Guiden: Hjernen er vores vigtigste arbejdsredskab
Når hjernen får tid og ro til at fokusere, genopbygger vi vores mentale ressourcer i stedet for at slide os selv ned. Derfor er det vigtigt at give hjernen nogle gode arbejdsbetingelser og hjernevenlige vaner.
Kontorkoma – hvad er det?
Pia Hauge definerer det som den tilstand, vi kommer i, når hjernens tænkekraft er nedsat på grund af ydre og indre støj. Du har svært ved at koncentrere dig, og dit arbejde er overfladisk og usammenhængende.
– Kontorkoma er ikke en klinisk diagnose, men opstår, når vores hjerne ikke arbejder så godt, som den egentlig kunne, men kører på reduceret kraft, fordi de forhold, vi arbejder under, ikke gør det muligt for os at være den bedste udgave af os selv. Mange definerer det som en dag på kontoret, hvor de har været lidt ved siden af sig selv og ikke rigtig har udrettet noget, forklarer Pia Hauge, der har skrevet bogen ”Kontorkoma – fra støj til fordybelse i arbejdet”.
Den forstyrrende støj kan være fra kollegaen, som taler i telefon lige ved siden af dig, mails, som lander i indbakken, eller smalltalk fra kollegerne.
– Udfordringen ved storrumskontoret er, at uanset hvor positive briller man prøver at tage på, så er andres telefonsamtaler noget af det mest forstyrrende. Det tager noget af din opmærksomhed, fordi vores hjerne er nysgerrig. Hvis man hører en halv samtale, så vil man gerne have den til at give mening, og man begynder automatisk at gætte på, hvad der bliver sagt i den anden ende af røret – og er der mon noget, jeg kan hjælpe med?
En lille smule arbejdslykkelig
Pia Hauge henviser til den amerikanske professor Gloria Mark, som forsker i multitasking og sociale medier.
Hun har fundet ud af, at vi bliver afbrudt hvert tredje minut og skifter til en ny arbejdsopgave hvert 10. minut, og så er det svært at komme i arbejdsflow og fordybe sig.
Derfor opfordrer Pia Hauge arbejdsgivere til at være åbne over for forskellige måder at arbejde på – hjemmefra, i stillerum eller på gåture.
Når hjernen får tid og ro til at fokusere, genopbygger vi ifølge Pia Hauge vores mentale ressourcer i stedet for at slide os selv ned.
– Det er vigtigt at give hjernen – som er vores vigtigste arbejdsredskab – nogle gode arbejdsbetingelser og hjernevenlige vaner. På den måde bliver det nemmere at blive en lille smule arbejdslykkelig. Den neurologiske forklaring er, at vi alle har en hjerne, som foretrækker at gøre én ting ad gangen, gøre det færdigt og gøre det godt. Så fordybelse er altså ikke en luksus, men et strategisk arbejdsredskab.
Pia Hauge er ledelsesrådgiver med særlig viden om personlig performance og mentalt sundhed i en digital verden. Hun har i en årrække været chefrådgiver i DR. Pia er tilknyttet Future Work Lab, hvor hun leder eksperimenter om fremtidens arbejdsliv. Blandt andet eksperimenter om hjernepauser, fordybelse og fællesskab. Pia Hauge er uddannet cand.mag. i dansk og retorik og har været ekstern lektor på Københavns Universitet. Hun holder foredrag og rådgiver om fordybelse, fremtidens ledelse og nye måder at arbejde på.
Læs mere på piahauge.dk