Svend Brinkmann: ”Kan man være en god socialrådgiver uden at være et nogenlunde godt menneske?”
Når man som professionel griber ind i andre menneskers liv – sommetider imod deres vilje – så er man i et felt ladet med etiske spørgsmål, og her er det nødvendigt at vide, hvad der er godt for mennesker, siger Svend Brinkmann i et interview med udgangspunkt i hans nye bog om menneskeetik.
Hvad skal der til for, at vi kan blive gode til at være mennesker? Hvordan handler vi ansvarligt, omsorgsfuldt og retfærdigt som mennesker – og i det professionelle møde med andre mennesker? Og kan man være en god socialrådgiver uden at være et nogenlunde godt menneske?
Det er nogle af de store spørgsmål, som Svend Brinkmann – professor i psykologi, forfatter og radiovært – rejser i sin nye bog ”Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker”.
Han forklarer sit ønske om at formulere en praksisrettet professionsetik:
– Jeg kalder bogen for ’Menneskeetik’, selv om det ikke er et ord, som rigtig findes i sproget. Jeg har valgt ordet, fordi jeg vil signalere, at en oplyst tilgang til etiske spørgsmål må forudsætte viden om mennesker og deres natur.
– Det er vigtigt, at der hele tiden kommer nye perspektiver på en etisk refleksion over, hvad det er, vi gør, når vi har magt over andre mennesker. Når man som professionel griber ind i andre menneskers liv – sommetider imod deres vilje – så er man i et felt ladet med etiske spørgsmål, og her er det nødvendigt at vide, hvad der er godt for mennesker, pointerer Svend Brinkmann en sen eftermiddag i et telefoninterview, hvor han i bil er på vej hjem til Randers.
I bogen introducerer Svend Brinkmann begrebet ’Menneskeprofessioner’ om mennesker, som arbejder med mennesker. Det vil sige socialrådgivere, psykologer, pædagoger, socialpædagoger, lærere, SOSU-assistenter og sygeplejersker. Og han påpeger den stærke magt, som professionelle i menneskeprofessioner, eksempelvis psykologer, har i samfundet:
– Psykologien er blevet en ekstrem magtfuld både videnskab og profession, der bliver brugt til alt muligt, når vi skal forstå, hvordan børn skal opdrages, hvordan ægteskaber skal fungere, hvordan undervisning og ledelse skal håndteres. Da konsulterer vi psykologer, så hvis vi ikke gør det på et nogenlunde sikkert, etisk grundlag, så risikerer vi at begå en masse fejl.
Dømmekraft og dydsetik
Svend Brinkmann bruger 2000 års filosofi til at reflektere over, hvordan man gør det gode og rigtige som professionel i arbejdet med mennesker. Læseren bliver introduceret for konsekvensetik, nytteetik, pligtetik og dydsetik – og Brinkmann fremhæver især dydsetikken, som giver et særligt sprog for den professionelle dømmekraft.
– Ordet dømmekraft er det, som dydsetikken mere end nogen anden etisk tradition har lagt meget vægt på. Når vi gør os erfaringer med forskellige typer af situationer med forskellige mennesker, så kultiverer vi dømmekraften – altså evnen til at træffe en beslutning i tilfælde, hvor der skal tages mange forskellige hensyn.
Brinkmanns pointe er, at dømmekraft udvikles i fællesskab i praksis, og derfor fremhæver han, at hverken kunstig intelligens eller helt uerfarne eller uuddannede medarbejdere kan erstatte den professionelle vurdering eller skøn.
– Så vil det være mindre etisk velbegrundede beslutninger, der træffes, fordi hverken kunstig intelligens eller en person uden erfaring eller uddannelse har den nødvendige dømmekraft. I dydsetikken ligger der et forsvar for professionalismen – altså det at være en del af en praksis, hvor vi sammen udvikler vores dømmekraft med henblik på at træffe de bedste mulige beslutninger, som vi aldrig kan udlicitere til en kunstig intelligens eller en person uden erfaring.
Etik i alt
I det professionelle arbejde med mennesker, kan – og bør – etik og faglighed ikke adskilles, understreger Brinkmann.
– Vi bør diskutere etik hver eneste gang, vi diskuterer et fagligt spørgsmål med vores kolleger. Det gælder også socialrådgivere. For der er etik i det hele, og hvis man erkender det, så behøver man heller ikke at være tilbageholdende med at lægge det frem på bordet og sige: Jeg tror i øvrigt også, at der er et etisk dilemma i det her.
