst. Det er vigtigt for mig, når jeg skal skabe en historie og en karakter, at jeg kan bygge ovenpå og rundt om det, researchpersonen fortæller mig. Og heldigvis syntes Helge også, at det var et spændende projekt, fortæller Maja Jul Larsen.

– Ja, det var en appelsin i min turban – både fordi jeg altid gerne har villet lave noget ’interessant’, og det var det her jo. Og fordi jeg selv har spillet en del revy, været lejlighedspoet og desuden stor fan af DR’s TV-dramaer – en familieskavank hos både mig, min kone og vores børn. De danske serier har altid kunnet samle os søndag aften, siger Helge Christian Kaas Petersen, som både kom på lønningslisten i DR og på rulleteksterne som ’konsulent’.

Mellem deres første møde på rådhuset i 2015 og den færdige TV-serie i 2020 ligger rigtig mange møder, som ofte blev holdt i DR Byen. Møder om det socialfaglige arbejde i marken, dilemmaerne, rammerne, lovgivningen samt følelserne og tankerne i jobbet som socialrådgiver.

Manuskript til gennemlæsning

Da skrivefasen tog fart, fik Helge Christian Kaas Petersen løbende tilsendt manuskriptet til gennemlæsning og kommentering med fokus på realismen i de kommunale scener. Kommentarerne sendte han retur til Maja Jul Larsen på e-mail, og hele processen foregik i ’hemmelighed’ med et pålæg om 100 procent tavshedspligt. For sådan et manuskript er et fortroligt dokument. Ikke engang Helge Christian Kaas Petersens kone måtte læse med over skulderen.

The rest is history, som man siger. Her fem år senere har Helge Christian Kaas Petersen kun lovord tilovers for både proces og resultat af samarbejdet.

– Jeg mener faktisk, at dramaet rammer essensen i sagen meget bedre end en dokumentar, som personligt efterlader mig lidt kold indeni. I TV-serien blev jeg meget berørt af både familien og hele historien, så jeg er gået både glad og fagligt beriget ud af samarbejdet. Jeg har jo også måtte se på mig selv og mit fag udefra og blandt andet forholde mig til det med, at vi som socialrådgivere godt kan opleve os selv om helte, mens verden udenfor ser os som skurke, der kun er sat i verden for at genere eksempelvis forældrene i en familie. Og det viser sig jo altid, at verden er mere nuanceret end som så. Det synes jeg kommer tydeligt frem i TV-serien.

Det har netop været en vigtig mission for Maja Jul Larsen – at fortælle historien om det komplekse og dilemmafyldte sociale arbejde på troværdig vis, men uden at give køb på den dramatiske nerve, så seerne zappede væk.

– Udover det rent socialfaglige og faktuelle begyndte jeg hurtigt at spørge ind til ”hvordan er du i jobbet, hvad gør dig nervøs…”. Jeg, mine medforfattere og researcherne har hele vejen brugt Helge til at kvalificere vores viden og ideer. For eksempel når jeg ville have, at karakteren skulle i en bestemt retning, hvor der skulle ske noget bestemt, har jeg spurgt Helge, hvordan jeg kunne gøre det, så det ville være så troværdigt som muligt. Så han har både været konsulent på den store klinge, men også i det meget detaljerede og specifikke, eksempelvis hvordan man sidder i lokalet til et børne-ungeudvalgsmøde.

De næsten fire års research har både bibragt Maja Jul Larsen ny viden om socialrådgiverarbejdet og om måden, system og familier interagerer og reagerer overfor hinanden på.

– Eksempelvis vidste jeg ikke, at der var de her møder i børn- og ungeudvalget, og at nogle familier hyrer deres egne advokater. Det er meget kraftfuldt. De er i kamp mod systemet og i familiens tilfælde også mod deres egen datter. Jeg blev også optaget af, hvor sure både familier og en del af de her advokater er på systemet – og omvendt af, hvordan socialrådgiverne har deres eget blik på systemet. Jeg har talt med tidligere voldsramte familier om dynamikken med familier, som har været igennem tvangsanbringelser og har oplevet fejl i sagsbehandlingen – og det er godt dramatisk stof, fordi alle har blinde vinkler på deres egen sag. På den måde har jeg fået mange gaver af virkeligheden.

