PRAKSISKLUMMEN: De fire breve
Jeg mærkede i hvert bogstav hendes kærlighed og stolthed. Hvordan hendes omsorg for familien brændte igennem sorgen. Hun blev levende i brevene. Ord for ord.
En sårbar borger med et handicap, en familie med et udsat barn eller en borger, der er hjemløs. For en nyuddannet socialrådgiver kan denne type møder nogle gange virke overvældende. Og kræve tyngde og faglighed.
Derfor er det virkelig godt nyt, at der med uddannelsesreformen, som blev præsenteret i marts, bliver investeret i at forbedre de studerendes læring i praktikken. Det sker i erkendelsen af, at gode praktikforløb spiller en nøglerolle, hvis vi skal forebygge frafald blandt studerende.
Det er stadig for tidligt at sige præcis, hvordan praktikken forbedres af reformen. Men en af de ting, jeg håber bliver en realitet, er, at det fremover bliver obligatorisk, at man på sit praktiksted bliver tilknyttet en praktikvejleder, som er uddannet til netop denne opgave. Det er vigtigt, for undersøgelser fra blandt andre Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at praktikvejlederen har stor indflydelse på den studerendes faglige selvtillid, trivsel og dermed for den studerendes oplevelse af praktikken.
Heldigvis ser hovedparten af de socialrådgiverstuderende også i dag deres vejleder som et professionelt forbillede. En, der indbyder til dialog, er tilgængelig for sparring og opmuntrer den studerende til at stille spørgsmål. Men undersøgelsen fra EVA viser også, at de studerende, der oplever, at deres vejleder har den nødvendige indsigt i læringsmålene, bedst oplever at blive understøttet i deres læring i praktikken.
En dygtig praktikvejleder kan bidrage til, at den studerende bliver bedre rustet til at danne relationer til borgere og få teorien og metoderne koblet til praksis. Alt sammen elementer, der er helt afgørende for at blive tryg i og glad for sit fag.
I marts viste en ny minianalyse – også fra EVA – at hele 89 procent af de socialrådgiverstuderende angiver, at deres valg om studieretning er drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel for andre. Sammenligner man med gennemsnittet for alle studerende, er dette tal kun 62 procent. Den drivkraft skal vi værne om og bevare, og jeg er overbevist om, at en styrket praktik kan bidrage til og styrke fagligheden og engagementet i faget.
af Louise Marie Friis, sundhedssocialrådgiver, Odense Universitetshospital og formand for DS’ Fagligt Selskab for Sundhedssocialrådgivere