– Inden for lægeverdenen har det længe været et problem, at folk har skjult deres fejl, fordi det kan ødelægge en karriere at blive taget i en fejl. Så er man gået over til en praksis, hvor man virkelig har øvet sig i at få alle fejl frem på en måde, hvor det ikke er stigmatiserende eller skamfuldt.
– På samme måde kunne jeg tænke mig, at det var for menneskeprofessionerne. At vi får det, der er etisk svært for os, frem uden skam og uden, at det skal være ekstraordinært. Når jeg taler om menneskeetik, er det også for at fremme forståelsen af, at der i alle faglige snakke er etiske spørgsmål, og i alle etiske spørgsmål er der faglighed. Det kan slet ikke adskilles, siger Brinkmann, der definerer etik som ”læren om, hvordan livet bør leves”.
’Folks besynderlige liv’
Etik handler i høj grad om blikket på borgeren. I bogen beskriver Svend Brinkmann menneskeetikkens fem akser (se boks) og argumenterer for, at deltagerperspektivet bør være det primære for professionelle af både etiske og faglige grunde: Etiske, fordi det giver blik for mennesket som rationel aktør, og faglige, fordi menneskeprofessionerne skal understøtte menneskers evne til at agere myndigt i eget liv. Men der kan være situationer, hvor man må indtage et tilskuerperspektiv.
Svend Brinkmann pointerer, at det er umuligt at trække en præcis grænse for, hvornår et menneske går fra at være aktør i eget liv til at være i en situation, hvor vedkommende er drevet af kræfter, som det ikke selv har indflydelse på.
– Et menneske kan jo være ude af sig selv – enten fordi vedkommende har voldsomme abstinenser eller måske bare er så fortvivlet, at vedkommende faktisk ikke længere helt ved, hvad der er godt. Og det er umuligt at sige, hvornår vi når den grænse, hvor personen ikke længere er sig selv som en tilregnelig person, men er ude af sig selv på en måde, som gør, at vi må være paternalister, som det hedder i etikken – altså vi må være bedrevidende på det andet menneskes vegne.
Man kan dog komme frygtelig galt afsted med at tage et tilskuerperspektiv, hvis det ikke er berettiget, advarer Svend Brinkmann.
– Der er ikke noget mere krænkende, end når en autoritetsperson sidder på den anden side af skrivebordet og påstår, at vedkommende ved noget om, hvad der er godt for mig, som jeg er helt uenig i. Men en gang imellem så er det rigtigt at gøre det, for en gang imellem ved den professionelle faktisk mere om, hvad der er godt for en person end personen selv.
– Men vi kan aldrig nogensinde fastlægge den linje entydigt. Det er jo også derfor, at jeg har fat i dydsetikken, for den pointerer netop, at det er noget situationelt. Generelt vil vi erfarne professionelle på et felt være bedre til at forstå diffuse flertydige situationer, end hvis man lige kommer ind og slår op i manualen og siger: Nå okay, i den situation er det rigtigt at gøre det her, fordi det står i grundbogen.
– Det kan godt være, at det står i grundbogen, men grundbogen gælder, når alt andet er lige. Problemet er bare, at i praksis er alt andet næsten aldrig lige – i praksis er der skæve, mærkelige ting på spil i folks besynderlige liv, som det er godt at have blik for.
Blød magt og omsorg
Et af de steder, hvor dilemmaet mellem tilskuerperspektivet og deltagerperspektivet træder tydeligt frem, er ifølge Brinkmann i ”den bløde magt”.
– Blød magt er overtalelse, og det kan også være forkert at gøre, men overtalelse kan også være det rigtige at gøre. For det er jo en reel præsentation af handlemuligheder for en borger, som ellers kan føle sig helt kørt fast.
– Paternalismen behøver ikke være rå magtudøvelse, hvor man siger til borgeren: ”Nu skal du høre, det er det her vi gør, om du vil det eller ej”. Det kan også være en dialogisk magt, som selvfølgelig i sig selv kan være risikabel og forførende, men min påstand er, at der er magt i alle menneskelige relationer, så det er ikke forkert, at det er magtudøvelse – den skal bare udøves med den etiske fordring i baghovedet, forklarer Svend Brinkmann med henvisning til filosoffen K.E. Løgstrups berømte ord om, at et menneske i sin omgang med et andet menneske altid ”holder noget af dets liv i sin hånd” – altså at man skal bruge sin magt over andre mennesker til deres bedste.
– Man kan sige til borgeren: ”Jeg kan virkelig godt forstå, at der er svært for dig med det her, men du skal bare vide, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dig. Jeg har tidligere prøvet det i en situation, der mindede rigtig meget om din – jeg vil ikke garantere det, men jeg har virkelig meget på fornemmelsen, at det også vil virke for dig, selv om du siger, at det er du meget imod.”
