Ny bandepakke ignorerer forebyggelse og resocialisering
Ingen kan være uenige i, at borgerne skal kunne føle sig trygge. Men spørgsmålet er, om det fører til tryghed, at sætte hårdt mod hårdt?
LEDER: ”Bander bag tremmer”. Det er navnet på den aftale om bandepakke III, som regeringen vedtog i slutningen af marts sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det slås fast, at ”med denne aftale sætter vi hårdt mod hårdt” for at sikre borgernes tryghed.
Ingen kan være uenige i, at borgerne skal kunne føle sig trygge. Men spørgsmålet er, om det fører til tryghed, at sætte hårdt mod hårdt?
Det er tankevækkende og ærgerligt, at den nye bandepakke profilerer sig usædvanligt ensidigt på at ville sætte rocker- og bandekriminelle bag tremmer som middel til at stoppe bande- og rockerkriminalitet, når denne løsning reelt kun giver mening for en lille gruppe modvillige og utilnærmelige rocker- og bandekriminelle.
Politikerne bør i stedet styrke fokus på at reducere antallet af mennesker, der modtager lange fængselsstraffe som følge af deres bande- og rockeraktivitet. Det kræver konkrete indsatser, der støtter de motiveredes vej ud af det kriminelle miljø – som eksempelvis de såkaldte exitprogrammer, der giver særlige rammer for prøveløsladelse.
Mange bandemedlemmer bliver motiverede til at lægge deres kriminelle liv bag sig, når de bliver ældre – ofte med støtte fra Kriminalforsorgen og kommunerne. Fokus skal være på at motivere bandemedlemmerne til – tidligere end vi ser i dag – at finde motivation til at forlade miljøet.
Men vi risikerer, at bandepakken skaber flere kriminelle, fordi pakken stort set er renset for tiltag til at forebygge, at mennesker overhovedet kommer ind i bandemiljøet. Det mener vi i Dansk Socialrådgiverforening – sammen med en række andre fagfolk – er dybt kritisabelt.
At prioritere signalet til offentligheden, et signal om handlekraft over for alle rocker og bandemedlemmer, kan ødelægge det for mange og dermed blive en særdeles dyr og kortsigtet løsning.
Vi socialrådgivere savner, at bandepakken sætter et stærkt fokus på forebyggende indsatser baseret på velkendt og lettilgængelig viden fra både forskning og praksis. En helt særlig forebyggende indsats skal sættes ind overfor de unge, der er i risikogruppen for at blive trukket ind i rocker- og bandemiljøet, eksempelvis socialt udsatte unge uden et stærkt netværk eller mindre søskende til bandemedlemmer. Hvis vi vil stoppe tilstrømningen til de kriminelle grupper, skal vi have fat i disse unge.
En styrket forebyggelse giver mening både kriminalpræventivt og økonomisk, og vi socialrådgivere bidrager hellere end gerne med vores viden om netop den sociale og kriminalpræventive forebyggelse.