Refleksion: ”Han gik 13 kilometer for at komme til tilsynssamtale, men ville hellere i fængsel”

Jeg har haft en klient i tilsyn, der i starten gik 13 kilometer fra sin bopæl og herind, da han ikke havde noget rejsekort. Han havde en bolig, men opholdt sig primært på gaden, da han ingen møbler ejede, og fordi han havde mange konflikter med sine naboer.

Konflikterne var baggrunden for hans betingede dom og var en direkte konsekvens af hans alkoholmisbrug. Ved den første tilsynssamtale gav han udtryk for, at han hellere ville i fængsel end være under tilsyn, da han ikke ville kunne finde ud af at møde til tilsynssamtalerne på grund af sit kaotiske liv – han havde været ’’meldt ud’’ af samfundet i mange år.

Han dukkede dog alligevel op – igen gående fra sin bopæl – til anden samtale. Her drøftede vi hans alkoholmisbrug endnu engang, og han endte med at sige ja til en samtale i misbrugscenteret. Den næste tilsynssamtale holdt vi derfor i misbrugscenteret, hvor han blev indskrevet.

Som samtalerne gik, åbnede han langsomt op og bad til sidst om hjælp til at håndtere sine udfordringer. Jeg tog derfor kontakt til den kommunale psykiatrienhed, og fik etableret kontakt til en mentor. Mentoren etablerede kontakt til en social organisation, der både fungerede som værested og kunne hjælpe klienten med at skaffe møbler.

Nu, et år efter han startede i tilsyn, er han stort set ædru, er blevet frivillig i den sociale organisation og har fået møbler i sin lejlighed, som han nu også opholder sig i. Han har igennem den sociale organisation fået et socialt netværk og får varm mad hver dag. Alt dette takket være det gode tværfaglige samarbejde mellem de forskellige aktører – og ikke mindst tiden til at opbygge en relation og fastholde borgerens motivation.

---

Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.

---