PRAKSISKLUMMEN: ”Giv plads til det uperfekte”

Står vi med en ’generation mistrivsel’, reflekterer en kollega højt efter en afsluttet samtale med endnu et ungt menneske med ondt i livet. Det kan ind imellem føles sådan, siger hun, der i daglig praksis arbejder med de unge uddannelsesparate på uddannelseshjælp. Det vil sige unge, som ikke er kommet videre med skolegangen eller er droppet ud af uddannelse, og i øvrigt heller ikke lige er kommet i job nu og her.

Oplevelsen er, at vi er begyndt at se flere unge i vores uddannelseshjælps-system, som har det temmelig svært, og som hver især kæmper med psykisk mistrivsel på den ene eller anden måde. Men er der noget nyt i det, spørger jeg – og har omfanget af unge uden uddannelse og arbejde ikke været relativt uændret gennem de seneste 10 år?

Jo, siger min kollega, men mange af de unge, vi har samtaler med i dag, oplever vi som langt mere eller anderledes udsatte end tidligere. Det er mere komplekst, og typisk kæmper de med flere vanskeligheder på samme tid.

Det kan for eksempel vise sig som ensomhed, misbrug, stress og depression. Det er ikke kun de klassisk, socialt marginaliserede udsatte unge, vi møder i vores system. Nu er det også i højere grad unge fra socialt og økonomisk velstillede baggrunde. Unge, hvis forældre både er i arbejde og har videregående uddannelser. Det er unge, som har slået sig så meget på fremdrifts-struktur, præstationskrav og vilkår i ungdoms- og uddannelseslivet, at deres liv og uddannelsesplaner fuldstændig er brudt sammen. Unge, som er psykisk sårbare og som tumler med negative tanker om sig selv og fremtiden.

Hvad kalder det på, spørger jeg min kollega? Svaret er mere fleksibilitet i de unges liv og i vores uddannelsessystem. Mere plads til det uperfekte, siger min kollega. Jeg tænker, at hun har ret.