Socialrådgiver i lægepraksis: ”Jeg taler med borgere, som aldrig før har fået hjælp”

– Før corona fik jeg kontakt med en mand, som jeg gik ture med i næsten halvandet år og hjalp med forskellige praktiske opgaver. Som eksempelvis at gå i butikker, købe ny telefon, bruge MitID og få overblik over sin bankkonto, inden han fik så meget tillid til mig, at han ville lukke mig ind i sit hjem. Han ønskede hjælp til rengøring og oprydning, men han havde ikke haft nogen inden for dørene siden 2006. Det viste sig, at han var hoarder (ekstrem samlemani, red.), og fordi han levede så isoleret, havde problemet været skjult. Vores forløb stod på i mere end to og et halvt år, men det endte med, at han blev flyttet til en ny bolig med tilknyttet opsyn, og i dag har han det godt.

Historien opsummerer på ganske enkel vis noget af det, som socialrådgiver Pia Tarp lykkes med, fordi hun har tiden til at opbygge tillid hos en enkelte borger, muligheden for at mødes uden for et kommunalt kontor – og fordi hun i nogle sager ender med at gøre noget, andre socialrådgivere sjældent kan: At være tålmodigt opsøgende overfor en enkelt borger i halvandet år, inden den tillidsfulde relation er på plads.

– Normalt ville man være stoppet med at prøve at hjælpe en borger som ham, fordi han ikke åbnede døren eller ikke på anden måde responderede på kommunens indsats. Her har jeg mulighed for at være vedholdende på en anden måde, fortæller hun.

Socialrådgiver i lægepraksis

Og det kan Pia Tarp – og hendes øvrige socialfaglige kolleger i tre andre bydele – takket være den særlige ordning i Københavns Kommune, de er en del af: At tilknytte socialrådgivere til lokale, praktiserende læger. Pia Tarp har siden 2020 været tilknyttet fire praktiserende læger i bydelen Tingbjerg, og ordningen, som også findes på Amager, Nørrebro og Bispebjerg, udvides fra 1. januar med endnu en socialrådgiver i Sydhavnen.

For erfaringer viser, at når borgere møder op hos deres læge, har de ofte andre problemer, som hverken medicin eller anden behandling umiddelbart kan løse. Og når lægen så kan formidle direkte kontakt til en socialrådgiver tilknyttet deres praksis, bliver det i mange tilfælde nemmere at tage hånd om udsatte borgeres sociale udfordringer.

Læge: ”Gule af misundelse”

Det bekræfter Carl Kristian Dissing, som er en af de praktiserende læger i Tingbjerg, som Pia Tarp er tilknyttet:

– For folk, der ikke er i stand til selv at opsøge hjælp, bliver det nemmere, fordi Pia er her hos os. Hvis de kan gå til lægen, kan vi foranledige den kontakt til det sociale system, de ikke selv har kunnet. Det kan være med til at give ressourcesvage borgere en hjælp, som de ikke selv har haft ressourcerne til at opsøge, siger han.

Socialrådgiverens kontakt med borgerne giver også informationer om, hvad der rør sig i lokalsamfundet, hvor mange kender og taler med hinanden, fortæller Carl Kristian Dissing.

– Hvis vi for eksempel har en beboer, som ikke har været ude af sin lejlighed i to år – det sker faktisk – hører vi måske om det og kan ad forskellige omveje gennem vores kontakter herude finde ud af at få vedkommende hen til os i lægeklinikken, siger Carl Kristian Dissing og tilføjer, at lægekollegaer, som han taler med i andre belastede boligområder, er ’gule af misundelse’.

– Fordi det er en god idé at have socialrådgivere i boligområder som vores. Og Pia (Tarp, socialrådgiver, red.) er en person, som folk får tillid til samtidig med, at hun har en mild autoritet over sig. Vi supplerer hinanden fint fagligt – hun ser problemer, hun sætter mig til at løse og omvendt.

Forståelse for hinandens kompetencer

Formelt set er Pia Tarp udlånt til projektet af Socialforvaltningen i Københavns Kommune, mens Sundheds- og Omsorgsforvaltningen betaler hendes løn. Indtil for et halvt år siden var Pia Tarp ’hjemløs’ i sit fremskudte arbejde i Tingbjerg, men nu har hun fået sit eget kontor i Sundhedsfeltet, bydelens nye sundhedshus, hvor hun har træffetid tre dage om ugen fra kl. 8-16.

