Står regler i vejen for det gode sociale arbejde på børneområdet?

Det er vores opfattelse, at sagsbehandlingsreglerne på børneområdet – snarere end at stå i vejen for godt socialt arbejde – understøtter det og er med til at sikre kvaliteten i det sociale arbejde. I stedet for at skælde ud på reglerne, kan socialrådgiverne være stolte af, at deres professionsnormer er blevet til lovregler.

KOMMENTAR: Mange undersøgelser fra Ankestyrelsen, Socialministeriet og Ombudsmanden har afsløret alvorlige fejl i behandlingen af kommunernes børnesager.

I slutningen af maj i år kom den seneste: Københavns Kommunes borgerrådgiver offentliggjorde en ny undersøgelse, der har afdækket alvorlige brister i retssikkerheden for udsatte børn og deres forældre.

Undersøgelserne giver anledning til megen offentlig debat og til reaktioner fra blandt andet Dansk Socialrådgiverforening. Desværre bliver undersøgelserne ofte mødt med kommentarer som: ”Det er juraen, den er galt med”, ”for mange regler og for meget bureaukrati”, ”det er vigtigst at have fokus på børnene, dokumentation må komme i anden række”, ”de mange fejl siger ikke noget om godt socialt arbejde”, ”det er måden vi måler retssikkerhed på, der er problemet”. ”Det drejer sig om at sikre kvaliteten i arbejdet med børn og unge”…

Der peges dog sjældent på, hvilke regler, der står i vejen for kvaliteten. Vi er helt opmærksomme på, at kritikken også drejer sig om andre forhold – at der arbejdes under tidspres, for højt sagstal med mere. Her har vi valgt at koncentrere os om indsigelserne vedrørende regler.

”God socialrådgivningsskik”

Vi kan lige så godt indrømme det: Vi er jurister og dermed tilbøjelige til at forsvare juraen. Vi mener imidlertid heller ikke, at flere regler løser noget. Det er der vist ikke nogen, der mener. Eksempelvis indeholdt Barnets Reform fra 2011 en række konkrete afbureaukratiseringstiltag til blandt andet den børnefaglige undersøgelse og handleplaner.

Målet med dette indlæg er at pege på, at reglerne om blandt andet børneundersøgelser, børnesamtaler og handleplaner for en stor dels vedkommende har rod i, hvad man kan kalde ”God Socialrådgivningsskik”. Tager man lærebøger i socialt arbejde, vil man finde de normer for behandling af børnesager, som findes i reglerne på børneområdet. I stedet for at skælde ud på reglerne, kunne socialrådgivere være stolte af, at deres professionsnormer er blevet til lovregler

Det sker ikke for mange professioner. Men når en professionsnorm konverteres til lov betyder det, at reglerne skal følges. Der er ikke metodefrihed.

Kontinuitet og helhedssyn

Reglerne om behandling af børnesager følger i vidt omfang anbefalingerne fra Graversenudvalgets betænkning fra 1990. Et af udvalgets hovedsynspunkter var, at sagsbehandlingen bør være kontinuitetsskabende.

Som middel til at sikre dette mål opstillede udvalget en række principper for sagsbehandlingen. Man fremhævede blandt andet væsentligheden af, at:

  • støtten til børn og unge ydes med udgangspunkt i et helhedssyn på familien, dens ressourcer og vanskeligheder.
  • der skal være et formål med foranstaltningen.
  • det kræver en problemformulering, dvs. at problemerne, som de fremtræder for familien og sagsbehandleren, beskrives.
  • problemformuleringen er det grundlag, der handles eller iværksættes støtte ud fra, og
  • den bør være kendt af de implicerede.

Konsekvensen heraf er, at der skal foretages en undersøgelse, før der iværksættes foranstaltninger.

Undersøgelsen skal blandt andet sikre, at der er overensstemmelse mellem familiens/barnets problemstilling og den iværksatte foranstaltning. Undersøgelsen ses som et middel til at udføre den problemanalyse, der giver grundlag for at iværksætte en relevant og afpasset støtte for familien. Vægtningen af undersøgelsen skal fremme en tænkning, ifølge hvilken en foranstaltning bør være konkret begrundet i familiens forhold og have et indhold, der er nøje afpasset efter problemformulering og familiens ressourcer.

