JURA: Når et barn anbringes akut efter fødslen

En tvangsmæssig anbringelse direkte fra fødegangen vil typisk være en formandsbeslutning – og betingelserne har givet anledning til tvivl i praksis.

I 2007 blev anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte til børn og unge i Serviceloven udvidet til at omfatte ”vordende forældre”. Formålet var ifølge forarbejderne at sikre den tidligst mulige indsats, og der var blandt andet fokus på, at det kunne ”være nødvendigt at anbringe et barn direkte fra fødegangen”. Der var imidlertid ingen overvejelser omkring den situation, at en tvangsmæssig anbringelse direkte fra fødegangen typisk vil være en formandsbeslutning efter servicelovens § 75. Det er således uomtalt, hvornår de yderligere krav, som følger heraf, er tilstede.

Formandsafgørelser efter § 75, har typisk sigte på akutte situationer, hvor der er konstateret et faremoment ved forældrenes manglende omsorg for barnet, og hvor myndighederne er nødt til at gribe ind af hensyn til beskyttelsen af barnet. Akut anbringelse af nyfødte udgør et særligt område for denne type af indgribende beslutninger. Spørgsmålet er, om det er et særligt hensyn i sig selv, at der er tale om et nyfødt barn, og i givet fald, hvordan dette indgår i vurderingen af den akutte anbringelse, herunder i afvejningen af modsatrettede hensyn.

Usikkerhed i praksis

Det viser sig, at der er stor usikkerhed om spørgsmålet i praksis. Ankestyrelsen traf i 2017 en principiel afgørelse (15-17) om adgangen til at anbringe et barn akut fra fødegangen, og har udgivet to artikler, hvor gældende ret er blevet præciseret (2016 og 2019).

Ankestyrelsens principafgørelse er i nogle kommuner blevet opfattet som en skærpelse af hidtidig praksis, og giver anledning til undren, da det ses som en uhensigtsmæssig begrænsning i adgangen til at forebygge såvel fysiske som psykiske skader på nyfødte.

Centralt er det, at der skal noget yderligere til end dokumentation for et tvangsmæssigt anbringelsesgrundlag efter § 58. En forudsætning for at træffe en foreløbig afgørelse om tvangsmæssig anbringelse fra fødslen er, at midlertidig støtte i hjemmet ikke kan afhjælpe problemerne, indtil sagen kan behandles på børn- og unge-udvalgsmøde. Denne vurdering kan umiddelbart minde om den proportionalitetsvurdering, som er knyttet til en tvangsmæssig anbringelse efter § 58. Men situationerne og formålene er forskellige, hvilket udtrykkes ved, at der i § 58 skal ske en vurdering af ”risikoen” og i § 75 af det ”øjeblikkelige behov”.

Ved en tvangsanbringelse bliver det afgørende, om barnets generelle/fremtidige behov kan dækkes ved at give hjælp og støtte ”i hjemmet”. I relation til formandsbeslutningen vil vurderingen snarere gå på, om hjælpen ”i hjemmet” kan dække det akutte behov for hjælp – altså indtil der kan afholdes et møde i børn- og unge-udvalget.

Situationer, hvor tvangsanbringelse skal ske direkte fra fødegangen, må således ifølge Ankestyrelsens praksis anses for at være begrænset til få tilfælde. Ved en akutanbringelse vil der yderligere skulle konstateres et egentligt ”faremoment”.

Skrevet af Trine Schultz Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre. Forsker i social­forvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet


Læs mere: Emnet er behandlet mere indgående af T. Schultz og H. Hartoft i artiklen ”Akut anbringelse af nyfødte”, Juristen, nr. 2, 2019.


Tvangsanbringelser

Formandsbeslutninger træffes i cirka 20 procent af alle tvangsanbringelser. Hvor mange af disse sager, der vedrører nyfødtes anbringelse, er der ikke offentliggjort statistik på. Det er dog interessant, at kun halvdelen af (alle) påklagede formandsafgørelser, som er godkendt i børn- og unge-udvalget, stadfæstes af Ankestyrelsen. En stor del af de ophævede afgørelser handler ifølge Ankestyrelsen om tvangsanbringelse af nyfødte. Dette er markant set i lyset af, at næsten alle af børn- og unge-udvalgets afgørelser om tvangsanbringelse, stadfæstes af Ankestyrelsen (97-98 procent).


Læs mere i Justitias rapport: Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces, 2018, og i Nyt for Ankestyrelsen nr. 6, 2019, hvor der er givet en række eksempler på ”et øjeblikkeligt behov” ved fødslen.


Øjeblikkeligt behov

Efter § 75 kan formanden for børn- og unge-udvalget træffe en foreløbig afgørelse om tvangsanbringelse efter § 58, ”som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn- og unge-udvalget”. Afgørelsen skal godkendes af udvalget inden syv dage og gælder derefter i en måned. Ankestyrelsens principafgørelse 15-17 fastslår, at det er en betingelse for at træffe en formandsbeslutning om tvangsanbringelse umiddelbart efter fødslen eller under ophold på hospitalet, at der er ”et øjeblikkeligt behov hos barnet for, at forældre og barn bliver skilt ad”.