”Retsmedicinske screeninger ved mistanke om vold styrker kvaliteten i vores arbejde”

For kort tid siden havde vi en sag, hvor et barn under videoafhøringen fortæller, at det er blevet slået i forrige weekend, men hvor retsmedicineren ved den retsmedicinske screening både finder mærker, som kan stamme fra den pågældende weekend, men også mærker og ar, der går længere tilbage. Det skabte en mistanke om, at barnet kunne have været udsat for vold gennem længere tid, fortæller socialrådgiver Marie Baatrup, som arbejder i et af Danmarks fem regionale børnehuse – Børnehus Hovedstaden.

Sammen med sin kollega socialrådgiver Annette Pedersen har hun indvilliget i at fortælle om deres vigtige arbejde i Børnehus Hovedstaden, hvor de har været ansat cirka 7 år – herunder hvad det betyder for deres arbejde, at børn med mistanke om vold i nære relationer systematisk får tilbudt en retsmedicinsk screening.

Den nye procedure er sket som led i et to-årigt tværsektorielt projekt i Børnehus Hovedstaden i samarbejde med Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet og Københavns Politi. Her har 205 børn fra Københavns Politikreds, som politiet har mistænkt for at være udsat for vold i nære relationer, systematisk fået en retsmedicinsk screening. Hensigten er at opdage vold tidligere og sikre beviser til retsprocessen.

– De retsmedicinske screeninger bliver normalt kun lavet, hvis de bliver bestilt af politiet, og det gør de typisk kun i de tilfælde, hvor man har en begrundet mistanke om, at der kan gøres fund. Eksempelvis hvis et barn lige er blevet slået, forklarer Annette Pedersen.

Tegn på vold overses

Det betyder i praksis, at relativt få børn bliver fysisk undersøgt, når der er mistanke om, at de har været udsat for vold. Statistik fra de danske børnehuse fra 2019 viser, at kun 3,8 procent af de børn, som indgik i et børnehusforløb på baggrund af mistanke om vold i nære relationer, blev fysisk undersøgt af en børnelæge, og 2,3 procent blev undersøgt af en retsmediciner.

Retsmedicinsk Institut har på baggrund af projektet lavet en rapport, som viser, at 28 procent af de deltagende børn havde tegn på vold, mens der i 29 procent af sagerne, i forlængelse af den retsmedicinske undersøgelse, blev sendt en underretning til kommunen angående en helbredstilstand hos barnet, som krævede yderligere opfølgning hos læge eller tandlæge.

I rapporten konkluderes det, at tallene tyder på, at man overser børn, der har været udsat for vold – den bliver dermed hverken bekræftet eller dokumenteret, og derfor mener de to socialrådgivere i lighed med retsmedicinske eksperter, at alle børn, hvor der er mistanke om vold eller overgreb i nære relationer, bør tilbydes en retsmedicinsk screening. Dels ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv, men også fordi den retsmedicinske screening udgør et vigtigt supplement til videoafhøringen og giver socialrådgiverne og deres psykologfaglige kolleger et bedre grundlag for at arbejde videre med sagen – i tæt samarbejde og sparring med den kommunale myndighedssocialrådgiver, som har myndighedsansvaret under hele forløbet i børnehuset.

Screening sikrer vigtig information

Begge socialrådgivere påpeger, at de i kraft af den retsmedicinske screening kan få nogle vigtige informationer, som de umiddelbart ikke ville have fået, og det styrker kvaliteten af deres arbejde. Under den retsmedicinske screening er der fokus på både den retsmedicinske dokumentation af følger efter vold samt fokus på børnenes fysiske sundhed og trivsel.

– Det er virkelig gavnligt med den retsmedicinske screening, hvor barnet både undersøges af en retsmediciner, en tandlæge og en sundhedsplejerske. Det er en vigtig treenighed, for der kan være mange sager, hvor barnet kommer ind og bliver afhørt, og hvor der måske ikke kommer så meget ud af selve afhøringen, fordi barnet ikke bekræfter volden. Hvor politiet tidligere lænede sig meget op ad, hvad barnet sagde under afhøringen, så er der nu en bredere pallette at tage afsæt i, fortæller Annette Pedersen.

