PRAKSISKLUMMEN: Rejsen mellem før, nu og efter

"Hun så på mig med et blik fuld af liv – hendes liv. Som hun sad der i kørestolen skaldet og amputeret, så jeg kun, at hun var et livstykke uden lige."

Egentligt skulle jeg bare lige over forbi på sengeafdelingen efter hendes underskrift, så hun kunne få handicapparkeringsskiltet. Det var ved at være det sidste, vi manglede i rækken af praktiske ting. Vi havde fået styr på førtidspension, aftale med bedemand, testamente og plejeorlov til hendes nærmeste. Men denne eftermiddag, hvor det kun drejede sig om handicapskiltet – en kontakt, der kunne være overstået på fem minutter – havde hun ventet på mig.

Det blev tydeligt for mig, da jeg fik øje på hende. Hun smilte sit lidt barnlige, sprælske smil. Hun havde noget på hjerte, og jeg lod hende tage mig med derhen, hvor hun gerne ville vise mig noget. Vi startede med billederne af hendes elskede hunde på telefonen. Hunde, som jeg havde mødt, og som jeg fortalte, hvad jeg så i. Hun livede op og kom i tanke om flere minder og viste mig flere billeder af dem – hvor de sov, var frække og nød hendes selskab.

Vi kom gennem det hele… hendes kærlighed til hundene fyldte i rummet. Hun tog mig med til hendes farvel til dem, hver gang hun skulle på sygehuset, hendes drivkraft for at komme hjem til hundene igen, og vi kiggede igen på, hvad der skal ske med hundene, når hun ikke er her mere. Der er styr på det hele nu. For selv om hun kun er i starten af 20’erne, så ved hun, at hendes liv snart har en ende.

Jeg blev siddende denne eftermiddag. Jeg så dem alle; billederne, minderne. Vi lo, mens hun spontant tog mig med på rejsen mellem før, nu og efter. Hun viste mig billederne af det, sygdommen havde taget fra hende; hendes ene arm, hendes hår, hendes selvbillede udadtil.

Jeg så det hele, mens jeg fulgte hende frem og tilbage mellem billederne af det, som havde været, og det som er nu, og det, som hun ved, skal ske.

Til sidst landede vi det sted, vi var. Denne eftermiddag på sengeafsnittet, hvor hun snart ville blive hentet af ambulancen for at komme hjem til sine elskede hunde igen. Hun så på mig med et blik fuld af liv – hendes liv. Som hun sad der i kørestolen, skaldet og amputeret, så jeg kun, at hun var et livstykke uden lige.


af Louise Marie Friis, der er sundhedssocialrådgiver ved Odense Universitets­hospital