Professionel bæredygtighed
Dydsetikken handler ikke kun om borgeren – men også om socialrådgiverens bæredygtighed som professionel. Ifølge Brinkmann har socialrådgivere et legitimt ansvar for at passe på sig selv for at kunne bære deres etiske forpligtelser over tid.
– I dydsetikken er der også en opmærksomhed på, at som professionel har jeg også et ansvar for at passe lidt på mig selv. Så det går ikke, at hvis systemet er dysfunktionelt, så arbejder jeg bare over hver eneste dag, begynder at lave skyggearbejde, eller bliver kynisk og forrået eller får moralsk stress.
Han peger på, at mange socialrådgivere netop drives af et stærkt ønske om at hjælpe – og derfor har svært ved at acceptere, at der findes grænser for, hvor meget man kan gøre.
– De fleste, hvis ikke alle, som vælger at blive socialrådgivere, gør det selvfølgelig, fordi de er oprigtig interesseret i at hjælpe andre mennesker. Det kan være rigtig svært for dem at erkende, at der er grænser for, hvor meget de kan hjælpe.
Netop her er dydsetikken ifølge Svend Brinkmann en vigtig påmindelse om, at man skal kunne holde til arbejdet på den lange bane.
– Man får en realisme ind med dydsetikken, der siger: Det er fantastisk, at du vil hjælpe andre mennesker, men du bliver også nødt til at sørge for, at du kan gøre det om fem år eller ti år, så du ikke brænder ud inden, for det er ingen hjulpet af.
’At menneske godt’
I den sidste del af bogen kredser Brinkmann om, hvad det kræver som menneske at arbejde med andre mennesker – og om det overhovedet er muligt at være en god socialrådgiver uden også at være et nogenlunde godt menneske? Svaret er ifølge Brinkmann nej.
– Alle de fag, hvor vi griber ind i menneskers liv, forudsætter, at vi er gode mennesker – også rent etisk – der kan gøre det forsvarligt. Etik og faglighed kan som sagt ikke skilles ad. Det siges, at ”menneske” ikke blot var et navneord, men også et udsagnsord på oldgræsk, så man kunne ”menneske godt”.
– Man kan blive et bedre menneske ved at øve sig. Det ligger også i dydsetikken. Det er vi generelt gode til – at blive gode til det, vi øver os på. Så det handler lige så meget om, at ens arbejdsplads, ens leder, ens mere erfarne kolleger skal hjælpe en med at blive et bedre menneske både fagligt og etisk. Det vil også gøre en til en bedre socialrådgiver.
Hvad er etik?
Ifølge Den Danske Ordbog er etik ’læren om moral’ – hvilke handle- og tænkemåder er grundlæggende rigtige og forkerte eller gode og dårlige.
Brinkmann anvender en mere åben definition: ”At etik er læren om, hvordan livet bør leves. Hvordan bør jeg handle, tænke og føle? Hvad bør jeg stræbe efter at blive og gøre? Hvad bør jeg tage ansvar for?”.
Dydsetikken – Om det gode menneske
I bogen skriver Svend Brinkmann blandt andet følgende om dydsetikken:
… i dydsetikken er ”det gode menneske” primært en person, der er god til at være menneske. Ligesom ”en god kniv” er god til at skære med; ”et godt hjerte” pumper blodet pålideligt rundt i kroppen; og ”en god bil” transporterer os sikkert og effektivt, så er ”et godt menneske” i stand til at gøre det, et menneske bør gøre, når det udfolder sin menneskelige natur i normativ forstand. Det siges, at ”menneske” ikke blot var et navneord, men også et udsagnsord på oldgræsk, så man kunne ”menneske godt”.
– Kilde: Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker
Ifølge Svend Brinkmann kredser menneskeetikken om fem akser:
- Deltager og tilskuer
- Menneskets natur og kultur
- Det almene og partikulære
- Det fornuftige og det følsomme
- Det etiske og det faglige.
– Kilde: Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker.
CV Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet, blandt andet tilknyttet Center for Etisk Dannelse.
Hans forskningsinteresser omfatter psykologiens filosofi, moralpsykologi, etik og kulturkritik.
Medlem af Etisk Råd siden 2022.
Forfatter, foredragsholder og vært på radioprogrammet Brinkmanns Briks på DR P1.
Han har udgivet en række bøger – senest ”Menneskeetik – dannelse, dyder og dømmekraft i arbejdet med mennesker”, Dansk Psykologisk Forlag.