REGIONSLEDER: ”Du er ikke alene”

"Arbejdsmiljø­problemer er i højere grad end før i fare for at blive gjort til et individuelt problem. Det er de ikke!"

For snart et år siden skrev jeg en regionsleder om corona. Om nedlukningen, hjemsendelser, arbejde i kritiske funktioner, og hvad vi havde lært af det. Og om hvad det betød for det sociale arbejde og nogle af de allermest udsatte borgere. Da jeg skrev den leder, havde nedlukningen varet i otte uger… Nu er jeg holdt op med at tælle, hvor længe og hvor mange nedlukninger vi har haft. Jeg skal nok spare jer for alt for meget snak om min noget reducerede begejstring for virtuelle møder. Eller klage over de fysiske skavanker, der følger med hjemmearbejdspladsen. For jeg synes, at I alle sammen tager det utrolig pænt – og så kan jeg også.

Faktisk bliver jeg endnu engang bekræftet i, hvor sej en faggruppe vi er – os socialrådgivere. I Region Nord får vi som altid mange henvendelser fra jer medlemmer om løn, ansættelse og arbejdsmiljø. Det er stort set, som det var før corona. Men én ting er anderledes og fylder mere og mere, som tiden går: I skal dagligt forholde jer til vanskelige problemstillinger, som enten skal tackles på distancen eller i de beredskaber, som jer i de kritiske funktioner ofte arbejder i.

Begge dele betyder, at I er meget alene og mangler den nødvendige sparring tæt på fra kollegaer og ledere. Det kræver meget af den enkelte, og kan også blive utrygt og ensomt. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt man slår til fagligt, om man gør det rigtige. Hjælper vi borgerne godt nok? Overser vi noget? Det skaber bekymringer og tristhed.

Nogle beretter også om at være bekymrede for genåbningen. Hvad har nedlukningen gjort ved vores arbejde? Ved relationen til borgerne? Relationen til kollegaerne?
Uanset om det er det handler om den ene eller anden bekymring, er det vigtigt at tage hånd om det. Arbejdsmiljøproblemer er i højere grad end før i fare for at blive gjort til et individuelt problem. Det er de ikke! Om du sidder hjemme og arbejder eller er fysisk på din arbejdsplads, er arbejdsmiljø et fælles anliggende, både hvad angår problemer og løsninger. Så derfor: Tøv ikke med at kontakte din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant – eller din DS-Region.