PRAKSISKLUMMEN: Fornemmelsen af at være på hold – sammen
At husmøder er udsat på ubestemt tid, at meget foregår på Teams, og at selv julefrokosten er blevet virtuel, betyder noget. Det betyder, at vi har mindre af det, der binder os sammen, mindre af det, der bærer kulturen.
”Måske er det så svært at være sendt hjem, fordi vi så godt kan lide at være her.” Sådan lød det fra en hjemsendt, da vi fulgte op på, hvordan det går med arbejdsglæden. Hos os er medarbejderne delt – dem, der kan arbejde hjemme, gør mest det, mens alle i rådgivningen møder i treholdsskift, lige som de plejer.
Uanset om man er en af dem, der helst skal møde, eller en af dem, der helst skal lade være, er det en udfordring. At husmøder er udsat på ubestemt tid, at meget foregår på Teams, og at selv julefrokosten er blevet virtuel, betyder noget. Det betyder, at vi har mindre af det, der binder os sammen, mindre af det, der bærer kulturen.
Vi savner de faglige drøftelser og fornemmelsen af at være på hold sammen. Nu, hvor året slutter, er der en ting, der er sikker: Vi bliver nødt til at finde på noget, der styrker det fælles, noget der gør, at vi kan mærke hinanden.
For os er en del af løsningen at dykke ned i fagligheden, så vi kan få øje på noget andet, når vi kigger på hverdagen. Helt konkret er vi ved at starte et samarbejde med nogle kloge folk fra UC Syd. De skal hjælpe os med – gennem praksisforskning båret af de socialfaglige medarbejdere – at undersøge vores mikrofaglighed.
Det, der binder vores sted sammen, er en fælles bestræbelse på, at alt, hvad vi gør, skal være ordentligt, lovligt og give mening for de borgere, vi møder. Ved at sætte fokus på hvad vi selv gør, kan vi finde nøgler til at gøre det bedre.
Gennem forskning i egen praksis håber og tror vi på, at vi kan få ny energi. Vi tænker, at vi ved at undersøge, hvad det er vi gør, kan blive klogere på, hvad der rent faktisk virker – og komme tættere på hinanden gennem udvikling af vores faglige fællesskab. 2021 er på vej, der er håb forude, det skal nok gå.