Den undersøgelse, der skal foretages, må omfatte en kortlægning af familiens vanskeligheder og ressourcer. Den må omfatte barnets oplevelse af situationen, dets overlevelsesstrategi og ressourcer i øvrigt.

Betænkningen resulterede blandt andet i reglerne om børneundersøgelse og handleplaner.

Retssikkerhed og kvalitet

Borgerrådgiverens undersøgelse påpegede en lang række mangler.

Vi vil her tage udgangspunkt i to af kritikpunkterne: § 50-undersøgelsen og handleplanen ud fra to synsvinkler: Retssikkerhed for familie og barn, og hvad der kræves for at sikre kvaliteten i det sociale arbejde.

Om § 50-undersøgelsen: Borgerrådgiveren fandt frem til, at de børnefaglige undersøgelser ikke var udarbejdet inden anbringelsen i fire ud af fem tilfælde, hvor undersøgelsen skal foreligge. Reglerne siger, at formålet med en § 50-undersøgelse er at oplyse sagen, således at der kan foretages en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være.

Undersøgelsen skal være helhedsorienteret, og i bestemmelsen er angivet seks forhold, som skal undersøges, medmindre et eller flere af de angivne forhold ikke er relevante i forhold til det pågældende barn. I undersøgelsen afdækkes ressourcer og problemer hos barnet, den unge, familien og netværket. Der er således tale om systematisk, helhedsorienteret sagsarbejde.

Om handleplaner: Borgerrådgiveren: Handleplaner er ikke udarbejdet inden anbringelsen i halvdelen af de sager, hvor handleplanen skal foreligge. Handleplanen skal ses i nær sammenhæng med den børnefaglige undersøgelse og skal konkretisere indsatsen og angive formålet med den.

Handleplanen skal indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling, og skal angive indsatsens forventede varighed. Handleplanens angivelse af formålet er særligt væsentlig i anbringelsessager, hvor der skal være tale om et informeret samtykke, jf. § 53.

Også handleplaner er kendte redskaber i det sociale arbejde. Både den børnefaglige undersøgelse og handleplaner har imidlertid også retssikkerhedshensyn som udtalt formål.

Der kan altså drages paralleller fra fagets grundlæggende principper i klientarbejdet til de processuelle regler: Fra principper om helhedssyn/tænkning til reglerne om helhedsvurdering og undersøgelse af borgerens forhold, fra principper om systematisk sagsarbejde til reglerne om f.eks. handleplaner osv.

Det er vores opfattelse, at sagsbehandlingsreglerne snarere end at stå i vejen for godt socialt arbejde understøtter det og er med til at sikre kvaliteten i det sociale arbejde. Noget kunne imidlertid tyde på, at reglerne ikke altid opfattes sådan i praksis. Spørgsmålet er hvorfor?

En løsning i forhold til at nedbringe antallet af sagsbehandlingsfejl på området skal måske ikke findes i en gennemgribende ændring i regelgrundlaget, men snarere at reglerne opleves som en støtte i bestræbelserne på at udføre godt socialt arbejde.

Nina von Hielmcrone, lektor emeritus i socialret og Trine Schultz, lektor i socialret – begge ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet.

Afbureaukratisering af den offentlige sektor er en dagsorden, som Dansk Socialrådgiverforening er meget optaget af. I næste udgave af Socialrådgiveren svarer næstformand, Niels Christian Barkholt, på indlægget.


Læs mere

» ”Der er behov for at tænke nyt på børneområdet” Socialrådgiveren nr. 9/17

» ”Børnene mangler i borgerrådgiverens rapport” i Socialrådgiveren nr. 11/2017

» Borgerrådgiverens svar i Socialrådgiveren nr. 12/2017.

» Frank Ebsens indlæg – Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes – i Socialrådgiveren nr. 2/2018.

» ”Debat efter fejlrapport: Hvad gavner udsatte børn og unge?” Nyhed, 1. februar 2018