PRAKSISKLUMMEN: Sejt at stå ved sin sårbarhed

En onsdag samlede jeg et af SANDs medlemmer op, inden vi skulle til møde. SAND er landsorganisationen for hjemløse og tidligere hjemløse, og vores medlem var netop en ung tidligere hjemløs. Han skulle til rehabiliteringsmøde og have afklaret sin fremtid efter et femårigt ressourceforløb med ingen indsats.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må føles at sidde til rehabiliteringsmøde foran fem fremmede mennesker, som har retten til at afgøre, hvordan ens fremtid skal se ud. For ham var det virkelighed.

Før vi sammen nåede frem til mødet, var han presset ud over det sædvanlige og sagde til mig, at han var ’forberedt på det værste’. Det værste for ham ville i denne sammenhæng være endnu en forlængelse af et pseudoforløb. Tid brugt uden indhold, fremgang og håb.

Det, der ramte mig, da vi sad til mødet, var denne unge mands evne til at formidle sin egen historie og oplevelse af systemet gennem hele sit liv – og hvad det har gjort ved ham. Jeg blev simpelthen så rørt over hvor sårbar en situation, han sad i. Og trods hans beskrivelse af, hvor svigtet han har følt sig af systemet, turde han sidde lige dér, være sig selv og være sårbar over for de fem fremmede mennesker.

Da vi kørte fra mødet, var han lettet og glad. Ikke kun på grund af resultatet af mødet, men fordi han evnede at formidle sin egen historie og sårbarhed.

Vi skiltes ved Lidl, så han kunne købe et par bajere og fejre dagen. Jeg kørte hjemad med en varme og taknemmelighed over at få lov til at være med og være vidne. Det er noget særligt og fint, når et så sejt menneske tør formidle og stå ved sin historie og sårbarhed – trods den tungeste bagage.