På samme gang sidder en udkørende diabetessygeplejerske, en kost- og motionsvejleder fra Københavns Kommune, som har samtaler med familier med overvægtige børn og unge, og en fysioterapeut, der træner med områdets beboere. De praktiserende læger, som Pia Tarp er tilknyttet, bor dels på etagen under og et par hundrede meter væk i en anden bygning.

Og hele dette tværfaglige arbejde passer hende rigtig godt.

– Helt tilbage fra min tid som studerende har jeg holdt meget af at arbejde tværfagligt og har søgt sparring med folk, som kunne give mig god faglig feedback. Gennem samarbejdet med lægerne eller diabetessygeplejersken får jeg en bedre forståelse af, at der også kan være fysiske ting på spil, hvis en borger for eksempel er svær at få kontakt med og opleves som at sidde i en klokke. Det kan helt banalt skyldes mangel på vitaminer som resultat af en usund livsførelse, så det er ikke alt, man bare kan tale sig til rette om, konstaterer Pia Tarp, som også oplever, at samarbejdet med de øvrige sundhedsfaglige over årene har skabt både forståelse og et fælles sprog for hinandens kompetencer.

– For fire år siden brugte jeg en del tid på at tale om, hvad en social sag er, hvad jeg kan og hvordan jeg arbejder som socialrådgiver. I dag tager lægerne sig tid til at tale med mig, hvis jeg har spørgsmål til en borgers sag, selv om de har vanvittigt travlt. Jeg har også opbygget et godt netværk af samarbejdspartnere rundt omkring, som jeg ved, at jeg kan sparre med. Og i takt med, at vi er blevet flere socialrådgivere i projektet, ligger der også god faglig sparring for mig i mit team.

Ikke to dage er ens

Et kig i Pia Tarps kalender afslører meget forskellige arbejdsdage og -opgaver.

– Nogle dage starter jeg måske med et hjemmebesøg hos en borger i området eller som ledsager til en samtale på jobcentret. Andre dage kommer borgerne til mig på kontoret. Eller jeg kan have et møde med den lokale kirkes socialrådgiver, skolesocialrådgiveren, mine andre lægepraksis-kollegaer rundt om i byen eller en helt tredje samarbejdspartner, siger hun og tilføjer:

– Det er helt fantastisk at arbejde sådan her. Jeg har både været ansat i forvaltninger, i Kriminalforsorgen, har arbejdet som udskrivningsmentor under bolig-beskæftigelse og er også uddannet pædagog, inden jeg blev socialrådgiver. Og jeg har aldrig haft så godt et arbejde som det her. Jeg har en kæmpe handlefrihed og fleksibilitet – jeg kan flytte mig rundt, som jeg finder det meningsfuldt, og kan komme hjem til borgerne, hvis de tillader det.

Netop det med at få lov at træde ind i borgerens hjem gør en stor forskel for Pia Tarp.

– Her får jeg ofte et helt andet indblik i deres liv og kultur ved at se, hvordan de bor. Og når de er på hjemmebane, er det mig, som skal vise ydmyghed og respekt over at være i deres hjem. Nogle har angst, så bare det at komme over på mit kontor kan være en udfordring. Derfor er det fint, at jeg kan komme hjem til dem. Men nogle siger også klart nej til det, fordi de måske har haft dårlige erfaringer med at føle sig kontrolleret.

Kontakt med isolerede borgere

Den enkelte sag får Pia Tarp direkte fra de praktiserende læger, hun arbejder sammen med. Helt lavpraktisk lægger de et chartek til hende i et dueslag med et par sætninger om sagens substans, hvis patienten har takket ja til at tale med hende.

– Så ringer jeg til borgeren og læser altid op, hvad lægen har skrevet. Jeg gør meget ud af at sige, at jeg er et frivilligt tilbud. Men i langt de fleste tilfælde ser borgerne mig som en hjælp frem for en myndighed. Det er helt utroligt positivt at opleve.

Og, erfarer Pia Tarp også: Der dukker borgere op, som aldrig har fået hjælp, før de kommer i kontakt med hende via deres læge.

– Jeg ser kvinder, som aldrig har talt med nogen før. Men fordi det er nemmere at sige, at ”jeg går til lægen” end ”jeg tager på kommunen”, får jeg kontakt med dem den vej rundt. Derfor gør projektet en forskel både for dem og for lægen, som hurtigere kan få tingene fulgt til dørs og samtidig bliver klogere på, hvad kommunen kan tilbyde. Jeg fungerer ofte som brobygger og oversætter mellem lægen og for eksempel jobcentret.

