PRAKSISKLUMMEN: Håbet om at blive rask overskyggede alt andet
Vi talte de forskellige scenarier igennem. Deres håb og frygt. Hvad skulle der blive af datteren?
Hun var på alder med mig. Jeg kunne se på det pasfoto af hende, som jeg skulle bruge til ansøgning om parkeringskort, at for ikke så længe siden havde hun haft smil på sine læber, skulderlangt hår og gode runde kinder.
Jeg besøgte hende i hendes hjem. Hun sad på sofaen med dynen om sig og benene foldet under sig. Hendes spinkle arme og ben, hendes udspilede mave og det bare hoved uden hår viste sygdommens spor.
Hendes datter sad ved siden af. 14 år. Sød og mild i sit smil, men med alvor i sine øjne. Uden at fælde så meget som en enkelt tåre under vores møde sad datteren helt roligt med plastre på alle fingre, der indikerede, hvordan hendes sårbarhed kom til udtryk.
Moderen havde indtil nu forsøgt at holde konsekvenserne af sygdommen væk. Hun havde været syg i et halvt år, og håbet om at blive rask overskyggede alt andet. Men nu gik det ikke længere.
Vi skulle have det sidste på plads. Datteren kunne ikke længere bo hos sin mor. Det var for smertefuldt for dem begge at være tæt på hinanden hele tiden. Det var de enige om. Vi talte de forskellige scenarier igennem. Deres håb og frygt. Hvad skulle der blive af datteren? Hvor skulle hun bo? Hvem skulle være hendes værge, når moderen døde?
Jeg ringede til min samarbejdspartner i kommunen – børn- og ungerådgiveren. Vi havde haft tæt kontakt om familien i et stykke tid. Denne eftermiddag var der et vist tidspres. Situationen derhjemme var nu uholdbar. Over telefonen med børn- og ungerådgiveren fik moderen givet samtykke til anbringelse af datteren uden for hjemmet.
Kommunen tog over på at finde et egnet sted til pigen hurtigst muligt. Mor og datter sank sammen i sofaen. Lettede over, at nogen nu tog opgaven på sig og samtidig i sorg over deres situation. Mor fandt en æblejuice frem til datteren, som hun gav hende, mens hun strøg hende forsigtigt over håret og sendte hende et lille, tappert smil: ”Det skal nok gå, men nu må jeg hvile mig lidt.”
Louise Marie Friis er sundhedssocialrådgiver, Odense Universitetshospital og formand for DS’ Fagligt Selskab for Sundhedssocialrådgivere