Politisk optimisme har skabt ”uværdigt trængende borgere”
5 HURTIGE: Systemet har blikket vendt mod ressourcer og potentialer i mødet med udsatte borgere, men sjældent mod problemer. Det skaber uværdigt trængende borgere, siger forsker Mathias Herup Nielsen. Det har han skrevet en bog om.
Du har skrevet bogen ’Optimismens politik – skabelsen af uværdigt trængende borgere.’ Hvad handler det om?
At samfundets politik overfor udsatte borgere over de seneste årtier er blevet mere og mere optimistisk. Ideen har været, at vi ikke længere skal se udsatte borgere som mennesker, der er ramt af problemer, men som mennesker, der har ressourcer og potentialer, som kan forløses på arbejdsmarkedet. Vi ser for eksempel, at langt de fleste borgere vurderes til at være jobparate eller uddannelsesparate, når de begynder at få en ydelse. Samtidig er det sprog, som reformdokumenter bruger til at tale om udsatte borgere med, stille og roligt blevet proppet med ord som ’ressourcer’ og ’potentialer’, mens man må se langt efter ’problemer’.
Men det er vel godt nok at se efter det positive?
Intentionerne har et stykke ad vejen været gode, men udviklingen har været medvirkende til, at flere borgere ses som uværdigt trængende: Som mennesker, der godt kan arbejde, men alligevel ikke gør det, og som det derfor opleves som retfærdigt at stille kontante krav til. Optimismen har på den måde banet vejen for ’hårde’ reformer som for eksempel har barberet ydelser ned for nogle.
Hvad betyder det for borgernes møde med systemet?
Det er væsentligt at holde fast i, at de fleste borgere oplever gode forløb. Samtidig må vi erkende, at mange borgere føler sig virkelig dårligt behandlet. Mange siger nærmest, at de er i en form for krig imod systemet. Når man lytter til fortællingerne fra de borgere, er det slående, at de ikke føler sig dårligt behandlede, fordi systemet ikke tror på, at de kan noget. Det forholder sig omvendt: Den oplevede uretfærdighed strømmer fra følelsen af, at systemet ikke tror på, at der er noget, de ikke kan.
Du taler om, at i stedet for optimismens politik og pessimismens politik – så skal vi måske i stedet gå efter realismens politik. Hvad er det?
Lige nu oplever nogle borgere et system, der som en moderne Lord Nelson tager kikkerten for det blinde øje og siger: ’Hvad for nogle problemer’? Og så sidder de dér og vifter med lægeerklæringer og diagnoser og beskrivelser af deres problemer, men systemet er først og fremmest gearet til at se noget andet. Realismens politik er her et politisk blik, der ser borgeren med begge øjne. Vi må genaktivere et sprog og en måde at tænke på, som giver lige så god mulighed for at anerkende problemer som for at anerkende ressourcer.
Hvad kan en socialrådgiver bruge dine pointer til i sit møde med borgeren?
De tilbagemeldinger, jeg har fået fra socialrådgivere, der har læst min bog, peger især på, at den giver nogle rigtig gode beskrivelser af, hvordan vi endte her, hvor vi er: De politiske bevæggrunde for det, konsekvenserne af det og nogle mulige veje ud.
Mathias Herup Nielsen, postdoc og forfatter til bogen ”Optimismens politik – skabelsen af uværdigt trængende borgere“, Frydenlund Academic.