Ungdomskriminalitetsnævnet: To sider af samme sag
Vi har spurgt to socialrådgivere om deres erfaringer som medlemmer af Ungdomskriminalitetsnævnet.
JEG VIL GÅ RIGTIG LANGT FOR AT UNDGÅ TVANG
Jeanette Fabrin, socialrådgiver og medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet, sagsbehandler i Odense Kommune.
Hvad er din erfaring med Ungdomskriminalitetsnævnet?
– I Ungdomskriminalitetsnævnet oplever jeg, at der er mere fokus på at være ”tough on crime” og give en passende reaktion mod en uønsket handling – som jo var formålet med loven – end på en helhedsorienteret indsats, der kan hjælpe barnet og forebygge kriminalitet. Det kan være kontraproduktivt for vores arbejde, hvis vi har lagt en langsigtet plan sammen med en ung, og Ungdomskriminalitetsnævnet så sender noget ind fra højre, som ikke spiller sammen med resten af planen, for eksempel en tvangsanbringelse.
Hvad er konsekvenserne af den nye lovgivning?
– Jeg vil gå rigtig langt for at undgå tvang. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet anbringer en ung imod hans vilje, risikerer vi, at han går fra opholdsstedet – også selv om det er en semilukket institution – og så kan vi ikke arbejde med ham. Det ville være mere forebyggende, at man mødtes på midten om noget, som den unge faktisk kunne se sig selv i, og fordi det var en hjælp til de problematikker, han havde.
Hvordan påvirker Ungdomskriminalitetsnævnet det socialfaglige råderum?
– Jeg oplever, at anbringelser på lukkede og delvist lukkede institutioner oftere anvendes i Ungdomskriminalitetsnævnet, end de blev gjort før. Det er jeg meget stor modstander af, fordi der er grænser for, hvor længe de unge må være der. Derfor indebærer det skift i anbringelsessted, og det, ved vi, er noget af det mest skadelige for den unges udvikling.
– Man skal ikke bare kaste rundt med børn på den måde. Især dem, der snart bliver 18 år, giver det ingen mening at anbringe mod deres vilje, for det risikerer at ødelægge muligheden for at arbejde med dem i det frivillige efterværn.
– Jeg oplever ofte, at dommeren og politibetjenten er enige om en foranstaltning, og at jeg ser anderledes på det. Det afhænger meget af, hvad man tror på virker. Politiet har fokus på at få de unge væk fra gaden, så de ikke er til fare for andre. Men jeg har meget sjældent oplevet, at det virker bare at lukke folk inde. Især når det er børn, vi taler om.
TVANG KAN HAVE EN AFSKRÆKKENDE EFFEKT
Lone Tind Jensen Socialrådgiver og medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet, fagkoordinator i Esbjerg Kommune.
Hvad er din erfaring med Ungdomskriminalitetsnævnet?
– Tidligere havde det ikke nogen konsekvens for de helt unge, hvis de begik kriminalitet. De blev overdraget til de sociale myndigheder, og vi har kunnet snakke og gå den pædagogiske vej. I mange sager er det også lykkedes, men vi har også nogle unge, som ikke er særlig modtagelige for pædagogik. Her er det rigtig vigtigt, at deres handlinger får konsekvenser.
Hvad er konsekvenserne af den nye lovgivning?
– De fleste børn bliver ydmyge og kede af det. Nogle siger, at de aldrig vil gøre det igen, for de havde ikke troet, det ville få en konsekvens, der var så indgribende i deres frihed. De har obligatoriske møder i Ungekriminalforsorgen efter helt faste aftaler. Forældrene får sig også en forskrækkelse både over mødet i nævnet og med Ungekriminalforsorgen. Mange af dem er dybt ulykkelige over, at det er nået hertil. Dem tror jeg ikke, vi ser igen, de skal nok rette ind, og det skal de unge også nok.
– Hvis de unge først har fået et billede af sig selv som seje eller kriminelle, så er det vigtigt, at alle dem, der er omkring familien, støtter op om, at man får ændret både tænkningen og løbebanen. Det er vigtigt at gøre dem klart, at vi gerne vil gerne hjælpe dem med at komme ind på en anden vej.
Hvordan påvirker Ungdomskriminalitetsnævnet det socialfaglige råderum?
– Når vi laver en indsats i kommunen, så er det jo normalt frivilligt, men i Ungdomskriminalitetsnævnet er de tvunget til at møde op. Det kan have en afskrækkende effekt, og hvis vi kan stoppe deres kriminelle løbebane allerede som 10-11-årige, så tror jeg faktisk, at det har gjort dem en rigtig stor tjeneste.
– Der er også nogle, som er fuldstændig ligeglade med autoriteter, både unge og deres forældre. De er ikke vant til, at deres handlinger har konsekvenser, så hvorfor skulle det få konsekvenser nu? Hvis de ikke vil samarbejde om foranstaltningerne, så risikerer de, at deres sag kommer retur til Ungdomskriminalitetsnævnet, og så kan konsekvensen godt være, at skruen strammes lidt mere.