PRAKSISKLUMMEN: ”Jeg har slet ikke grædt. Er det normalt?”

Han gør ikke anstalter til at rejse sig, da samtalen er ved at være slut. Han sidder bare og stirrer ned i bordet, mens hans mor begynder at famle efter sin rollator. Han sidder der som tolk for sin vietnamesiske mor, der er indlagt med en hjerneblødning. Han har oversat og samlet trådene for hende under hele samtalen.

Det store omdrejningspunkt har været, at hun står uden forsørgelse, efter hun for en måned siden blev akut indlagt på sygehuset med en hjerneblødning, og arbejdsgiver fyrede hende med øjeblikkelig virkning. De første to uger lå hun i koma på intensiv, men nu sidder hun her sammen med sin søn. Vi har lige handlet på det administrative og kontakten til kommunen, der glippede, mens hun lå i koma. Der kommer styr på det nu, så familien har råd til at betale huslejen.

Sønnen bliver siddende. ”Har du brug for at snakke uden dine forældre,” spørger jeg stille. Jeg kan mærke hans overraskelse. ”Det tror jeg,” nærmest hvisker han. Han er 19 år gammel. I gang med studie og har eksamen lige om lidt. Han bor alene med sine forældre. Faren er traumatiseret og psykisk syg, moren har nu fået en hjerneblødning. Netværket er en 80-årig tante, som lige har haft et slagtilfælde. ”De har alle sammen brug for mig lige nu, og jeg er den eneste, som kan være hos dem.” siger han.

”Jeg har slet ikke grædt over, at min mor blev syg. Er det normalt,” spørger han skamfuldt.

I Sverige har man i mange år haft en lovgivning, som sikrer, at der automatisk bliver taget hånd om børn og unge som pårørende, når en forælder bliver alvorligt syg og indlagt. Hvert sygehus har en socialrådgiver, der er ansat til udelukkende at have fokus på og koordinere indsatsen for de børn og unge, som er pårørende.
Her kunne vi godt lære lidt af vores naboer.

af Louise Marie Friis, der er sundhedssocialrådgiver ved Odense Universitets­hospital