Snuden i sporet

Bare hjælp folk der har brug for det – okay? Sådan står der bag på et metalskilt et sted i København. De hurtigt sprayede bogstaver som en Facebook-ven delte, opsummerer meget godt vores opgave på min arbejdsplads.

I Den Sociale Døgnvagt i København har vi ikke sagsstammer, men løser akutte opgaver uden for myndighedscentrenes almindelige åbningstid. Vi er en arbejdsplads med meget lav udskiftning og et ret højt fagligt niveau.

Hvad er det, der gør, at medarbejderne kan agere i de yderst vanskelige sager? At de opretholder et engagement og en arbejdsglæde, og bliver hængende i årevis? Noget af hemmeligheden er, at der er tid til socialt arbejde.

Vi har ikke altid god tid. Af og til er der absurd travlt. Men det vælter hverken medarbejderne eller det sociale arbejde. For vi er forberedte på travlheden – med tydelige aftaler og arbejdsgange – og en arbejdsform, der skal sikre, at vi holder snuden i sporet.

Det at prioritere det sociale arbejde kan ikke reduceres til udelukkende at være en lean-agtig betragtning om, hvor mange sager der er pr. medarbejder, eller hvor mange samtaler der skal nås på en arbejdsdag. Det er vigtigt med tiden i sig selv, men det gode sociale arbejde kræver rammer, det kan udfoldes i, hvis det skal lykkes. Hvad skaber rammen om det gode sociale arbejde?

Mit bud er, at det rummer følgende elementer:

• Tid til at undre sig. Hvis al tiden spises af sagsbunker, møder, lister med det, der ikke er nået – så giver det kun ondt i maven og dårlig samvittighed. Der skal være tid til at fundere, til at få øje på ting, og til at få ideer til, hvad der kunne gøres anderledes.
• Plads til at undersøge. Når man undrer sig over noget, skal der være mulighed for at komme fra det, vi tror, til det vi ved. En af hemmelighederne bag vores høje faglige niveau er det tætte samarbejde med vores akademikere, der kan hjælpe med at oversætte den socialfaglige undren til en metode til at undersøge det, vi tror. Når vi har mulighed for at blive klogere på vores egen praksis, får vi talt om den på en anden måde. Det gør os stærkere fagligt, fordi vi får øje på nye måder at løse opgaverne på.
• Opbakning og fællesskab. Ingen skal stå alene med de svære beslutninger – der skal være rum til at sparre, et fælles udgangspunkt for at træffe beslutninger – og opbakning og rummelighed, når noget ikke går som planlagt. Jo mere tryg den enkelte er i sin faglighed og i det fællesskab, hun er en del af, des bedre grundlag for at løfte det sociale arbejde.

Godt socialt arbejde er i min optik en holdsport – hvor vi skal hjælpe hinanden med at kræve tid, rum og plads til at agere i de opgaver, der er vores. Så kan det gode sociale arbejde få lov at spire.