Få indflydelse på DS’ nye principprogram

Et nyt principprogram er på tegnebrættet i DS, og der skal også vedtages strategiske pejlemærker for de kommende år. Det sker på det kommende Repræsentantskabsmøde, men allerede nu kan du få indflydelse.

Det ekstraordinære Repræsentantskabsmøde i januar vedtog, at DS skal styrke sit fokus på medlemmernes fag og vilkår. I den forbindelse blev det bl.a. besluttet at gennemskrive foreningens nuværende principprogram og professionsstrategi.

Hovedbestyrelsen har arbejdet med dette siden da, og nu sendes det første udkast til et nyt principprogram og strategiske pejlemærker i høring blandt medlemmerne, som frem til den 29. september har mulighed for at komme med både overordnede og tekstnære kommentarer.

Det nye principprogram skal erstatte det nuværende, som senest blev opdateret i 2012. Med et stærkt fokus på socialrådgivernes profession og faglighed ønsker Hovedbestyrelsen også, at det nye principprogram erstatter den nuværende professionsstrategi, som blev vedtaget i 2008.

Om det første udkast til principprogrammet udtaler Signe Færch, som er forkvinde for DS:

– Vi har haft et ønske om at skabe en stærk og bærende fortælling om socialrådgiverne som faggruppe og DS som fagforening for disse – og at der blev etableret et stærkt ”vi” mellem socialrådgiverne og DS.

– Desuden skal principprogrammet sætte ord på den rolle, som socialrådgiverne spiller i vores samfund, og gøre det tydeligt, hvorfor og hvordan vi som fagligt fællesskab og fagforening kæmper for socialrådgivernes løn, vilkår og faglighed.

Signe Færch understreger,  at der stadig er tale om udkast. Arbejdet med dokumenterne er stadig i gang, men nu er tiden kommet til at invitere alle medlemmer af DS med ind i processen, så alle får mulighed for at komme til orde og få indflydelse.

Strategiske pejlemærker skal sætte fælles retning

Som noget nyt ønsker Hovedbestyrelsen også at vedtage såkaldt strategiske pejlemærker, som sætter ord på de områder, som DS skal prioritere særligt i de kommende år for at skabe forandringer til gavn for socialrådgiverne.

– De skal bruges til at skabe en fælles retning for hele DS og det arbejde, som medlemmer, valgte og ansatte udfører på tværs af vores organisation. Lokalt og nationalt, ved overenskomstforhandlingerne og på Christiansborg, fortæller Signe Færch.

Du kan få indflydelse

De foreliggende udkast til principprogram og strategiske pejlemærker er blevet til på baggrund af diskussioner i Hovedbestyrelsen. Med denne høring får medlemmerne bredt set mulighed for at kommentere på dokumenterne og få indflydelse på dem.

– Jeg og Hovedbestyrelsen mener, at vi er landet er fornuftigt sted med disse udkast, men vi kan også have blinde vinkler, så jeg håber, at mange vil læse med og give deres mening til kende, siger Signe Færch.

» Læs udkast til nyt principprogram

» Læs udkast til strategiske pejlemærker

I udkastet til strategiske pejlemærker vil du se en række X’er. De viser, at der skal indsættes konkrete målepunkter, som gør os i stand til at måle, om vi skaber fremskridt inden for det givne pejlemærke – men da pejlemærkerne endnu ikke er endeligt fastlagt, er der ikke brugt ressourcer på at identificere de rette målepunkter endnu.

Hvis du ønsker at indsende kommentarer – overordnede såvel som tekstnære – til disse første udkast, så kan de ske ved at sende en mail til Martin Xaver Dover på mxd@socialraadgiverne.dk senest den 29. september.

Videre proces

Medlemmernes kommentarer vil blive forsøgt indarbejdet i det næste udkast til principprogram og strategiske pejlemærker, som Hovedbestyrelsen behandler den 22.-23. oktober.

Senest den 8. november vil Hovedbestyrelsens endelige udkast blive sendt ud til repræsentanterne. Derefter vil principprogrammet og de strategiske pejlemærker blive behandlet på Repræsentantskabsmødet den 22.-23. november, og der vil være mulighed for at stille ændringsforslag.