PRAKSISKLUMMEN: Livtag med vilde problemer

Arbejdsløsheden har været flot nedadgående gennem det seneste år efter corona. I min kommune har vi oplevet et kolossalt fald i bruttoledigheden. Mange af vores ledige, især de faguddannede og grupperne tættest på arbejdsmarkedet, er kommet i job eller uddannelse og har fået del i opsvinget. Det er rigtigt positivt.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at vi stadig har en rimelig konstant gruppe af borgere i beskæftigelsesindsatsen, yngre som ældre, der stadig har brug for en intensiv og socialfaglig indsats for at komme i arbejde – eller at blive afklaret til hvilke fremtidige vilkår, de skal være omfattet af.

Det er de borgere, hvis hele livssituation ofte er et sammensurium af vilde og ukontrollerbare problemer – hvilket vi erfaringsmæssigt ved, ikke kun kalder på én enkel løsning fra laveste hylde – og ikke alene kan løses med et job.

Det er mennesker, som har behov for en helhedsorienteret plan og sammensat indsats, hvis det skal lykkes. Det er mennesker, som skal mødes langt mere individuelt. Og hvor få, enkle (standard)løsninger ikke rækker. Det er også dér, hvor vi socialrådgivere i beskæftigelsesindsatsen gennem årene har kaldt på mere faglig frihed, en større politisk investeringsvilje i målgruppen og i medarbejdernes rammer og vilkår.

Vi har argumenteret og insisteret på, at sagstallene skal ned, så vi som fagprofessionelle får bedre mulighed for at bruge os selv som en faglig, støttende indsats – i relationen og i mødet med vores udsatte borgere. Få skabt tillid og have fokus på mere menneske og mindre system. På dét, som netop kan gøre den nødvendige forskel og skabe værdi.

Lad os huske at hylde alle de mange socialrådgivere, som i praksis tager livtag med de store vilde problemer – og som drives af de gode socialfaglige løsninger. Jeg møder dem hver dag.

af Ida Louise Jervidalo, der er Fællestillidsrepræsentant, beskæftigelse, Aarhus Kommune