Refleksion: Måske bliver det lidt for hurtigt hverdag

Jeg oplever, at vi bliver lidt forblændede af, hvor vanvittigt dygtige vores nyuddannede kolleger er. Indimellem tror jeg, at vi glemmer, at vi skal gribe dem undervejs. Min mand er også socialrådgiver, og jeg kommer tit hjem og fortæller, at nogle af de unge piger, vi får ansat her på jobcenteret, er superdygtige. De sætter sig lynhurtigt ind i området, procedurer, retningslinjer og it-systemer. De er meget ambitiøse og målrettede.

Vi tager godt imod vores nyuddannede, men måske bliver det lidt for hurtigt hverdag… Jeg har lagt mærke til, at vi behandler vores nyuddannede kollega som en af os. Hun er så dygtig, så vi glemmer, at hun er ny og får hende parkeret med en sagsstamme. Fordi de er så dygtige, så kan man godt overse deres behov.

Jeg tænker på mig selv, da jeg for over 20 år siden kom ud som nyuddannet socialrådgiver, hvor jeg famlede mig frem og var usikker og ikke altid følte mig klar til de krævende og komplicerede opgaver.

For nylig spurgte jeg vores nyuddannede kollega, hvordan hun egentlig havde det. Og hun fortæller, at hun efter de komplicerede samtaler føler et behov for at sparre: ”Der dukker mange tanker op. Har jeg overset noget? Borgerne skal ikke bare ud at søge et arbejde, der er mange andre ting på spil. Jeg vil ikke forstyrre en kollega, og så finder jeg jo en løsning. Men i de mest vanskelige sager kunne jeg ønske, at vi var to på sagen.”

Vi skal trods de unges selvsikkerhed turde at spørge ind til deres oplevelser og ikke tro, at de er selvkørende. Vi skal tage os tid til at sparre med dem om sagerne – så de lander trygt i vores fag.