MIT ARGUMENT: Lavere kontanthjælp løser ikke sociale problemer
Af Stine Buch, socialrådgiver og virksomhedskonsulent i Job- og Socialcenter, Solrød Kommune
Hvem er det egentlig, der modtager kontanthjælp? Det er sjældent mennesker, der blot mangler motivation eller vilje til at arbejde.
Tværtimod er det ofte borgere med komplekse problemstillinger – psykiske udfordringer, sygdom, misbrug, manglende uddannelse eller et skrøbeligt socialt netværk. At forestille sig, at netop denne gruppe pludselig får bedre forudsætninger for at komme i beskæftigelse, blot fordi ydelsen sænkes, er urealistisk.
Min faglige vurdering er, at det vil være utrolig få, som kommer i job, mens vi vil se flere hjemløse og flere med mere komplekse sociale problemer. Hvis politikerne ønsker at spare på de sociale udgifter, kræver det, at de investerer i forebyggelse og ikke reducerer hjælpen til borgere, som er udfordrede på mange parametre.