Den helt store drivkraft i arbejdet for Pia Tarp er dog kontakten med de kvinder, som lever isoleret og ikke taler med andre om deres udfordringer.

– At se isolerede kvinder flytte sig – bare minimalt – er virkelig motiverende. De får måske kontakt med ydelsesservice for første gang eller vil gerne prøve at komme i praktik. Jeg ser også meget trængte familier, som aldrig har ligget nogen til last, men som er kørt helt ned. At hjælpe dem ind i systemet og for eksempel få aflastning er meget meningsfuldt for mig.

Social kontrol og fattigdom

Selv om Pia Tarps sager er meget forskellige, går visse problemstillinger igen, forklarer hun.

– 80 procent af mine borgere er meget langt fra arbejdsmarkedet eller har aldrig været der. Økonomi fylder også meget. Mange har ingen penge og ved ikke, hvordan de skal skaffe dem. Og så er der mange kvinder, som lever under forskellige former for social kontrol, og som ikke kender til deres rettigheder i Danmark. Jeg ser også familier med børn med handicap, som de aldrig har fået hjælp til og derfor er ved at gå helt ned med stress.

– Vores beboere kommer fra kulturer, hvor man selv passer sine børn og sin gamle mor, selv om hun er blevet dement. Så i mange sager har jeg været formidler til at få en sag op at stå i for eksempel Borgercenter Handicap, fordi jeg kan oplyse dem om deres rettigheder.

Ramt af et ’fixe-gen’

Et godt eksempel på det er en kvinde, som lever under meget stærk social kontrol i sit ægteskab, og som har et fysisk dårligt fungerende barn, fortæller Pia Tarp.

– Som socialrådgiver er jeg til tider ramt af et ’fixe-gen’, men jeg har lært, at jo roligere, jeg kan forholde mig til, hvad en kvinde som hende selv oplever at have brug for hjælp til, desto bedre er det. Og for denne kvinde var det svært bare at passe aftaler i jobcentret. På et tidspunkt spurgte jeg hende, hvorfor hun blev ved med at komme for at tale med mig, og hun svarede: ”Fordi du er den første, som ikke har sagt til mig: Hvorfor bliver du ikke skilt?”. Det var hun ellers blevet mødt med gang på gang: ”Hvorfor lever du sammen med ham, kender du ikke til krisecentre …? ”. Men hun havde taget et valg på grund af barnet.

Pia Tarp fik talt med kvinden om, hvad hendes fokus og behov kunne være, og hjalp hende med at skrive til kommunens Borgercenter Handicap.

– Det var svært for hende, fordi hun ikke taler så godt dansk og ikke kunne formulere, hvad hendes barn havde brug for. Det lykkedes ved fælles hjælp, og i dag er hun også ved at bryde ud af sit ægteskab.

– Der var stor lærdom for mig i det forløb, fordi jeg blandt andet indså, hvor hurtige vi andre er til at sige, at en kvinde i hendes situation skal forlade sin mand. Det var hun bare ikke klar til på det tidspunkt. Men igen – fordi jeg har tid til at opbygge tillid og kan støtte med helt lavpraktiske ting som at printe noget ud fra computeren, skaffe den rigtige dokumentation til kommunen og så videre, får jeg hjulpet hende. Og jeg synes, at jeg dagligt bliver uddannet af mine borgere til at tale bedre med dem.

Unge går under radaren

Efter fire år i området er rygtet om Pia Tarp også nået ud i enkelte hjem.

– Jeg har haft forældre, som selv kommer og fortæller, at de har en søn derhjemme, som er gået helt under radaren, siden han gik ud af 9. klasse. I det hele taget er her mange unge mennesker, som har det rigtig skidt. Det tager tid at opbygge tillid til dem, så vi kan finde ud af, hvem vi kan kontakte for at få hjælp. Det kan være nogle virkelig langsommelige og svære sager.

En sag kan også starte hos lægen med en borger, som har mange smerter. Og når alt er undersøgt og afprøvet, kan det vise sig, at der er andre ting på spil, for eksempel angst eller depression. Men også her kan sproget være en barriere, erfarer Pia Tarp.

– Jeg har oplevet mænd, som fremstod meget vrede og aggressive i lægens venteværelse, men når vi fik talt med dem, viste det sig, at de måske havde en depression. Men de bruger bare ikke de samme ord og termer, som vi gør.

For mange er det at tale dansk i sig selv en stor hurdle. Enkelte har Pia Tarp måttet afvise, fordi hun ikke kunne kommunikere med dem og ikke havde tolkemidler til rådighed.