Og Marie Baatrup supplerer:

– I forbindelse med screeningen kan et barn blandt andet fortælle om, at det sover dårligt og har ondt i hovedet eller maven hver dag; oplysninger, som vi normalt ikke ville have fået i forbindelse med videoafhøringen, og som kan sige noget om barnets generelle trivsel. Eller det kan vise sig, at barnet har et hul i en tand, som kan være udtryk for, at barnet ikke kommer regelmæssigt til tandlæge, hvilket sammen med andre informationer kan være tegn på anden form for omsorgssvigt end vold. Det kan betyde, at den kommunale sagsbehandler vurderer, at her er der noget, som gør, at vi bliver nødt til at kigge lidt nærmere på barnets trivsel, og derfor træffer afgørelse om at lave en børnefaglig undersøgelse.

Frygt og loyalitetskonflikt

De to socialrådgivere giver et indblik i, hvordan videoafhøringen fungerer, og hvad de kan bruge den til. For børn, der ikke har været omfattet af projektet om systematisk retsmedicinsk screening, er videoafhøringen et centralt redskab i den behandlingsmæssige, efterforskningsmæssige og sociale indsats.

Barnet videoafhøres af politiet i børnehusets afhøringsrum, mens blandt andre Marie Baatrup eller Annette Pedersen lytter og ser med fra monitorrummet, så barnet blandt andet skånes for at fortælle sin historie flere gange. På endevæggen hænger to store skærme – hvor barnet både kan observeres forfra og i profil. I monitorrummet er der typisk trængsel omkring langbordet, hvor der ud over en repræsentant fra børnehuset skal være plads til en sagsbehandler fra politiet, bistandsadvokat for barnet, forsvarsadvokater for de mistænkte, anklagemyndighed og myndighedssocialrådgiver fra barnets kommune.

I forbindelse med videoafhøringen af barnet, hvor kun barnet og en specialuddannet videoafhører fra politiet er til stede i afhøringsrummet, har politiet en tegning af et barns krop. På tegningen markerer politiet de steder, som barnet eventuelt fortæller, at det er blevet slået. Tegningen kommer med til den retsmedicinske screening, som foregår umiddelbart efter afhøringen.

Det er dog ifølge Marie Baatrup og Annette Pedersen ikke altid, at barnet fastholder sin forklaring om at være blevet udsat for vold, som det i første omgang eksempelvis har fortalt til en lærer eller pædagog, som så har lavet en underretning. Annette Pedersen forklarer:

– Der er en del børn, som bliver chokerede, når det går op for dem, at politiet er inde over. De har typisk betroet sig til læreren eller pædagogen ud fra et ønske om, at volden skal stoppe, men de ønsker ikke, at mor eller far skal i fængsel. Så den frygt og loyalitetskonflikt kan svække deres ønske og mod til at holde fast i det, de har sagt, forklarer Annette Pedersen og tilføjer:

– Det er et stort ansvar, man pålægger børnene – at de skal turde fortælle om vold i hjemmet. Det er vildt hårdt for barnet at skulle stå for det, og jeg kan godt forstå, at de kan miste modet undervejs. Her kan den retsmedicinske screening støtte dem.

Og Marie Baatrup siger:

– Nogle gange kan vi få en mistanke om, at barnet hjemmefra er instrueret i, hvad det skal sige, når det for eksempel siger, at far har slået, men han gør det ikke mere, eller at det ikke var med vilje. Så er der andre børn, som siger ja, det er rigtigt, at det er sket. Det kan være, fordi der er sket mange gange, og nu har de fået nok af det.

De fleste børn og unge, som skal videoafhøres om mistanke om vold i nære relationer, bliver hentet ved en såkaldt knibetangsmanøvre. Det betyder, at politiet henter barnet i skole eller daginstitution uden forudgående varsling af mistænkte forældre – men i følgeskab med en tryghedsperson, som kan være enten en lærer eller pædagog. Formålet er netop at forhindre, at den eller de mistænkte forsøger at påvirke barnet inden videoafhøringen.

Skånsom screening

Et centralt dilemma, som har været italesat i forbindelse med projektet, har været barnets ret til at blive hørt og barnets ret til beskyttelse. Og de to socialrådgivere har også mødt forældre, som spørger om, hvor vidt den retsmedicinske screening ikke bare har været endnu et overgreb på barnet.

– Så viser vi dem afhøringslokalerne og forklarer, hvordan det hele foregår. Vi har også familier med anden etnisk baggrund, og da kan det med at tage tøjet af være noget, som man ikke bare gør – da er det vigtigt, at vi kan forklare, at barnet ikke har været helt afklædt, men har vist deres hud frem i mindre områder ad gangen, forklarer Annette Pedersen. Hun henviser til, at der i projektet er gjort meget ud af at få børnenes feedback, så man løbende har kunnet justere på den retsmedicinske screeningsprocedure, så det foregår på en skånsom og børnevenlig måde.