Hverdagens vilde dramatik

Men hvorfor overhovedet bruge en socialrådgivers arbejde som afsæt for en TV-dramaserie i primetime?

– Først og fremmest følte jeg, at jeg stødte på en guldgrube af fortællinger og vild dramatik, da jeg begyndte at researche. Jeg blev hurtigt fanget ind af socialrådgivernes komplekse virkelighed. Det er sindssygt interessant, hvilke svære dilemmaer, de står med, og noget, de færreste udenforstående kender til. De kommer ind ad døren hos en familie, skal undersøge dynamikkerne og har myndighed til for eksempel at fjerne et barn. Det, syntes jeg, var et godt grundlag for en dramaserie, fortæller Maja Jul Larsen.

Og hun tilføjer:
– Desuden har DR jo en public service-forpligtelse, og derfor er det også både interessant og relevant at fortælle om det her arbejde set indefra. Lave scener som ingen har set før, for eksempel udvalgsmødet i kommunen.

Set med Maja Jul Larsens øjne er seriens helt store både socialfaglige og menneskelige dilemma: Hvordan hjælper man bedst familien – og balancen og ansvaret ved på en og samme tid at være myndighed og hjælper?

– For hvis man gør det, som Holly har brug for – hvad så med Theo? Og hvad er socialrådgiverens rolle – hjælper eller myndighed? Der findes ingen løsning eller facitliste, som passer til dem alle sammen. Vi ved jo også fra undersøgelser, at anbragte børn ikke klarer sig lige så godt som ikke-anbragte. Så vi hjælper børnene bedst ved at hjælpe forældrene. Men hvis der så er konflikt i hjemmet, er det så ikke bedst for børnene at komme væk? Derfor er det helt med vilje, at Lars i serien tidligere har skudt nogle ’skæverter’ – truffet forkerte valg med fatale konsekvenser, som stadig bor i ham. En socialrådgiver er jo ikke en ren tavle, men et helt menneske.

– Ja, paradokset er, supplerer Helge Christian Kaas Petersen, at på den ene side må de dårlige erfaringer og oplevelser ikke styre dig, og på den anden side er de en del af den bagage, du har med dig. Så du skal virkelig kende dig selv godt som socialrådgiver.

Det har også været vigtigt for Maja Jul Larsen at lave, hvad hun kalder en ’humanistisk fortælling’, hvor seerne identificerer sig ikke kun med socialrådgiveren, men med hele familien.

– Hvorfor slår Simon? Jeg ville ikke bare holde ham ud i strakt arm som en voldspsykopat, men give et mere nuanceret portræt af en voldsmand. Selvfølgelig skal vi tage afstand fra hans handlinger, men samtidig bliver vi også lidt berørt af ham, eksempelvis at han kan noget med sin søn Theo. Derfor fortjener han også den hjælp, som Lars Madsen tilbyder i slutningen af serien.

Tillidsvækkende hovedperson

Hovedpersonen Lars Madsen er en overvægtig gulerodsgnavende mand på kur, som bor lidt rodet, og som én gang for meget har undladt at gribe ind, hvor han burde have gjort det. Hvilke tanke har du gjort dig om ham?

– Det har været vigtigt for mig at skabe en karakter, som man umiddelbart ville føle tillid til, og som der var ro omkring. Jeg arbejder tæt med skuespillerne, og her er Bjarne (Henriksen, som spiller Lars Madsen, red.) fantastisk. Han giver Lars en pondus, som er svær at overse, selv om han bare er til stede og lytter. Så Lars er udviklet sammen med Bjarne.

– Der er et klart dramaturgisk greb i, at der bliver mere og mere rodet hjemme hos ham selv, efterhånden som sagen skrider frem. Men ellers har jeg nedtonet hans privatliv – vi ved bare, at han er en fraskilt mand med to voksne børn, som han har et godt forhold til. Men dynamikken med Hollys familie er så stærk, at vi har skruet meget ned for Lars’ eget privatliv.

