PRAKSISKLUMMEN: Komplekse problemer – eller komplekse systemer?

”Hvor svært kan det være, I kender mig jo, ” siger Kurt, der bliver løsladt fra Vestre Fængsel i næste uge.

I december skrev jeg en slags julekalender på Facebook – en daglig, anonymiseret fortælling fra den kommunale virkelighed – om ”Kurt” og en kommunalt ansat socialrådgiver, ”kommunedamen”. For­tællingerne – som du kan finde på Facebook under hashtag #KurtOgKommunedamen – kom vidt omkring. Her vil jeg dele en af dem med jer.

I dag har jeg talt længe med Kurt. Han sidder varetægtsfængslet i Vestre Fængsel på sjette uge, forinden har han været indlagt i fire måneder. Kurt fortæller, at han bliver løsladt i næste uge – til senere afsoning med fodlænke. Kurt vil hjem til sin lejlighed, som han ikke har boet i de seneste fem måneder. Han glæder sig – og jeg forstår ham godt. Kurt har med sin jernvilje – og støtte fra adskillige instanser – formået at beholde sin lejlighed, selv om det har hængt i en tynd tråd gennem flere år.

Det betyder, at der nu skal (gen)iværksættes den støtte, der er altafgørende for, at Kurt kan bo værdigt i sin lejlighed – substitutionsbehandling, udbetaling af ydelse, administration af ydelse, indskrivning i ambulant psykiatri, social hjemmehjælp og hjemmepleje, medicinudlevering, støttekontaktperson – og der skal søges handicapkompenserende hjælpemidler.

Alle disse indsatser bliver sagsbehandlet fra syv forskellige kontorer, af hver sin socialrådgiver. Og det kan der såmænd være en vis ræson i, da vi er nede i mange forskellige lovgivninger, paragraffer og så ­videre. Udfordringen er dog, at ingen af disse mange, gode professionelle reelt har ansvaret for at koordinere én samlet indsats – der findes ikke én indgang for Kurt.

Kurt siger: ”Hvor svært kan det være, I kender mig jo?”

Præcis, Kurt – det burde ikke være så svært, du er ikke ”kompleks” – men det er de systemer, vi har opbygget omkring dig, desværre – og det skal vi gøre bedre!

af Lone Engels, der er socialrådgiver, Hjemløseenheden, Københavns Kommune