Når hjælp bliver til straf

Flere end 500 børn og unge mellem 10 og 18 år har fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet. Mens organisationer og fagfolk har kritiseret nævnet for at være en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder og en svækkelse af børns retssikkerhed, ser man nu, at flere børn via nævnet får den hjælp, de for længst burde have fået i kommunen. Men hvad sker der, hvis hjælpen bliver oplevet som en straf, og når børn ned til 10 år står ansigt til ansigt med en dommer? Vi gør status på Ungdomskriminalitetsnævnets første år.

Mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet bliver holdt i byretten. For at komme ind skal alle først igennem en sikkerhedskontrol, hvor vi selv og vores tasker bliver scannet. Så er det op med en lille elevator, for trappen er låst af sikkerhedshensyn, og så skal vi vente i et lillebitte venteværelse, der på ingen måde er børnevenligt. Luften er tung, ikke kun på grund af varmen, men også på grund af den højspændte stemning mellem de mange mennesker i lokalet.

Sådan beskriver Anette Brøndum Sørensen ankomsten til et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet. Hun er socialrådgiver i Børns Vilkår og har to gange været med i Ungdomskriminalitetsnævnet som bisidder. Hun har sagt ja til over for fagbladet Socialrådgiveren at rekonstruere et anonymiseret mødeforløb i nævnet.

Denne dag er hun der med en 13-årig, der er kendt af kommunen. Den unge har været ude i hashmisbrug og små-kriminalitet. Der har tidligere været iværksat kontaktperson, hjemme-hos’er og eneundervisning.  Alligevel oplever både forældrene og den unge, at de ikke har fået tilstrækkelig hjælp, selv om de har forsøgt at råbe kommunen op i årevis. Nu kan de ikke mere, og først da den unge begår alvorlig kriminalitet, bliver den unge anbragt.

– Vi kommer ind i et mødelokale med et stort ovalt bord. På den ene side sidder nævnsformanden, de to nævnsmedlemmer fra politiet og kommunen, en børnesagkyndig konsulent og en sekretær. På den anden side sidder den unge og jeg. Så er der forældrene og deres advokat. Derudover er der to repræsentanter fra anbringelsesstedet, tre repræsentanter fra kommunen og én medarbejder fra Ungekriminalforsorgen. Altså 15 personer, der alle sidder og kigger på den unge, mens formanden starter med at tale med den unge.

Efter halvanden times votering når Ungdomskriminalitetsnævnet frem til, at den unge skal have et såkaldt forbedringsforløb i form af en anbringelse på et døgntilbud med en struktureret og fast dagligdag herunder mulighed for skolegang. Inden for otte dage skal den unge sammen med forældrene og den kommunale sagsbehandler mødes med Ungekriminalforsorgen, som skal holde øje med, at forbedringsforløbet bliver iværksat, og at den unge følger vikårene. Men mødet bliver aldrig til noget, fordi forældrene ikke møder op. Derfor bliver der indkaldt til et nyt møde i Ungdomskriminalitetsnævnet.

– Så møder vi alle sammen op igen, 17 personer denne gang, fordi den unge nu også har fået beskikket en advokat. Jeg gør opmærksom på, at den unge er uden skyld i, at vi sidder her igen, da det skyldes samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene og kommunen. Nævnet træffer samme beslutning som sidste gang. Derudover skal den unge nu også bevilges en kontaktperson. De foranstaltninger, som nævnet nu har pålagt kommunen at iværksætte, kunne kommunen selv have iværksat efter Serviceloven. En hjælp, der længe har været efterspurgt. Nu bliver kommunen pålagt det, og der bliver ført tilsyn med, at tingene sker. Det er jo positivt, men hvad betyder det for børn og unge at blive slæbt igennem noget, der minder om en domstolsbehandling? Det har lidt af en signalværdi, at det foregår i en retsbygning, og for nogle børn og unge tror jeg, det vil det puste til den selvopfattelse, at de er nogle store og indflydelsesrige kriminelle, siger Anette Brøndum Sørensen.

Hurtigere hjælp

Anette Brøndum Sørensen er langt fra den eneste socialrådgiver, der har oplevet, at Ungdomskriminalitetsnævnet har sat nogle foranstaltninger i gang, som ifølge socialrådgivernes faglige vurdering burde være sat i gang for længst.

Alle de socialrådgivere, som fagbladet Socialrådgiveren har talt med – medlemmer af nævnet og den nye ungekriminalforsorg, socialrådgivere i kommunerne og på opholdssteder – har alle minimum ét eksempel på et barn eller en ung, som har fået bedre eller hurtigere hjælp, fordi de har været i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det billede genkender børne- og familiechef Helle Støve, som er kommunernes repræsentant i Ungdomskriminalitetsnævnets koordinationsudvalg.

– Det er også, hvad jeg hører fra nogle af mine kollegaer, som er medlemmer af nævnet. Når de sidder til nævnsmøderne, kan de godt nogle gange tænke, at vi selv kunne have hjulpet barnet, inden det blev en sag for Ungdomskriminalitetsnævnet, siger hun.