Maja Jul Larsen har også bevidst valgt at fremstille Lars Madsen som den ’enlige ulv’, der stoler på sin erfaring og mavefornemmelse og er selvkørende, når han skal træffe vigtige beslutninger.

– Og så er han meget ældre og erfaren end sin leder, og generelt dygtig til sit arbejde. Hun ved, at hun kan stole på ham. Jeg ved godt, at mange af de beslutninger, Lars tager, ville være foregået på en anden måde, mere i plenum og fællesskab, men dramatisk virker det stærkere, at det kun er ham. Jeg synes også, det er sjovt, at han hører heavy musik. Det gør Bjarne faktisk også i virkeligheden. Men det giver karakteren Lars en intensitet og en dybtliggende vrede, som vi har prøvet at fremkalde. Han rummer volden i sig, men han styrer sig.
Hvorfor har du valgt at lade socialrådgiveren være en mand – det er jo et udtalt kvindefag?

– I diversitetens øjemed. Jeg synes generelt, at vi skal komme væk fra, at vi har så meget med mande- og kvindefag i Danmark. Så det aftryk kan man jo også sætte i dramatikken. Samtidig er det en serie om formodet vold, og voldsmanden er en mand, så derfor var det vigtigt med en dynamik mellem de to mænd.

Introvert og ensporet

Men Lars Madsen går også udenfor skiven, socialfagligt set. Han opsøger Simon og truer ham, og laver en magtanvendelse mod Theo. Hvorfor skildrer du ham sådan?

– Det er for at vise en mand, som bliver mere og mere desperat, introvert og ensporet. Han bliver hængt ud på nettet og er ikke længere så populær i byen, hvor han ellers vinker til alle. Så efterhånden kan han ikke se klart eller objektivt længere. Det er vigtigt, at seerne mærker det pres, han er under – at han koger lidt indeni. Og det, at han ikke kan skille arbejde og fritid ad, er også et valg, jeg tager som dramatiker – jeg holder ham rent på sagen. Jeg ved godt, at det ikke er 1:1 med virkeligheden, men det viser essensen af problemet.

Helge, hvad har du tænkt om det som socialrådgiver og konsulent på manuskriptet?

– Jeg er enig i, at det viser essensen, og det fine i vores samarbejde har netop været, at når jeg har læst i manus og har kommenteret på det socialfaglige, som har været vigtigt for mig at formidle, så har Maja taget det, hun kunne bruge, siger Helge Christian Kaas Petersen.

– Jeg har også kommenteret på dialogen i nogle af scenerne, som ikke er så professionel. I virkelighedens verden ville vi ikke tale så dagligdags et sprog. Men det duer ikke i en dramaserie – det skaber distance, hvis karaktererne talte ’systemsprog’. Så det har jeg det fint med. Det er jo lige så meget drama i den virkelige verden, det har bare et andet sprog.

Når det er sagt, har Helge Christian Kaas Petersen gjort opmærksom på ting i serien, som har været lige på kanten.

– For eksempel da Lars tvinger Theo ind i bilen – det ville nok aldrig være sket på den måde. Men tilfældigvis hørte jeg så i radioen samme dag, som jeg havde læst scenen med Theo i manuskriptet, om en kommune, der ved en fejl ’bortfører’ den forkerte pige i en familie – en sag, som hele vejen igennem har været fuld af fejl. Og kommunen ender med at betale pigen 10.000 kroner for fejlen. Så igen – virkeligheden overgår altid fiktionen.

Tyndt anbringelsesgrundlag

Helge Christian Kaas Petersen er enig i kritikken fra fagfolk om, at hele grundlaget for at tvangsfjerne børnene i serien var utroligt tyndt.

– Hvis jeg var Lars’ leder Mona, ville jeg aldrig acceptere, at Lars fortæller så lidt. Når en tvangsanbringelse finder sted, skal medarbejderen sikre, at ledelsen er med, og at der er dækning for alle beslutninger. Ellers kommer man til at stå som Lars gør – med store problemer, siger han.

– Ja, min research handler om at kanalisere og internalisere den realistiske virkelighed ind i dramaet i nogle karakterer, fordi det er i dramatikken du for alvor mærker, hvad det her handler om. Her handlede det om at så tvivl om, hvem der talte sandt, og lægge et så stort ansvar som muligt på Lars’ skuldre. Så den skulle bare lige kunne gå an, siger Maja Jul Larsen, men er helt med på, at nogle scener har været lige på kanten.