Børn har eksempelvis kommenteret på, at lyset fra undersøgelseslampen er for skarpt – og at situationen med afklædning kan opleves om ubehagelig eller akavet. På baggrund af børnenes tilbagemeldinger er der indkøbt solbriller og tæpper, som børnene kan dække sig med, når de tager deres tøj af.

Genforening mellem barn og forældre

Umiddelbart efter at både videoafhøring og den retsmedicinske screening har fundet sted, holder de involverede parter et kort sagssamråd, hvor typisk barnets myndighedssocialrådgiver, politi– og selvfølgelig en repræsentant fra børnehuset deltager. Og det vil sige en socialrådgiver eller psykolog.

Imens opholder barnet sig i et af samtalerummene med sin tryghedsperson. Samtalerummene har fået navne efter forfattere som Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Halfdan Rasmussen og Henrik Pontoppidan. Der er ægte tæpper på gangens sorte gulv, og for enden af gangen et lille køkken, hvor børnene kan få frugt, myslibar, hjemmebagt brød og varm kakao.

Formålet med det korte sagssamråd er ud fra en tværfaglig drøftelse at få koordineret forløbet for barn og familie bedst muligt, så der tages hensyn til både den efterforskningsmæssige og sociale indsats, og sammen med myndighedssagsbehandleren blive skarpere på, hvad familien har behov for i den ofte svære situation, de står i. De to socialrådgivere forklarer:

– En vigtig opgave ved sagsrådsmødet er at få lagt en plan for, hvad der skal ske nu og her med barnet. Hvordan kan den kommunale sagsbehandler gøre det så skånsomt som muligt for barnet i timerne efter afhøring og screening, så der bliver lavet en ordentlig genforening mellem barn og forældre, så barnet ikke skal tilbage til børnehave eller skole og senere blive hentet af forældrene, hvor man så kan være bekymret for, hvordan forældrene vil reagere på, at deres barn er blevet hentet af politiet til afhøring, hvor forældrene selv kan være mistænkte i sagen.

Og så skal der som et vigtigt punkt på mødedagsordenen laves en vurdering af barnets sikkerhed i forhold til at være beskyttet mod yderligere overgreb. Socialrådgiverne er med til at vurdere, om barnet overhovedet kan komme hjem, eller om der er grundlag for at anbringe barnet akut, eller om den sociale døgnvagt skal på sagen, så familien modtager støtte eksempelvis samme aften.

Skam og skyldfølelse

Annette Pedersen og Marie Baatrup fortæller, at det i et efterfølgende udredende forløb er børnehusets socialrådgivere, der har forældresamtalerne, og deres kolleger – psykologerne – har samtaler med barnet, hvor de afdækker barnets trivsel og de traumebelastninger, der kan være forbundet med den mistanke, som er rejst.

Samtalerne med forældrene er ifølge socialrådgiverne afklarende og støttende i forhold til, hvordan de og myndighederne skal håndtere situationen. De får forældrenes beskrivelser af børnene samt et indblik i, hvordan både børn og forældre kan være påvirkede af mistanken. Og sammen med psykologens udredning kommer de med anbefalinger til kommunen om barnets behov for støtte.

– Mange børn går rundt med en skam og skyldfølelse over, at de har sagt noget højt, og de kan være bange for, at mor og far bliver sure. Der kan vi give noget konkret sparring til forældrene om, hvordan de skal forholde sig til det. Vi taler også om, hvordan det kan opleves at være mistænkt. Nogle forældre siger: ”Ja, jeg er kommet til at slå mit barn. Det er jeg simpelt hen så ked af.” Det er nemmere at få et samarbejde op at stå, hvor vi kan tale om det, men der er også rigtig mange forældre, som har det svært med det og i øvrigt slet ikke kan genkende at skulle have slået sit barn. Det kan simpelt hen være for skamfuldt at sige højt:” Ja, jeg har slået mit barn”, forklarer socialrådgiverne.

Anbefaler screening til alle børn

Annette Pedersen og Marie Baatrup har begge arbejdet i børnehuset i cirka syv år. De er stolte af det arbejde, de udfører i Børnehus Hovedstaden – og bruger helt bevidst udtrykket, at de er med til at gøre en forskel. Og det er i den kontekst, at de efterlyser, at den retsmedicinske screening bliver et tilbud til alle børn, hvor der er mistanke om vold i nære relationer.

