PRAKSISKLUMMEN: “Dovne Robert” havde ret

I mit arbejde med hjemløse, må jeg give Robert ret i , at de regler jobcentre følger, ikke altid sætter borgeren i centrum.

Robert Nielsen, der siden fik tilnavnet Dovne Robert, dukkede frem som kræsen kontanthjælpsmodtager i 2012 og var et mareridt for de fleste. Politikere fik travlt med at råbe op om stramninger af rådighedsregler; jobcenterchefer fik travlt med ordrer til medarbejdere om tommelskruer på alt for at tvinge borgere i arbejde. Medarbejderne fik hovedpine af at skulle overholde lovgivningen og samtidig bøje den til det yderste for at sikre, at ingen kunne slippe for aktivering eller sanktioner.

Desværre gik ingen rigtig ind i diskussionen om Roberts ønske om at blive ladt i fred. Hvis han endelig skulle forstyrres, skulle det være sagligt, ligeværdigt og med ham i centrum.

I mit arbejde med hjemløse må jeg give Robert ret i, at de regler, jobcentre følger, ikke altid sætter borgeren i centrum. I stedet er systemets behov for at kontrollere og sanktionere i centrum. Problemet er, at den helhedsorienterede og inddragende indsats alt for sjældent er udgangspunkt for sagsbehandlingen.

Der skal stilles krav til alle. Men kravene skal være relevante, letforståelige og i tråd med borgerens muligheder og ønsker.

Under den første coronanedlukning oplevede jeg, at hjemløse for første gang i deres liv fik tilstrækkelig ro, fordi de slap for meningsløse kontrolsamtaler på jobcenteret. Men fik tid til at tænke over, hvilken hjælp de kunne tænke sig fra kommunen for at komme videre i livet; misbrugsbehandling, sociale tilbud, men også beskæftigelses- og uddannelsesindsatser.

Vi bliver nødt til at skabe et system, der kan arbejde med den motivation, en hjemløs borger har, samtidig med at vi inddragende tænker hele vejen rundt om borgeren. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan gøres i et jobcenter. Vi bliver nødt til at have modet til at gå andre veje.