– Andre har jeg forsøgt mig med på mit halvdårlige engelske, og det har stillet os nogenlunde lige. Andre igen har haft nogen med til at oversætte for sig, men jeg er meget påpasselig med at bruge familie til det. Og så kan man altså også nå overraskende langt med kropssprog.

Fik rollator på halvanden time

Pia Tarp har også lært at trække på de ressourcer, som findes lokalt i Tingbjerg, hvis hun har et problem, hun ved vil tage måneder at få løst i kommunen.

– Det kan godt være, at Tingbjerg bliver omtalt som et socialt belastet boligområde. Men Tingbjerg er også en guldgrube af virkelig gode tiltag, ildsjæle, bydelsmødre, fædregrupper og et pensionistcenter, som er helt fantastisk.

– For nylig stod jeg med en kvinde, som ikke kan komme ud ad døren, fordi hun er næsten blind og falder hele tiden. Hun havde brug for en rollator, og behandlingstiden i kommunen på ansøgningen er 28 uger – og så ved man ikke engang, om hun får den. Så jeg gik ned på pensionistcenteret: ”Hvad skal jeg gøre – har I en rollator?”. Halvanden time senere havde kvinden en rollator. Det er jo helt fantastisk.

Mindre ulighed i sundhed

Men jo, der er også borgere, som Pia Tarp ikke kan hjælpe. Enten fordi de ikke kommer til lægen, for eksempel kriminelle unge, eller fordi de er meget aggressive og ikke føler, at nogen nogensinde har hjulpet dem.

– Det kan være meget vrede borgere med diagnoser, hvor jeg må sige stop. Jeg kan heller ikke skaffe boliger, som mange spørger mig om. Men jeg har hængt en plakat op på mit kontor fra SAVN, hvor der står: ”Er du tæt på en indsat?”, og jeg kan se, at nogles blik hviler meget længe på den. Det er en god anledning til at spørge om det, men generelt er det svært at tale om.

Og til spørgsmålet om, hvilke refleksioner hun har om betydningen af at have en socialrådgiver ansat i lægepraksis, nu hvor ordningen udvides til flere områder i København, svarer Pia Tarp.

– Jeg oplever, at der bliver lidt mindre ulighed i sundhed, fordi vi kommer i kontakt med borgere, som står uden for alting. Det er med til at forebygge et parallelsamfund, som vi ikke ønsker os.

– De langstrakte forløb er heller ikke helt så langstrakte nu, fordi vi som socialrådgivere kan være behjælpelige med at skaffe dokumentation og så videre, så tingene går hurtigere. Vi er også med til at spare samfundet penge, fordi vi eksempelvis minder folk om, at de har en aftale til en skanning på hospitalet – så skanneren ikke står ledig, hvis de ikke dukker op. Og så tror jeg da også, at lægerne vil sige, at vi aflaster dem lidt.

---

Bag om historien
Det er ikke altid kun helbredet, der er i fokus, når borgere møder op til konsultation hos deres egen praktiserende læge. Andre udfordringer som boligproblemer, arbejdsløshed, social kontrol eller økonomi fylder hos en del borgere i udsatte boligområder, og her kommer lægerne ofte til kort.

Når borgerne kan møde en socialrådgiver hos lægen, er det med til at løfte arbejdet med sårbare patienter. Det viser erfaringerne fra Københavns Kommune, som netop har udvidet ordningen, hvor praktiserende læger har en socialrådgiver tilknyttet.

---

Socialrådgiver i lægepraksis

• Socialrådgivere tilknyttet en lokal lægepraksis i et udsat boligområde er en ordning, som er blevet til i et samarbejde mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
• Erfaringerne fra de første områder, Tingbjerg (siden 2018) og Urbanplanen på Amager (siden 2022) samt Nørrebro og Bispebjerg (siden 2023) viser, at socialrådgiverne har hjulpet borgere med en lang række af sociale problemer, bl.a. økonomi, uholdbar boligsituation, isolation, social kontrol, vold og mistrivsel.
• Ordningen er samtidig med til at fastholde lægerne i de udsatte boligområder, fordi de kan koncentrere sig om deres lægegerning.
• Alene i 2022 henviste lægerne 105 borgere til socialrådgiverne i ordningen.
• Borgerrepræsentationen i København har besluttet, at ordningen skal udvides til også at omfatte Sydhavnen. Pengene hertil er en del af budget­aftalen for 2025, hvor der er afsat 2,4 millioner kroner over fire år.

Kilde: Københavns Kommune