Politi advarer om stigmatisering

Hvis børnene og de unge får bedre og hurtigere hjælp, fordi de har været igennem Ungdomskriminalitetsnævnet, så er der måske slet ikke noget problem med de nye nævn? Ja, det kommer jo an på svaret på Annette Brøndum Sørensens spørgsmål: Hvad betyder det for børn og unge at blive slæbt igennem noget, der minder om en domstolsbehandling?

Det ved vi heldigvis lidt om, for i en periode på lidt over et år fra 2010 til 2012 var den kriminelle lavalder sænket til 14 år. Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har fulgt de 14-årige, som blev dømt ved en almindelig domstol i den periode og sammenlignet dem med 14-årige, som har begået kriminalitet i en anden periode, og som derfor ikke har været for retten, men kun har fået en social indsats. Undersøgelsen viste, at de unge, der har været for en domstol, i højere grad begik ny kriminalitet, at de havde lavere sandsynlighed for at gå i 9. klasse, og at de fik lavere karakterer ved afgangsprøven i dansk i 9. klasse.

Selve mødet med retsvæsenet i en tidlig alder kan altså have en negativ effekt på de unges videre forløb. Forskningen kan ikke med sikkerhed pege på, hvorfor det forholder sig sådan. Men det kan blandt andet skyldes den stigmatiserende effekt af selve mødet med domstolen. Derfor advarer politikommissær Bjørn Poulsen også om, at vi risikerer at stigmatisere en gruppe af unge ved at sende dem i Ungdomskriminalitetsnævnet. Han er uddan net kriminolog og har arbejdet med kriminalitetsforebyggelse i politiet i 12 år. Han er medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet for Nordsjællands politi og har deltaget på mere end 10 nævnsmøder.

– Der sker jo det forunderlige, at når man får at vide, at man er en værre en, så bliver man det også inde i sit eget hoved. Og det gør det jo ikke nemmere at hjælpe den unge videre på en ordentlig måde, siger han.

Generelt oplever Bjørn Poulsen, at Ungdomskriminalitetsnævnet har haft den positive effekt, at det har fået kommunerne til at fremskynde sagsbehandlingen i de unges sager.

– Men nogle gange kommer der altså en ung ind, hvor jeg tænker, ’han skulle ikke have været her’, og så er opgaven at gøre det så lidt stigmatiserende som muligt, for det er jo noget af en oplevelse, som især de helt unge vil huske resten af livet, siger han.

Børnene betaler prisen

Da politikerne vedtog det nye Ungdomskriminalitetsnævn, var Dansk Socialrådgiverforening en af de mest fremtrædende kritikere af loven. Dels på grund af den manglende retssikkerhed for de 10-14-årige børn, som kommer for nævnet udelukkende på baggrund af polit tiets mistanke og aldrig får bedømt skyldsspørgsmålet. Og dels på grund af lovens fokus på straf og konsekvens frem for hjælp og støtte til de udsatte børn.

– Det paradoksale er, at man i en tid, hvor ungdomskriminaliteten er faldende, har indført et system, der fokuserer på straf og sanktioner til børn helt ned til 10 år på trods af, at alt tyder på, at det ikke fremmer kriminalitetsbekæmpelsen, siger formand for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup og uddyber.

– Hvis børn skal ændre livsbane, så er opdragelse og muligheden for at opbygge relationer til troværdige voksne, som de kan betro sig til, helt afgørende. Pålagte sanktioner og forbedringsforløb risikerer at spænde ben for netop dette arbejde i kommunerne, der med stor succes har forebygget ungdomskriminalitet, siger Mads Bilstrup.

Han kalder det en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder.

– Vi har nu et system, der betyder, at vi kan sanktionere og sende børn helt ned til 10 år på sikrede institutioner. Vi kan ikke se det på anden måde, end at den kriminelle lavalder i praksis er sat ned til 10 år. Og jeg frygter, at det kan komme til at modarbejde målsætningen om mindre kriminalitet blandt unge.

At det bliver fremhævet, at Ungdomskriminalitetsnævnet har haft den positive effekt, at det har fået kommunerne til at fremskynde sagsbehandlingen i de unges sager, er ifølge Mads Bilstrup alene et udtryk for, at der mangler ressourcer til at løse opgaverne ude i kommunerne – og kan aldrig blive et argument for et system, som ser stort på børnenes retssikkerhed.

– Jeg ved fra socialrådgiverne ude i kommunernes børne- og familieafdelinger, at arbejdspresset er så stort, at det ikke er en mulighed at ”fremskynde sager”, med mindre det er et krav fra systemets side, som det er tilfældet med Ungdomskriminalitetsnævnet. Derudover kan socialrådgiverne af økonomiske årsager ikke altid få lov til at give børnene de tilbud, som de fagligt vurderer, vil være bedst for dem, siger han.

Kilder: Ungdomskriminalitetsnaevnet.dk og ’Ud af kriminalitet og tilbage i trivsel – håndbog til behandling af sager omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet’.