REGIONSLEDER: Tid til socialt arbejde – eller vi siger op

Tilfredse social­­rådgivere er loyale og nøglen til at sikre kvaliteten og borgernes tillid.

Hundredvis af underretninger om socialrådgivernes manglende tid er nu overrakt personligt til to af de ansvarlige ministre. Underretninger, der taler deres tydelige sprog om arbejdsbetingelser, der alt for mange steder er utilstrækkelige eller decideret uhensigtsmæssige.

Det, vi ikke taler så højt om, er, at utilfredsheden med arbejdsbetingelserne udgør en trussel for de ansvarlige politikere og arbejdsgivere på landsplan og især lokalt. Nemlig truslen om, at vi socialrådgivere ikke vil finde os i utilstrækkelige rammer og derfor siger op. Finder et andet arbejde. For nogens vedkommende helt forlader faget.

Udskiftningen blandt socialrådgiverne er mange steder alt for høj, ikke sjældent 30 procent på et år. Og det har store konsekvenser for kontinuiteten, tilliden og relationsdannelsen i arbejdet med udsatte borgere og dermed forebyggelse og afhjælpning af sociale problemer.

Familieafdelingerne i Slagelse og Frederiksberg er aktuelle eksempler, som er kommet i offentlighedens rampelys. Over kort tid er stort set 100 procent af socialrådgiverne i afdelingerne skiftet ud på grund af utilfredshed med arbejdsbetingelserne. Udskiftningen har medført tab af viden og fejl og misforståelser i sagsbehandlingen. Det sætter de ansvarlige i kommunerne i en slem kattepine og foran et kæmpe arbejde med at sikre rammer, der giver de nuværende ansatte lyst til at blive.

For det er dét, de ansvarlige skal forstå: At tilfredse socialrådgivere er loyale socialrådgivere og nøglen til at sikre kvaliteten og borgernes tillid. Det skal vi blive bedre til at fortælle politikerne. Og dermed også præsentere truslen om, at hvis ikke de anstrenger sig, siger vi op. Alle sammen.

Man skal ikke smide om sig med trusler for sjov. Og hvis det skal have en effekt, skal det gøres kollektivt: Som socialrådgiverledere og -medarbejdere sammen eller i hver vores gruppe på arbejdspladserne. Derfor en opfordring til, at vi bliver vores magtposition meget mere bevidst og stiller kollektive krav til de ansvarlige politikere og arbejdsgivere om en rimelig arbejdsmængde, et fagligt råderum, og hvad der ellers skal til for at sikre vores trivsel.