Og de bakkes op af lederen af Børnehus Hovedstaden, psykolog Morten Jarmer:

– Hele vores indsats er blevet løftet – kvaliteten er steget og det tværsektorielle samarbejde er blevet stærkere af projektet. Da børnehusene blev oprettet for 10 år siden, var det tanken, at de politimæssige, syghusfaglige, retsmedicinske og socialfaglige myndigheder skulle være samlede omkring børnene, så børnene ikke skulle flere forskellige steder hen. Og politiet har deres daglige gang her i huset lige som myndighedssocialrådgivere har det, men den retsmedicinske og sundhedsfaglige del er ikke på samme måde blevet en integreret del af den ydelse, som vi yder, og det viser projektet, at de bør være.

Selv om projektet officielt er afsluttet, har Retsmedicinsk Institut valgt – for fonds- og udviklingsmidler – at fortsætte med at udføre de systematiske retsmedicinske screeninger for børn i Københavns Politikreds i hvert fald 2023 med. Jytte Banner, professor, Retspatologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, som har været en del af projektet, forklarer hvorfor:

– Hos over 25 procent af børnene fandt retsmedicineren mærker eller andet på barnets krop, som kunne være følger af vold. Så hovedresultatet fra projektet taler sit eget tydelige sprog: Det giver mening at indføre, at alle børn i Danmark, hvor der er politianmeldelse om vold, systematisk bliver tilbudt en retsmedicinsk undersøgelse. Og det håber jeg, at myndigheder eller politikere snart tager ansvar for kommer til at ske.

Og med henvisning til, at der i Danmark ikke er retningslinjer for, hvornår politiet skal rekvirere en retsmedicinsk undersøgelse af børn ved mistanke om vold, siger hun:

– Når et voksent menneske i Danmark bliver udsat for vold, for eksempel et overfald i byen, vil de i de fleste tilfælde blive undersøgt for skader. Undersøgelsen bruges i politiets efterforskning og som en del af bevisførelsen i retten. Så det virker meget, meget mærkeligt, at man netop hos børn tænker, at man stopper en efterforskning på baggrund af en videoafhøring, og ikke får objektivt dokumenteret, om der er noget om snakken.

– Det er uhensigtsmæssigt at lade det talte ord stå alene. For det første er det børn, som ikke har alle begreber på plads, og måske har de heller ikke sproget for, hvad der er foregået. Og de er jo også i en kæmpe loyalitetskonflikt, hvis de skal fortælle om vold begået af en person i deres nære relationer.

---

Bag om historien
Kun 3,8 % af børn, som indgik i et børnehusforløb på baggrund af enten mistanke om vold eller seksuelle overgreb, blev fysisk undersøgt af en børnelæge, og kun 2,3 % blev undersøgt af en retsmediciner.

Tal fra projektet ’Systematisk retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold’ viser, at hvis man systematisk undersøger alle børn, hvor der er mistanke om vold, så har 28 procent af dem rent faktisk været udsat for vold.

---

De danske børnehuse
Der er placeret et børnehus i hver af Danmarks fem regioner. Det er lovpligtigt for kommunerne at benytte et børnehus som led i den børnefaglige undersøgelse i sager, hvor der er mistanke eller viden om, at et barn eller en ung fra 0 til og med 17 år har været udsat for overgreb, og hvor der er behov for at inddrage sygehusvæsenet og/eller politiet.

Børnehusene yder også konsultativ bistand til myndighedssocialrådgivere i kommunerne.

» Læs mere om de fem regionale børnehuse på boernehuse.dk

---

Vold mod børn
I 2022 var det 25 år siden, at revselsesretten blev ophævet i Danmark. Alligevel viser undersøgelser, at op mod hvert femte barn oplever vold i hjemmet, og at 5 % af børn og unge mellem 7-18 år har været udsat for grov vold.

» Kilde: ”Systematisk retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold”, 2022. 

---

Flere eksperter og politikere har i forbindelse med, at rapporten ”Systematisk retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold”, blev offentliggjort, været ude og bakke op om, at alle børn, hvor der er mistanke om vold i nære relationer, bør have krav på en retsmedicinsk screening.

Tidligere socialminister Astrid Krag (S) har udtalt til DR, at der i forbindelse med en kommende undersøgelse, som sætter fokus på kommunernes forskellige brug af de regionale børnehuse, vil være muligt at drøfte nye tiltag – herunder også i forlængelse af rapporten om effekten af de systematiske retsmedicinske screeninger. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den nye socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).