Socialrådgivere i lægepraksis: En værdifuld bro mellem sundhed og sociale indsatser
Hvad betyder det for det forebyggende sociale arbejde, at der er socialrådgivere ansat i lægepraksis? Det har vi spurgt tre aktører om.
”Socialrådgiveren aflaster mig som læge”
Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden (Praktiserende Lægers Organisation)
– Fra mit lavpraktiske ståsted som praktiserende læge ser jeg skrøbelige og udsatte patienter med komplekse problemstillinger. Det kan være en indvandrer eller flygtning med sprogproblemer, somatiske udfordringer, ofte flere på samme tid, samtidig med psykiske problemer, for eksempel noget PTSD-lignende, som er svært at få sat ord på og dermed diagnosticeret.
– Derudover er der ofte også socialmedicinske problemstillinger, og her kan det være en kæmpe hjælp at kunne sende patienten ud til en anden ekspert – socialrådgiveren – der kan aflaste mig som læge, så jeg kan koncentrere min tid om det somatiske og psykiske. Derfor bakker vi i PLO-Hovedstaden om op ordningen, som er et rigtig godt initiativ i Københavns Kommune. Den er til gavn for både patienterne og for lægen.
”Fremskudt socialt arbejde er en gevinst”
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte
– Jeg synes – ikke overraskende – at ordningen er en virkelig god idé. For mig at se er alt fremskudt socialt arbejde, uanset om det er på skolen, hos lægen eller et tredje sted, en gevinst. At kommunen kommer ud, hvor borgerne er, og arbejder fleksibelt herfra, er godt, fordi vi ved, at når man har det svært i sit liv, kan det paradoksalt nok være svært at overskue, hvor man skal gå hen for at få hjælp.
– Det giver rigtig god mening, at det er socialrådgivere, som arbejder på den måde. De er jo velfærdssamfundets ’blæksprutter’ så at sige – de kan stikke armene ud til alle mulige tilbud og har kendskab til de fleste sektorer. Derfor er det den rigtige faglighed at sætte derud. Det kræver så også, at kommunen arbejder med, så tingene ikke falder til jorden, hvis der ikke er en tovholder, som samler trådene.
”Socialrådgivere har meget at byde på i almen praksis”
Ditte Brøndum, afgående næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening
– Jeg er så glad for at se de resultater, det kan skabe, når man kombinerer faglighed på den måde, som projektet her gør. Socialrådgiverne har rigtig meget at byde på i forhold til almen praksis, for eksempel hvis en patient har en sygdom, som kan forstærke eller ligefrem skabe sociale problemer. Her kan socialrådgiveren hjælpe med at række ud til de rigtige instanser og på den måde måske få ryddet problemer nemmere af vejen.
– Derudover kan vi jo høre fra for eksempel socialrådgiver Pia Tarp i Tingbjerg, at man via lægerne i almen praksis når ud til en ny gruppe af borgere. For selv om vi har gode intentioner og gerne vil hjælpe borgerne i jobcentret eller socialforvaltningen, ved vi også godt, at det kan være lidt skræmmende at gå til kommunen og bede om hjælp.