– For eksempel den, hvor Theo skulle overnatte hjemme hos forældrene, efter at han var blevet anbragt. Den mente Helge var lige på kanten, men der var noget i strukturen i afsnittet, der gav os mulighed for at lave nogle scener om natten. Der fik jeg hjælp fra Helge til at kringle den. Og jeg gør det med åben pande, fordi igen: Det er vigtigt at fastholde dramaet og engagere seerne. Det er min opgave som dramatiker.
Hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan serien påvirker socialrådgivernes troværdighed og omdømme?

– Selvfølgelig har jeg følt en forpligtelse, men omvendt har jeg ikke villet gøre det rosenrødt. Jeg ville vise faldgruberne og valgte netop en tvangsanbringelse for at vise, hvor svært det er og hvor stor en magt systemet skal forvalte. Der er så mange sandheder i en familie, og min mission har været at vise kompleksiteten og samtidig bevare troværdigheden i socialrådgivernes arbejde, siger Maja Jul Larsen.

– Det mener jeg er lykkedes, indskyder Helge.

– Netop fordi dramaet fanger os. Vi sympatiserer med figurerne i serien, så selv om Lars går over stregen, lykkes han jo med sit opdrag – at hjælpe børnene i familien, som er det, vi forventer, han skal som socialrådgiver.

God timing

Timingen har også været på seriens side, erkender Maja Jul Larsen. For i statsministerens nytårstale fra årsskiftet 2019/2020 handlede 11 minutter om at være på børnenes side, og om at der skulle anbringes flere.

– Jo, da tænkte jeg ”yes!”, fordi det passede med, at serien skulle komme snart. Men samtidig oplevede jeg det som en meget unuanceret og bastant melding – meget forsimplet om noget, som er meget komplekst. Jeg håber i hvert fald ikke, at man tænker, ”hvor er det nemt at anbringe børn”, når man ser serien, pointerer Maja Jul Larsen, og Helge Christian Kaas Petersen bryder ind:

– Nej, scoopet ved serien er jo netop, at vi følger familien og føler med dem. For eksempel at Simon bare gerne vil have en varm, kærlig familie og lægge volden bag sig, og at Dea gerne vil have en familie, hvor alle er inkluderet. Sådan arbejder vi jo også i familiebehandlingen – vi har ikke færdige løsninger, men afdækker de individuelle behov. Vi får også, synes jeg, en stærk fornemmelse af, hvad en anbringelse gør ved de mennesker. Jeg har fået sms’er fra en tidligere kollega, som har set serien med professionelle øjne, og hun begyndte at tænke over, hvad hun ville gøre, hvis hun havde sagen. Så virkelighedstro oplevede hun den.

Konsulent uden camouflage

I det hele taget har Helge Christian Kaas Petersen været afklaret fra starten af samarbejdet med Maja Jul Larsen om, at han var ekstern konsulent og intet andet.

– Det er Majas drama, og den grænse har jeg respekteret. Der har været så gode og rene linjer i vores samarbejde, og jeg har også været meget bevidst om, at det ikke måtte blive besværligt for Maja at bruge mig, hvis jeg eksempelvis begyndte at tage for meget ejerskab for tingene. Men der har da været scener, hvor jeg har hoppet i stolen, for eksempel da Lars i sidste afsnit siger ”luk røven” til sin yngre kollega Majken. Det tror jeg aldrig ville ske i virkeligheden, siger han.

Men til gengæld nikker Helge Christian Kaas Petersen genkendende til, at man som socialrådgiver kan begå fejl eller sidde vigtige informationer overhørig, så det har alvorlige konsekvenser for de mennesker, sagen drejer sig om.

– Jeg har da oplevet folk, som er døde som ofre for vold. Så alle, der har arbejdet med børnefamilier og deres velfærd, har noget med i bagagen. Det er det mest potente område at arbejde med, mener jeg. Men laver man en forkert vurdering, er det vigtigt at erkende det og se det i øjnene – finde forklaringen frem for bortforklaringen og stå ved sin egen rolle og ansvar.

