Ungdomskriminalitetsnævnet: Nævnet anbringer børn på usikkert grundlag
Ankestyrelsen har behandlet klager fra 26 børn, som er blevet tvangsanbragt af Ungdomskriminalitetsnævnet. I 9 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser.
Siden Ungdomskriminalitetsnævnet trådte i kraft i januar 2019, har nævnene anbragt 125 børn uden for hjemmet. Af dem er 30 børn blevet anbragt på delvist lukkede, sikrede og særligt sikrede institutioner. Af de 125 børn har 28 klaget over Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, og Ankestyrelsen har indtil videre behandlet 26 af disse klager. Ankestyrelsen oplyser til fagbladet Socialrådgiveren, at Ankestyrelsen i 9 af de 26 sager har omgjort Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser, fordi afgørelserne har været forkerte.
Alle de ni omgjorte afgørelser drejer sig om anbringelser, for det er den eneste type af afgørelser fra Ungdomskriminalitetsnævnet, som de unge kan klage over. Det kan være en almindelig anbringelse, en anbringelse på en delvist lukket eller sikret institution, eller det kan dreje sig om forholdene omkring anbringelsen – se boks nedenfor. Ankestyrelsens afgørelser er fortrolige, men Helle Støve, som er kommunernes repræsentant i Ungdomskriminalitetsnævnets koordinationsudvalg, er blevet forelagt de anonymiserede afgørelser.
– Her gør Ankestyrelsen det tydeligt, at Ungdomskriminalitetsnævnet skal leve op til de samme lovbestemmelser, når de anbringer et barn, som vi skal i kommunerne. Og at sagen skal være lige så godt belyst, inden nævnet træffer en afgørelse om anbringelse, som hvis sagen skulle for det særlige børne- og ungeudvalg, som træffer afgørelser om anbringelser uden samtykke i kommunerne, siger hun.
Afgørelser uden lovhjemmel
Når Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om anbringelse på sikrede institutioner, er det ikke altid, at børnene umiddelbart lever op til de kriterier, der gælder for den målgruppe, som kan anbringes på en sikret institution. Det fortæller Dorthe Norlyk, som er formand for Faggruppen Døgninstitutioner og opholdssteder i Dansk Socialrådgiverforening.
– Jeg oplever, at der indimellem bliver truffet afgørelser, hvor der reelt ikke er lovhjemmel. For eksempel kan nævnet ikke træffe afgørelse om, at et barn skal være på en sikret institution i et år, hvis barnet er under 15 år, for så må varigheden maksimalt være ni måneder, siger hun.
Der er faste bestemmelser i loven om, hvor længe børn må være anbragt på sikrede institutioner, og de frister skal Ungdomskriminalitetsnævnet også overholde.
– Hvis barnet er både psykiatrisk, psykologisk og pædagogisk velbeskrevet, så er der jo ikke grundlag for yderligere udredning. Hvis der ikke er et misbrug, så er der ikke grundlag for misbrugsbehandling. Man skal jo ikke være anbragt på en sikret institution, fordi man har gjort noget og skal straffes. Man skal være på en sikret institution, fordi man har brug for det, og man skal opfylde betingelserne, understreger Dorthe Norlyk.
Bruger anbringelser som trussel
Socialrådgiver Jeanette Fabrin er medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet for Odense Kommune. Her skal hun sammen med en dommer og en politibetjent træffe afgørelser i de sager, der kommer for Ungdomskriminalitetsnævnet. Hun har én gang oplevet, at de to andre nævnsmedlemmer valgte at anbringe et barn på et grundlag, som hun vurderede, var for usikkert. I sådanne tilfælde bliver det skrevet i afgørelsen til den unge, at der har været uenighed i nævnet.
– Nogle nævnsmedlemmer tænker, at Ungdomskriminalitetsnævnet har videre beføjelser til at sende børn på lukkede og sikrede institutioner, end kommunerne har, fordi det handler om at bekæmpe kriminalitet. Jeg har flere gange sagt, at jeg ikke var sikker på, at anbringelsesgrundlaget ville holde, hvis det kom for kommunens særlige børne- og ungeudvalg. Efter Ankestyrelsens afgørelser oplever jeg heldigvis, at de er blevet mere lydhøre, og jeg har efterfølgende haft gode drøftelser med de andre nævnsmedlemmer om disse problematikker, siger hun.
Flere af de socialrådgivere, som fagbladet Socialrådgiveren har talt med, har oplevet, at Ungdomskriminalitetsnævnet siger til den unge, at hvis han ikke følger sit forbedringsforløb, kan han blive anbragt. Eller hvis han ikke følger vilkårene for anbringelsen, så kan han blive anbragt på en delvist lukket eller en sikret institution i stedet.
– Ungdomskriminalitetsnævnet må ikke bruge anbringelse som en trussel på den måde. For selv om man ikke overholder vilkårene, så betyder det ikke nødvendigvis, at man lever op til anbringelseskriterierne. Og det skal man for at kunne blive anbragt – ligegyldigt om det er kommunen eller Ungdomskriminalitetsnævnet, der anbringer, understreger Jeanette Fabrin.
Fagbladet Socialrådgiveren har forsøgt at få en kommentar fra Ungdomskriminalitetsnævnet sekretariatsleder, Marianne Schmidt, men hun er ikke vendt tilbage inden deadline.
Fejl i hver femte klagesag
I de 26 klagesager har Ungdomskriminalitetsnævnet truffet 45 forskellige afgørelser, og Ankestyrelsen har omgjort 10 af disse afgørelser.
Ankestyrelsen har altså omgjort 22 procent af de påklagede afgørelser om anbringelser, som er truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen har i 2018 omgjort 2 procent af de påklagede afgørelser om tvangsanbringelser, som er truffet af kommunerne.
De to tal er ikke direkte sammenlignelige, da undersøgelsen af kommunens omgørelsesprocent kun gælder afgørelsen om almindelige tvangsanbringelser efter servicelovens §58. Opgørelsen over Ungdomskriminalitetsnævnets omgørelsesprocent er lavet på baggrund af de forskellige typer af afgørelser, som kan påklages efter Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet § 55 angående:
- Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner eller afdelinger
- Anbringelse på sikrede døgninstitutioner
- Anbringelse på særligt sikrede afdelinger
- Tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse
- Samvær og kontakt under anbringelse
- Opretholdelse af en anbringelse uden samtykke
- Ændring af anbringelsessted
- Ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et børnehus, mens den ungefaglige undersøgelse gennemføres.
Kilde: Ankestyrelsen og ’Anbringelser uden samtykke – Kommunernes praksis og perspektiver på stigningen.
Københavns Kommune: nævnet koster os 5,9 mio. kr. om året
Det første år med Ungdomskriminalitetsnævnet har kommunerne selv skulle stå for udgifterne til sagsbehandling og foranstaltninger. I september 2019 er kommunerne og Folketinget blevet enige om at øge bloktilskuddet som følge af de krav, Ungdomskriminalitetsnævnet stiller til kommunerne.
I Københavns Kommune har de regnet på, hvor mange udgifter de har fået som følge af Ungdomskriminalitetsnævnet, og her dækker kompensationen fra staten kun omkring halvdelen. Kommunen står tilbage med en regning på 5,9 millioner kroner om året, når den fulde effekt af nævnet er slået igennem fra 2021. Det skyldes primært, at Ungdomskriminalitetsnævnet iværksætter dyrere foranstaltninger, end kommunen selv ville have gjort.
Kilde: Københavns Kommunes budget 2020.