Kan du genkende meget af Lars i dig selv?

– Nej, jeg er ikke blevet socialrådgiver, fordi jeg skulle frelse nogen. Det var mere en tilfældighed. Men jeg tænker omvendt ikke, at portrættet af Lars er urealistisk – både det med, at han er kendt og accepteret i lokalsamfundet, og at han styrer efter sin mavefornemmelse. Jeg havde selv en meget vanskelig tvangsanbringelse, mens det her stod på, så at sagen fylder så meget, som den også gør for Lars i serien, er helt evident.

Hvad har du primært kunnet bidrage med?

– For mig har det i virkeligheden været et eventyr. Maja ville gerne have mig uden camouflage, og det betød, at jeg kunne få lov at fortælle alting uden at forskønne noget. Ikke sige, hvordan jeg gerne ville have haft det, men præcis hvordan jeg havde det. Så mit ønske og bidrag har været at være en dygtig konsulent, som enkelt og præcist kunne besvare faktuelle spørgsmål og beskrive praksis, dilemmaer og socialfaglige overvejelser for Maja – uanset, hvad hun måtte tænke om det. Jeg har på ingen måde følt mig som gidsel undervejs i forhold til at skulle legitimere noget, som ikke holdt vand, og jeg har heller ikke tænkt: ”Det er ikke mit stykke”. Jeg har blot sagt: ”I min verden ser det ikke sådan ud”.

En sand socialrådgiver

I det sidste afsnit af serien får seerne endeligt syn for sagen, da Simon er tæt på at kvæle Dea. Hun flygter fra huset med børnene og kommer på krisecenter med hjælp fra socialrådgiver Lars Madsen. Men gør det ham så til helten i serien – eller er det åbenlyst, at han gør ting, som ligger uden for skiven, så han i virkeligheden også er lidt en skurk?

– Han er vel lidt begge dele, synes jeg. Man kan diskutere, om han var kommet længere med et samarbejde med forældrene, hvis han havde prøvet lidt mere. Men omvendt – når et barn siger, at det er udsat for vold, så er der jo i hvert fald nok noget, der ikke er, som det skal være. Så selv om sympatien måske skifter over for Lars undervejs, var det jo mest sandt, at hans fornemmelse var rigtig. Og fordi han har haft en sag tidligere, hvor en mor og et barn var blevet slået ihjel, fordi der ikke blev grebet ind i tide, er det det værste sted, han kunne komme hen igen, siger Maja Jul Larsen.

Og Helge Christian Kaas Petersen tilføjer:
– Han viser jo også, at han en gedigen socialrådgiver, da han til sidst i serien tilbyder Simon hjælp. Her bliver han i mine øjne en sand socialrådgiver.

---

Vold i nære relationer omfatter både de direkte og indirekte ofre for volden – for eksempel
personer, der er vidne til volden. Læs mere på socialstyrelsen.dk/voksne/vold-i-naere-relationer

---

DS’ næstformand som anmelder
Ditte Brøndum har anmeldt alle otte afsnit af ’Ulven kommer’ på netavisen piopio.dk. Sjette afsnit blev anmeldt under overskriften ’Ulven kommer med mere drama og mindre socialrådgiver-virkelighed’. Efter finalen skriver Ditte Brøndum: Det har været en spændende og sjælden oplevelse at se mit fag skildret som drama.

»Læs alle anmeldelserne på piopio.dk under ’kultur’

---

International succes for ’Ulven kommer’
’Ulven kommer’ har vundet prisen for årets bedste internationale serie på Zürich Filmfestival.

Den blev også udtaget til Europas største seriefestival, Seriesmania, som dog blev aflyst i år på grund af corona.

Den er pt. ved at blive solgt til en del lande i Europa, lige som der foregår forhandlinger med New Zealand, USA og Asien. Der er selskaber i USA og Frankrig, som vil remake den.

’Ulven kommer’ blev set af i gennemsnit en million danskere hver søndag.

Kilde: Maja Jul Larsen, manuskriptforfatter til ’Ulven kommer’ og dr.dk